Når du er svag, er jeg stærk

Det er ikke altid, jeg er glad for min mand. Det er jeg som regel, men som det er tilfældet med alle mænd her i verden, så gør han bare ofte ting, som er dybt urimelige og helt uforståelige.

Som for eksempel at købe endnu mere værktøj, når han nu har så meget i forvejen: “Jamen, den her er en anden farve!”

Eller når han bliver knotten over, at det igen er ham, der skal støvsuge og tage opvasken.

Åååh, mænd! I kender det nok.

Men i morges var jeg ikke bare glad for ham, jeg blev ligefrem helt nyforelsket i ham.

Trods en lang, laaang nat med en skodunge, der nægtede at falde i søvn, var han temmelig overskudsagtig. 

Jeg var til gengæld fuldstændig smadret, og snerrede og bed i det sekund, vækkeuret ringede (for det var vi nødt til, hvis ikke den lille lorts døgnrytme skal sættes helt ud af kurs, når han nu ikke gider at sove, mens andre mennesker prøver…), så Hr. Hansen tog teten (igen) og skippede en om muligt endnu mere morgentvær Frømand i dagpleje.

På vejen hjem kom han forbi supermarkedet og så, at de var ved at fylde frisk bake-off på hylderne, og besluttede sig for at tage noget med hjem og vække mig med morgenmad på sengen.

Jeg havde også sat et vækkeur i morges, for vi havde nemlig planlagt en tur i IKEA, men da det begyndte at brumme klokken otte, var jeg alt andet end klar til at vågne. Mine øjenlåg var tunge, og klistrede mere end det sukkerstads, man finder under en kanelsnegl. En høj en.

Så det var ret godt timet, at han 10 sekunder senere kom ind med en bakke i hånden og et smil på læben. Og så spiste vi morgenmad i sengen (for anden gang på seks år), og jeg fik lov til at vågne stille og roligt, komme i tøjet og ud af døren uden stress.

Jeg havde jo godt en fornemmelse af, at IKEA ville blive en prøvelse for både krop og sjæl. Og det må jeg sige, det er.

Heller ikke her, er der nogen, der giver en Fox i curry over, når der kommer en stavrende med krykker. Jeg overvejer meget at låne en kørestol – for det kan man her – men jeg kan simpelthen ikke forlige mig med, at jeg skal være endnu mere handicappet. Krukkerne har jeg vænnet mig til. Jeg prøver at holde ud, tage mange pauser, og så må det koste nogle dage i sengen.

Åndssvagt. Jeg går også og snerrer af folk. Men altså, Vi kan godt blive enige om, at folk i IKEA er jævnt irriterende, også selvom man ikke selv er gangbesværet og i smerter, ikke? Det sidste gør det ikke nemmere.

“Det er ret ensomt at gå og være så sur alene,” vrissede jeg af min mand.

“Jeg er nok bare ikke så sur i dag,” smilede han og kyssede mig.

Det skal nok gå, når bare han baner vejen for mig. Og det er han dælme god til, nu hvor jeg er svag.