Som om det ikke var slemt nok at blive valgt fra på instagram, så har min baby nu også besluttet sig for, at det der med brystmælk, det er for pattebørn. I hvert fald én gang om dagen. NEJ tak, blev der sagt. Med skrig og slag og en akrobatværdig vriden i den bløde babykrop, så jeg på ingen måde var i tvivl om, at jeg var totalt uønsket. Klokken var lige omkring frokost, og Bøffen havde fået smag for gulerodsmos. Ikke om han ville snydes.
Det er helt normalt. Faktisk er det jo ret positivt, og det skal jo ske, at han på et eller andet tidspunkt ikke længere bruger mig som madpakke. Og måske er det okay, at han i en alder af 7½ måned begynder at få lidt regelmæssig fast føde. Indtil for to uger siden har han kun fået smagsprøver af og til, men i ferien var der overskud til at introducere ham for rugbrød og andet godt hver dag. Jeg skal vel bare være glad for, at det glider nemt ned.
Jeg kan tydeligt huske den ambivalente følelse, da jeg sad i en lignende situation for to år siden. På den ene side ville jeg ønske, han aldrig var nødt til at vokse fra at være min lille baby. Når han kigger på mig med store, salige øjne fyldt med kærlighed og velvære, smelter jeg fuldstændig. Og tilgiver de små, hjulende ben, der samtidig hamrer ind i min mave. Dér måtte det gerne vare for evigt.
På den anden side glæder jeg mig, til jeg ikke længere behøver at vågne op i en pøl af mælk, fordi de overfyldte mælkejunger er sprunget læk efter et par timer, hvor der ikke har været babykontakt. Glæder mig til, at jeg ikke længere går rundt som en tikkende bombe og sender dødstrusler i alle retninger, fordi jeg er ved at blive revet midt over af en brændende smerte fra de knuder, der hober sig op, når han vælger at fylde sig med gulerodsmos i stedet. Jeg glæder mig til at slippe for brystpumpen. Og tætsiddende, ammevenlige kjoler i stretchjersey, som vist aldrig har klædt nogen med skæve bryster og graviditetsmave.
Vi er jo først lige kommet rigtig i gang efter fire måneders smertehelvede med et kort tungebånd. Jeg er ikke klar til at trappe ned igen allerede. Mine bryster er rasende, og minder mest om den der figur, der står på toppen af Caritasbrønden på Gammeltorv i København og sprøjter vand ud til alle, der gider at drikke.
Det var lidt nemmere at acceptere tingenes tilstand for to år siden, for der var jeg helt sikker på, at vi skulle have en baby mere, og at det der med undfangelse ikke ville blive et problem. Amning ej heller. Jeg fik delvist ret.
Denne gang skal jeg indstille mig på, at det bliver sidste gang, jeg skal nære et barn ved mit bryst, så jeg forsøger at nyde hver eneste amning intenst. Også dem, der gør mere ondt, end godt er.
Men nu er det i hvert fald slut med fuldamning. Havde måske håbet på, vi kunne køre med den ordning, til han skulle flytte hjemmefra eller noget… Frømanden blev ved, til han var 15 måneder gammel, og måske er jeg heldig, at Bøffen fortsætter i endnu længere tid. Så er vi pludselig kun halvvejs, og så når vi forhåbentlig begge at blive mættet.
