Når det momentvis giver mening

Jeg lider lidt meget af melankoli og fremtidsangst i øjeblikket. En blanding af, at drengene bliver store i et hæsblæsende tempo, at jeg aldrig har tid til at lave det, jeg har lyst til, og at jeg ikke ved, hvad der sker om nogle måneder, når min barsel slutter.

Det hele går så stærkt, og jeg forsøger bare at følge med så godt jeg kan, mens jeg drømmer mig tilbage til dengang, august var noget med lange, dovne dage. Hvor der var både tid og overskud til at gå eller ride ture i skoven, læse bøger, ligge i græsset og kigge på skyerne, når de dansede rundt på den sommerblå himmel. Eller hvad jeg nu ellers min tid til at gå med dengang. Jeg frygter, at jeg aldrig igen får mulighed for at slappe nok af i kroppen til, at jeg kan gøre sådan nogle ting. At jeg vil være stresset for altid.

Men så sker der af og til noget, der får mig til at mærke livet. Den der lykkefølelse, roen i maven. At livet og lykken ligger i de små ting, ikke i de store, forkromede tanker.

I forgår, da min mand kom hjem, blev vi hurtigt enige om, at han tog sig af Bøffen, mens Frømanden og jeg drønede en tur ind til legetøjsbutikken for at finde en farvelgave til dagplejen. Han har nemlig sidste dag i morgen, men det er et helt andet og mere tårevædet indlæg, der skal sovse rundt i følelserne omkring dén sag.

Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst har været bare ham og mig på tur, så vi var begge ret tændte på idéen, da vi kørte ind til centret. Frømanden snakkede om traktorer og halmballer hele vejen, og jeg nød alt det, han kunne fortælle, når der ikke sad en lille brøleabe i autostolen ved siden af. Han nød det også.

På parkeringspladsen tog vi hinanden i hånden, og gik sammen ind for at finde en gave. Vi kiggede på alle de seje traktorer i butikken (selvfølgelig endte vi med at købe en traktor… Andet ville simpelthen ikke give mening), og han valgte helt selv, hvad for en, det skulle være, gik op til kassen og sagde, at han gerne ville betale, og at den skulle pakkes ind.

Vi fandt også en lille gave til Bøffen.

Bagefter bar han posen ud af butikken, og vi satte kurs mod Kvickly for at finde frugt, som han skal dele ud af. Da vi havde fundet vandmelonen, besluttede den ubeslutsomme mor, at vi skulle have en melon mere.

“Måskeeee en… honningmelon..?”

“Ja, den er dér,” svarede barnet behørigt uimponeret, mens han pegede på den helt rigtige, gule sag.

Jeg ved godt, det er hamrende trivielt, men jeg blev alligevel blæst bagover af, hvor meget han allerede ved. For det er ikke hjemme hos os, han har set en honningmelon. Han fandt også vinduer og bananer, og vi lavede en hel lille skattejagt ud af det.

Bagefter sagde jeg, at vi også lige skulle over og se på noget tøj.

“Oou-kaaay, så gør vi deeet,” svarede han, som kun en (kommende) mand kan. Og så kiggede vi på tøj, og han efterlignede mig ved selv at tage et par shorts fra stativet, som han holdte ud og studerede, ligesom han havde set mig gøre.

“De er flotte,” sagde han.

“Ja, det synes jeg også,” svarede jeg.

Og så gik vi videre. Han bestemte, at vi skulle tage elevatoren frem for trappen, og grinede, når jeg sagde “ding-dong”, da dørene lukkede op og i.

Lige inden, vi skulle ud i bilen, ringede barnefaderen. Alt gik godt på hjemmefronten, så han foreslog, om vi ikke bare skulle tage ud og spise. Bare mig og min store dreng. Det havde vi aldrig prøvet før, og jeg var ikke helt sikker på, om jeg ville stresse over at være den eneste, andre mennesker kunne sende blikke, hvis nu han begyndte at græde eller på anden måde té sig som et barn. Jeg lider stadig under tanken om, at jeg ikke må fylde ret meget her i verden, og selvom jeg forsøger at lægge den fra mig, når det kommer til mine børn, så er den altså ikke bare lige sådan til at ryste af sig.

Vi kiggede hinanden i øjnene, Frømanden og jeg, og blev enige om, at det ville vi gerne. Der var nemlig en bil, han kunne hoppe rundt i, ved siden af restauranten. Så jeg bestilte mad og sad to meter fra ham, mens han kørte vildt og snakkede med alle, der kom forbi.

Det var virkelig rart. Jeg tror endda, jeg formåede at trække vejret helt ned i maven op til flere gange. Jeg fik ham også til at forlade sin plads på bilens forsæde, så han kunne få noget at spise, og han hverken skreg eller græd en eneste gang, selvom han ellers meget gerne ville have lov til at spise oppe i bilen.

Da vi skulle gå, tog vi hinanden i hånden, og slendrede sammen i den lune aftenluft gennem en halvtom parkeringsplads, mens vi snakkede om, at vi glædede os til at komme hjem og give lillebror gaven.

“Hvor har det bare været en dejlig dag, Martin. Det var bare så hyggeligt at spise sammen med dig,” sagde jeg, og knugede hans hånd.

“Det synes jeg også. Jeg har savnet dig,” svarede han, mens mit hjerte begyndte at bløde. Af lykke.

Jeg tror egentlig ikke, han sådan går og savner mig. Det er bare hans måde at udtrykke kærlighed på, for af og til har han også savnet en af os, når vi har været på toilettet. Men alligevel.

Det kan godt være, det er hårdt og tungt og en kende mørkt for tiden, men nogle gange giver det hele bare mening alligevel. På trods. På grund af.