Jeg kunne ikke lade være med at fryde mig lidt, da der blev stille inde på børneværelset. Vi havde lige haft endnu et af de evindelige mundhuggerier.
Mig: “Jeg tror, han er træt nu.”
Ham: “Jeg tror ikke, han er træt nok.”
Mig: “Jamen, han gned altså øjnene lige før.”
Ham: “Ja, men det gjorde han også i går, hvor vi så lagde ham ind med det samme, og det var jo ikke nogen succes.”
Mig: “Næeh. Jeg tror stadig, han skal i seng nu.”
Ham: “Det tror jeg ikke.”
Mig: “Jeg forstår ikke, du aldrig lytter til mig. Jeg plejer at have ret…”
Ham: “Det gør du jo ikke!”
Mig: “Men det gør jeg jo!”
Ham: “GODT! Så putter jeg ham! Så må vi jo se!”
Jeg nåede lige at fortryde, inden han slæbte afsted med ungen, puttede ham i sengen og forlod værelset til en harmoni af babybrok. Efter to minutter blev der stille.
Ham: “Okay, du havde ret…”
Fryd. Det kunne lige så godt have været mig, der skulle sige den sætning.
Jeg glæder mig – glæhæhæhæder mig – til det her tigerspring er ovre, og barnet (måske) får en nogenlunde stabil rytme igen. Og jeg håber, det kommer, inden han starter i dagpleje, for ellers bliver det gånnåk hårdt at være mor. Specielt fordi, hun altid ved bedst.
