Mit hjerte smeltede fuldstændig, da jeg på min vej i seng her til aften kom ud i gangen og fandt mine to mænder. De kælede lidt med den dovne kat, mens de ventede på mig, men så snart drengen så mig, var det helt lige meget med katten…
Jeg ved godt, det var fordi, han var sulten, og jeg jo altså er den, der kan hjælpe på det, men mit hjerte hoppede i det mælkefyldte bryst. Jeg var den eneste, der var god nok.
Og så døde jeg lidt ved tanken om, at det en dag går over – en dag vil jeg ikke længere være den vigtigste i hans verden. Selvom han stadig vil være det i min.
4 comments
Fuck ja! Og så skal man gøre op med sig selv om man vil være den der mega belastende, påtrængende mor “som jo bare mener det godt” eller om man bare skal vente på at de selv ringer. Og så håbe på at det er så ofte som man selv har behov for at snakke med dem. Det lader til at man ikke kan vinde?! Næ, mine børn får altså ikke lov at flytte hjemmefra!
Nej, tror også jeg skal i gang med at bygge en kælder. For ét er sikkert, jeg SKAL ALDRIG ende som den første type der… Og den anden type egner jeg mig ikke til, såehm… Ja, han må blive boende ;)
Åh ja… De små drenge skal bare altid være mors drenge <3 Villum på 4 år vil stadig kun kysse sin mor, selvom han har kærester, så du kan nyde det nogle år endnu ;)
Dét kan jeg lide at høre! Ja, faktisk gider han jo ikke rigtig det der kysseri endnu, så indtil videre håber jeg, det kommer i første omgang! Så må vi se, hvor længe det varer ;)