Nå, er der nogle tegn?

Jeg bliver i disse dage mest mødt af to spørgsmål, når folk kontakter mig. Det ene er: Der er ikke sket noget endnu? Og det bliver altid fulgt op af: Er der nogle tegn på, at det er ved at være?

Det korte svar er nej. Og ja. Og jeg aner det ikke! For hvis der er én ting, jeg har erfaret gennem den her graviditet, så er det, at min krop ikke er til at stole på.

Jeg er nu gået fire dage over min termin, hvilket jeg, som vist nok sagt et par gange før, er temmelig træt af.

Havde af en eller anden grund en idé om, at han ville komme en uges tid eller to før, så det føles som om, jeg allerede er LANGT over tid.

Jeg bliver sat i gang på torsdag, hvis der ikke sker noget inden, og den udsigt er jeg noget ked af. Ville jo gerne, hvis det gik i gang af sig selv…

Har i nogle dage følt mig totalt forrådt af min krop, fordi jeg altid mener, jeg har en ret god fornemmelse af, hvad der er gang i inde i den. Altså, for eksempel hvis jeg er syg. Eller ikke er syg… Jeg diagnosticerer altid mig selv, før jeg går til lægen, og hun er altid enig med mig. (Hvem sagde kontrolfreak?)

Derfor var jeg så lykkelig over at få at vide, at min følelse af en pige inde i maven holdt stik ved første øjekast, og følte mig fremmed i egen krop, da han så viste sig at være en han.

Og nu har vi den igen. Følelsen af, at krop og hoved overhovedet ikke snakker sammen.

Der er tegn, ja. Jeg render på toilettet konstant, hvilket er noget nyt, der er sket inden for de seneste par uger, jeg har ondt over det hele, vand i kroppen, er træt – men har også et behov for at få styr på DET HELE. Og nåja, så er der det med terminsdatoen.

Så ja, det er oppe over. Men jeg er holdt op med at lytte til alle de gode råd. De er prøvet af. Har endda ladet som om, jeg har hængt vasketøj op (hahahaha) på en højt sat vasketøjssnor, for det var noget, man i gamle dage mente kunne få fosterhinderne til at briste, sagde min mor. Niente.

Så jeg har researchet lidt… Og faldt så over en artikel, der forklarede, at det faktisk er baby, der sætter hele lortet i gang. Ikke mig.

Når baby vil ud, sætter den gang i noget stress i sin hjerne, som så tricker min krop til at hjælpe den med det, den vil. Og så kan jeg hoppe, danse og have sex alt det, jeg vil. Det hele kommer an på det dumme barn.

Det hjalp egentlig lidt, for så er det ikke noget, jeg kan gøre noget ved. Så er det alligevel ikke min krop, der svigter, men den lille lort, der er på tværs, og det kan man jo lige så godt vænne sig til først som sidst.

Han kan til gengæld lige så godt vænne sig til, at hvis ikke han tager sig sammen og kommer ud af fjerene, så kan mor et trick, der tvinger ham.

Det ville nu stadig være rarest, hvis det skete af sig selv, men på det punkt ligner han åbenbart mere sin mor end sin far. Noget med journalister og deadlines kontra militær præcision…

Så svaret er altså ja. Og nej. Der er tegn i øst og vest, og jeg aner ikke, hvad jeg skal ligge i det. Tror egentlig bare, min krop forsøger at overleve de her sidste par dage, og det er svært at skelne den ene smerte fra den anden. Men han er på vej. Og ellers må jeg ty til tricket om et glas vand i hovedet (med -enfremmer), som plejer at få gang i de fleste mænd ;)