Mon han har fået kolik?

Nå, men han kan altså godt skrige. Det er lidt ærgerligt, men det skulle være ret normalt. Første gang, han skreg – altså sådan virkelig skreg lungerne ud – var han to måneder gammel, så vi er jo nok ret billigt sluppet, når alt kommer til alt.

Jo, der har været gråd, men faktisk ikke voldsomt meget (måske fordi jeg er over ungen ved det mindste kvæk), og slet ikke i de helt høje tonearter. Men han kan altså godt komme derop. Det valgte han i øvrigt at vise os for første gang, sidst vi var i svømmehallen. Hvor ellers – et offentligt sted, hvor det runger helt vildt. God idé, baby.

Jeg har sjusset mig frem til, at det på det tidspunkt handlede om, at han slet ikke var klar til at komme op af det lune bassin. Men mens det stod på, gik jeg altså lidt i panik. Det lød jo som om, det gjorde voldsomt ondt på ham, og der var bare ingenting, der hjalp, heller ikke at proppe et bryst i hovedet på ham for at lukke munden. Han skreg bare videre. Med brystet i munden.

Da han endelig faldt lidt til ro, begyndte jeg så at tude. Manden stod bare og så hjælpeløst til, han kunne ikke trøste hverken mig eller baby, og alle var pænt udmattede efter den svømmetur. Jeg har ikke haft modet til at vove mig i offentligt bad igen siden.

De seneste par aftener har den så været gal igen. Frømanden har været glad og godt tilpas hele dagen, men omkring klokken 18 begynder mundvigene at hænge, og han bliver helt hysterisk ved selv det mindste.

Den første aften var det, fordi Manden nøs. Det gjorde babyen helt utrøstelig, og vi konkluderede, at han nok var blevet forskrækket, det arme barn. Næste aften gentog skrigeriet sig, men altså uden en nysescene til at sætte det i gang.

Manden prøvede at putte det bedste, han kunne, men intet hjalp. Han gik rundt med babyen tæt ind til sin brystkasse, vuggede ham både sidelæns, op, ned, frem og tilbage. Han lagde ham i sengen, tog ham op igen. Pakkede ham godt ind i et tæppe, forsøgte at lægge ham uden tæppe. Alt var galt i babyverdenen. Til sidst faldt barnet dog til ro i sin vugge, hvor han så brugte nogle minutter på bare at stirre tomt frem for sig.

Som sagt er det nu sket nogle dage i træk. Tilfældigvis har det hver gang været den aftenputning, som Manden har stået for, og det har frustreret herren en del.

Som den bekymrede mor, jeg er, begyndte jeg straks at frygte, at barnet nu havde fået den uhelbredelige diagnose “kolik”, hvilket ikke var en særlig opløftende tanke for en, der i forvejen svæver lige på grænsen mellem normal og sindssyg på grund af søvnmangel.

Jeg skyndte mig derfor at spørge min skønne veninde, der har en dreng, som er nogle måneder ældre, om det mon var noget, de også havde døjet med? Og hvad det mon kunne skyldes?

“JAAAAAAAAAA!” svarede hun.

“Han vil slet ikke falde til ro, når hans far putter ham. Mor er den bedste i verden lige nu, sådan er det bare.”

Åh, for en lettelse! Altså, at andre har prøvet det samme, og at der findes en forklaring på det, som ikke har fået stemplet kolik ud over det hele.

Derfor prøvede vi her til aften igen at lade Manden putte barnet, og sikkert var det, at han blev dybt ulykkelig, så snart farmand lagde ham i vuggen. Så babyen blev hevet op igen, og så måtte mor lægge ham ned. Og så sov han. Hurra!

Det er dybt mærkeligt, for Manden kan sagtens putte møgungen på alle andre tidspunkter af døgnet, bare ikke omkring klokken 18.

Heldigvis er løsningen enkel. Selvom det er irriterende for mig, at der så er endnu en ting, kun JEG kan gøre. Nå, men det er bare en fase. Det er bare en fase.