Jeg har været til scanning i dag. Hele to jordemødre var nemlig i tvivl om, om min baby lå den rigtige vej, og det går de jo lidt op i på det her tidspunkt i graviditeten. Derfor fik vi tilbudt en ekstra scanning, som vi selvfølgelig sagde ja til.
På vej i bilen kunne jeg godt mærke, jeg var lidt nervøs.
“Hvorfor det?” spurgte Manden.
“Fordi jeg er bange for, at hun vender forkert. Jeg vil virkelig ikke have et kejsersnit. Altså, et akut kejsersnit er noget andet, men et planlagt et…”
Jeg sagde til ham, at han nok ikke ville kunne forstå det, for jeg kunne ikke helt selv sætte tanker på. Noget med at blive berøvet oplevelsen af, hvordan urkvindekroppen fungerer, og at jeg bare ville være trist af at gå glip af den smertefulde oplevelse.
“Og hvad hvis de siger, at det slet ikke er en pige?” bekymrede jeg mig videre.
“Så må han gå i lyserøde kjoler,” svarede Manden. Så grinede vi lidt af det.
Da vi kom op på hospitalet blev vi mødt af tre jordemødre. En som skulle scanne, en som skulle tage notater og en, som bare skulle kigge på. Det var fint nok. Jeg kørte de indledende, nervøse høflighedsfraser, inden jeg lagde mig op på briksen.
Hun startede scanneren og fandt straks hovedet, som lå fint ned i bækkenet. Så målte hun hist og her og alle vegne, og ovre fra sekretæren lød der kommentarer som “Det er helt perfekt” og “Det er SÅ fint”.
Så alt i alt en fin lille dreng.
“Det er løgn?!” røg det ud af mig. Alle tre jordemødre kiggede og nikkede: “Jo, det der ligner bestemt en lille dreng. Se, her er pungen, og her er tappen.”
“Vi kan selvfølgelig ikke være helt sikre, men I skal altså nok forberede jer på, at det ikke er en lille prinsesse, der kommer ud,” lød beskeden.
Og så gik jeg lidt i chok. Så meget, at ikke engang ordet “prinsesse” rørte mig. Jeg plejer ellers at få kvalme, når folk siger sådan om børn.
Det var jo bare for sjov, vi havde sagt det der i bilen. De tager aldrig fejl, vel? Altså, hvis de ikke er helt sikre, så siger de jo ikke noget – vel? Til scanningen for 15 uger siden sagde en anden jordemoder jo, at hun var næsten 100% sikker på, det var en pige. Hun kunne i hvert fald ikke være mere sikker. Sagde hun.
Jeg nåede ud i elevatoren, før tårerne begyndte at strømme. Chok? Skuffelse? Sorg? En blanding af det hele… Vantro også… Jeg kunne bare ikke holde op igen.
Der er ikke noget galt med at få en dreng. Havde jeg fået det at vide dengang for 15 uger siden, så var jeg måske blevet lidt trist – for i mit hoved har jeg altid skulle være mor til en pige, og derfor var det en kæmpe lettelse, at vores første blev en pige, for så havde jeg ligesom fået hende. Det der barn, jeg altid har haft i hovedet. Så var det ligemeget, om den næste blev en dreng eller en pige. Og ja, det var det måske alligevel, også selvom den første havde været en dreng, men nu var det altså “ret sikkert” en pige, og det var rart.
Desuden har jeg lige siden undfangelsen haft en helt klar følelse af, at det var et hunkønsvæsen, der sprællede rundt derinde. Alle symptomerne har også været der, omend det bare er ammestuesnak. Jeg er ligeglad. Det har altid været en pige i min bevidsthed. Derfor var det en lettelse, da jordemoderen så sikkert kunne stå på, at jeg havde haft ret i den fornemmelse.
Som sagt, havde jeg nu fået beskeden om en dreng dengang… Så var jeg måske blevet trist, men så havde jeg jo kunne vende mine tanker, og begynde at lære det lille menneske inden i maven at kende på en anden måde.
Det er derfor, jeg græder. For det gør jeg stadig. Vildt, inderligt og hele tiden. Og jeg kan ikke stoppe igen. Værelset er malet, tøjbamsen er købt, navnet er sågar klistret op på væggen. Jeg har lært min lille Marie at kende gennem otte måneder, jeg har haft forestillinger og drømme. Det er altså et lille menneske, jeg har bygget op i mit hoved.
Hver gang hun har sparket, hver gang vi har set hende på et scanningsbillede… Så har det været min lille datter. Og nu er hun bare væk.
Jeg har heldigvis en fantastisk ring af venner og familie omkring mig, som har været gode til at trøste og kramme hele dagen, men der er også nogle, som har sagt til mig, at jeg bare skal være glad for, at det er et sundt og raskt barn, og at jeg kommer til at elske baby lige højt, ligegyldigt hvilken vokal der står mellem h’et og n’et.
Og ja, det er fuldstændig korrekt. Og ja, jeg ved godt, at jeg er heldig – jeg får tilsyneladende et sundt og raskt barn ud om et par uger. Et barn, der bare passer perfekt på millimetermålene, uden synlige misdannelser. Et af dem, der trækker vejret og elsker mig ubetinget bare fordi, jeg er mig.
Jeg ved, der er andre, der gladeligt ville bytte med mig, fordi de ikke kan få et barn. Jeg ved også, at der er ebola og sultne børn i Afrika. Det er måske ikke en fair sammenligning, men jeg synes helt ærligt ikke, man skal sammenligne egen ulykke med andres.
For jeg føler, jeg har mistet et barn. Jeg føler ikke, det barn, der bumler rundt i min mave lige nu, er det samme barn, jeg har ventet på de seneste mange måneder. Jeg har mistet min lille pige, og hun kommer aldrig igen.
Jeg skal pakke alle de lyserøde sager og drømme sammen og stille dem op på loftet. Og håbe på, at den næste bliver en pige. Men det er jo ikke den næste, jeg har købt de ting til. Dem har jeg købt til Marie, og jeg kan ikke bare lave en ny Marie. Ud over det har jeg faktisk heller ikke lyst til bare at gå og vente på ‘den næste’. Det er ikke fair over for den smølf, der vandt væddeløbet denne gang.
Men jeg er i sorg. Det føles som om, jeg har mistet. Og nu har jeg kun et par uger til at lære mit nye barn at kende.
Igen: Jeg ved godt, jeg er heldig. Jeg skal have et barn. Der er mange, der gerne vil bytte. Jeg ved også godt, at jeg kommer til at elske den her lille dreng til hudløshed, når han engang er landet. Men jeg tror, jeg altid vil føle, at jeg har mistet min lille pige. Det kommer nok til at kræve lidt flere dage med gråd. Og så skal jeg nok få vendt tankerne bagefter.
(Hvis I kommenterer, er I så ikke søde at lade være med at sige, at jeg kommer til at elske ham? Jeg er bare ikke klar endnu…)
28 comments
Kære Charlotte.
Dit indlæg fik mig til at tænke på hvordan Jan Gintberg på et tidspunkt fortalte om da han og hans hustru fik en datter med Downs Syndrom. De vidste ikke at hun fejlede det under graviditeten, så det var først ved fødslen de fik det af vide. Han brugte faktisk nærmest de samme ord som du har brugt nu, “det var som at miste en datter og få en anden”.
Jeg ved ikke om du på nogen måde kan bruge det til noget, jeg kan selv nogen gange blive trøstet af at høre om andre som har oplevet nogle af de samme følelser som jeg selv (i mit tilfælde barnløshed). Måske han har skrevet om det et sted som du kan læse?
Kærlig hilsen
En læser
Kære søde læser,
Tak fordi, du har lyst til at komme med et rigtig godt forslag :) Jeg vidste godt, Jan Gintberg havde et handicappet barn. Jeg har hørt ham snakke om det før – men vidste faktisk ikke, at de ikke fandt ud af det før ved fødslen (puha, skal man nu være bange for det også?)
Ja, for mig hjælper det i hvert fald at høre om andre, der har haft nogenlunde samme tanker, omend situationen er noget anderledes. Jeg får trods alt et rask barn, så vidt vi ved. Jeg vil prøve at lede rundt på nettet for at se, om der står noget et sted…
Tak for din søde kommentar <3
Hold da op for en rutchetur! Jeg kan virkelig godt forstå alle dine følelser, og jeg tænker faktisk, at jeg ville få lidt den samme reaktion, hvis jeg fik at vide, at vi nu her om ganske kort tid faktisk skulle have en pige. Når først kønnet er kendt, så går ens forestillinger også i gang, og de er jo bare mere konkrete, end hvis man ikke kendte kønnet. Jeg kan fx på ingen måder forestille mig at skulle være mor til en datter, men havde jeg fået det at vide ved 20-ugers scanningen – ja så havde det selvfølgelig været anderledes, som du også selv skriver.
Jeg tænker, at det er godt for dig at skrive dette indlæg, og jeg læser det slet ikke som et udtryk for utaknemmelighed. Ej heller sorg over at skulle have en dreng, men til gengæld sorg over alle de drømme og forestillinger, som du nu skal til at pakke væk igen – eller i hvert fald have ændret en del af indholdet!!
Godt at høre, at du har nogle dejlige mennesker omkring dig!
Kram til dig!
Kære Tina, tusind tak. Tak for din kommentar. Og ja, det er lige præcis sådan, jeg har det – i hvert fald lige nu. Det er rart at høre, at andre måske ville føle det på samme måde. Du har helt ret, det er godt for mig at få skrevet det her. Men jeg har overvejet det MEGET, også længe efter, jeg trykkede ‘publicér’. Men det kan jo altid fjernes igen, hvis jeg fortryder, tænkte jeg.
Af og til skal det bare ud. Jeg håbede selvfølgelig på, at nogen kunne sige til mig: Det er helt normalt! (Sekundært at andre måske kan få noget ud af min oplevelse… Som helt ærligt ramte meget hårdere, end jeg overhovedet kunne forestille mig)
Også selvom det er meget personligt og føles lidt som at blotte sig selv fuldstændigt.
… ! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige?
Jeg kan ikke helt sætte mig ind i det, men jeg forstår egentlig godt din sorg som en grundfølelse. Det er det med, at du har gået og opbygget en forestilling om en lille person med kjole, fletning, og som lidt ligner dig selv, og nu er hun væk. Ihvertfald for nu. Og nu har du kun meget kort tid til at opbygge en ny forestilling om den smukke dreng, du har inde i maven. Jeg er faktisk rigtig ked af det på dine vegne. Og din drengs. Lige nu ihvertfald. For han står i skyggen af én, som aldrig har eksisteret andre steder end i din forestilling om, hvad der skulle blive. Men det har jo hele tiden været ham.
Puha, jeg forstår godt du er ked af det! Jeg håber, du kommer over det tab, som det jo egentlig er og indser, at du har vundet noget andet. Hverken bedre eller dårligere, bare noget andet.
Måske du skulle overveje at tale med nogen om det? Det er en legitim sorg, men det ville være forfærdeligt for jer, hvis den får lov at overtage den glæde, som, uanset hvad, hører til en lille ny. Tap eller ej.
Alt det bedste herfra!
Søde du, tak for din kommentar. Det er rigtig rart for mig at høre, at nogen forstår, hvad jeg mener. Det hjælper at læse det. Det føles nemlig som et tab – lige nu. Jeg håber og tror på, jeg kan få vendt tankerne. Mon ikke de forsvinder helt, når jeg får mit barn i armene… Tap eller ej :)
Tak! <3
Åh ha, ved slet ikke hvad jeg skal skrive. Det er sgu så svært og ømtåleligt et emne. Har startet på en sætning 3 gange nu blot for at slette den.
Men … Det er jeg virkelig ked af at høre. Ked af at høre at drømmen om en pige – om Marie – brast. Jeg kan godt forstå du er knust lige nu.
Nogle gange er det noget risikabelt noget med den afsløring af kønnet tidligt. Den lille tap kan godt gemme sig i starten. Det gjorde den også ved min søn. Da jeg fik at vide barn nr. to var en pige, ville jeg heller ikke tro på det, men betalte mig fra en kønsscanning nogle uger senere, der ikke efterlod nogen tvivl. Indtil da lod jeg min hjerne og følelser være “neutrale”.
Forventninger og forestillinger er noget tricky noget. Jeg har læst et sted, at man sidder med følelsen af at have planlagt en lang drømmerejse til Det Caribiske Øhav, og man har pakket og glædet sig i måneder, og så dagen før afgang får man at vide, at rejsen går til Grønland.
Et eller andet sted synes jeg det må være på den positive side, at du har fået det at vide før fødslen. Hvis du først finder ud af det i det øjeblik, han bliver lagt i din favn, så ville jeg være alvorligt bange for din oplevelse af det hele og dit bånd til ham efterfølgende. Du ville have fået chokket lige oveni den vildeste og største prøvelse i dit liv. Det er der sikkert også andre, der har påpeget, og du synes nok det er ligegyldigt nu, men på den lange bane kan du måske godt se det.
Hvad siger din mand til det?
Jeg skal nok lade være med at skrive, at du kommer til at elske ham. Men jeg er ærligt bekymret over, at du skriver det. Jeg kan godt forstå, du ikke kan rumme det lige nu, og du er i sorg. Men hvor jeg håber du her i de sidste uger på en eller anden måde kan få det vendt. Bare lidt.
Jeg synes du skal få snakket med din jordemoder om din sorg og dine følelser. Så hurtigt som muligt.
Hun kan hjælpe dig, og hun kan være opmærksom på dig og den sorg du er i.
I værste fald kan chokket påvirke dit forhold til jeres dreng, jeres tilknytning og den første tid. Og tro mig, der er sgu nok af andre ting, der er svære i den første tid.
Jeg ved ikke om du er i kontakt med din kommende sundhedsplejerske allerede nu (sådan er det i nogle kommuner)? Men ellers skal du også være bundærlig og fortælle hende om dit forløb og det her chok. De faglige folk omkring dig skal hjælpe dig igennem det her, så det ikke rammer dig og din drengs forhold.
Jeg skriver det her i kærlighed, bekymring og i allerbedste mening. Jeg håber du får hjælp, og det er også en god idé at skrive følelserne ud og lette sit hjerte – og så selvom emnet er svært.
Mange varme kram og tanker til dig <3
Kære, søde Jeanette, tak for din lange og kærlige besked. Den har sat nogle tanker igang, ligesom hele oplevelsen her har. Jeg tror, jeg vil opsummere nogle af dem i et senere indlæg. Jeg tænkte hele natten over, om jeg skulle skrive det her på bloggen. For det er ret følelsesmæssigt og personligt. Men jeg tror, det er vigtigt for mig. Og jeg lover dig, at jeg får snakket med nogle om det <3
Jeg forstår dig fuldt ud. Kram til dig !
Tak. Det er dejligt at høre <3
Lortelæger. Hvor er det en all around møgsituation, og hvor skal du have lov til at råbe og skrige og tude og sørge. Jeg sender masser af krammere og positive tanker. Du skal nok komme igennem det!
Tak, søde du. Det varmer og lindrer <3
Jeg tænker også at sorger skal man græde og sørge over. Så kan der blive plads til noget andet bagefter. Det der med at overtale sig selv ud af følelserne virker ikke rigtig. En kærlig tanke fra Lisbet
Tusind tak, Lisbet <3
Det er også det, jeg har fundet ud af, fungerer for mig.
Jeg har meget svært ved at kommentere på dette. For jeg kan godt forstå dig. Jeg kan godt forstå tabet. Men som mor til to drenge har jeg virkelig svært ved at sige ‘jeg føler med dig’. For det at være drengemor er noget helt særligt. Jeg ved ikke, om du er klar over det, men drenge er tit dem, der knytter sig mest til deres mor. Mine kan i hvert ikke få nok af mig. Og der er så meget kærlighed, at jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af den.
P’øj pøj og de allervarmeste ønsker til jer,
Jelena.
Kæreste Jelena,
Det forstår jeg godt, du siger. Og jeg vil også meget gerne høre om alle de fede ting, der følger med at få drenge. Det er ikke fordi, jeg vil blive ked af at få en dreng – det er slet ikke det, det handler om :)
<3 Charlotte
Åh, sikke et stærkt indlæg – og flot, at du deler dine tanker med os.
Indrømmet – jeg var også¨en smule skuffet, da det blev en dreng begge gange, men min skuffelse varede heldigvis meget kort tid. Første gang havde jeg jo stadig en chance for at få en pige, og anden gang kunne jeg glæde mig over, hvor meget glæde mine to drenge skulle have af hinanden. Og nu hvor jeg har dem, skammer jeg mig over tanken, fordi de selvfølgelig er vidunderlige, og jeg aldrig ville ønske dem væk ‘bare’ for at få en pige.
Selvfølgelig er din situation anderledes, fordi du har haft meget længere tid til at lære din pige at kende og blive forelsket i hende (jeg vidste det allerede til midtvejsscanningen), så jeg kan godt forstå, at du har brug for at sørge. Og jeg synes, at bare det, at du tillader dig selv at gøre det – især offentligt – er sundt og et skridt i den rigtige retning.
Jeg håber, at du har folk at tale med, og at sorgen forsvinder, når du møder din fantastiske lille dreng.
Pøj pøj med det hele og stort knus herfra <3
[…] skrev jeg et meget personligt og følelsesladet indlæg. Jeg læste det igennem mange gange, inden jeg trykkede publicér. Jeg ved stadig ikke, om jeg er […]
[…] – jeg havde heller ikke lige set den komme. Men det er faktisk lykkedes mig allerede at vende situationen fra i torsdags til noget positivt. Og det er virkelig vigtigt, har jeg læst, for at komme […]
[…] Det er en dreng. Min pige har udviklet sig til at blive en dreng, som de viste os i sidste uge. Ja, det har hun jo nok været hele tiden, og jeg kan ærlig talt godt være lidt pisse sur på ham […]
[…] i mit bækken, mens han satte af mod mine ribben. Det var i øvrigt også her, jeg fandt ud af, at det alligevel ikke var en pige, der lå i min mave, men en lille […]
Jeg forstår godt din smerte. Især fordi man går der og vænner sig til en lille pige.
Og ja, jeg er drengemor og forstår dit savn. Jeg elsker mine drenge, uden tvivl, og ville selvfølgelig ikke undvære dem for noget. Men jeg får aldrig en pige. Jeg bliver aldrig mormor. Jeg forstår dig.
Kram
Det er rigtig dejligt at høre, at man ikke er alene om de tanker <3 For ja, selvfølgelig elsker man sine drenge, men det er bare anderledes, tænker jeg. Tak for din kommentar, den varmede <3
[…] At de så tog fejl ved scanningen – det er en helt anden historie, som I kan læse om HER, og fortsættelsen HER og […]
[…] jeg i 37. uge opdagede, at vi ventede på en dreng, og ikke en lille pige, som vi havde fået at vide, havde vi allerede lagt os fast på et navn. […]
[…] skrev Frømanden op til dagplejen allerede inden, han blev født – faktisk helt tilbage fra dengang, han stadig var en pige – så jeg har jo haft masser af tid til at vænne mig til tanken. Alligevel er tiden kommet […]
[…] Det var også i november, jeg var til ekstra-scanning og fandt ud af, at den pige, jeg gik og ventede på, i virkeligheden var en frøMAND. Og jeg skrev mit til dato mest udleverende indlæg om, hvordan det føltes, da drømmen om en pige bristede. […]
[…] jeg har forklaret det her mange gange før, både for en uge siden og dengang, vi fandt ud af, at Marie alligevel var en Martin. Men kommentarerne om, at jeg nok skal blive glad for ham her, og at det med at ønske sig en pige […]