Det var på ingen måde hans skyld. Men nogen skal det jo gå ud over. Og det er bare ikke halvt så givende at lade det gå ud over synderen, altså hunden.
Den kunne jo egentlig heller ikke gøre for, at den pludselig skulle kaste noget af alt det klamme op, den havde gået ude på marken og tygget i hele morgenen.
Og at min automatreaktion var at tage kræet og smide det udenfor, så der ikke kom bræk på gulvtæppet.
Det skulle jeg ikke have gjort, for det kunne bækkenet slet, slet ikke håndtere. Det har det jo for tiden bedst med, at alting går i ultra-slow motion.
Så da Soldaten spørger: “Hvad skete der?”, udløser han grådknappen på fuld power. For sådan noget får alting til at gøre ekstra ondt.
Bedre blev det ikke af, at han forsøgte at give mig et kram. Og da han så blev fornærmet over at blive skubbet væk og råbt af, så gik han sgu sin vej i stedet for at insistere på at trøste det der stykke hysterisk grædende kvindemenneske.
Cirka et minut senere ser jeg så mig selv, sådan lidt oppefra, ligge i krampegråd i sengen, fordi hele verden er imod mig. Som et overtræt barn på gulvet i Netto…
I virkeligheden er jeg jo bare pisse frustreret over, at kroppen slet ikke virker, og at jeg ikke engang kan løfte en hund på seks kilo, uden at det gør så ondt, at jeg næsten ikke kan være i mig selv.
Jeg glæder mig så meget til at få min krop igen. Det er rigtig hyggeligt, at baby sparker inde i maven, men ud over det, så er graviditet fandme noget lort!
Det får jeg mumlet til Soldaten gennem snot og tårer. Ligesom for at sige undskyld.
Han nusser mig på ryggen og siger, at han elsker mig. For fanden, hvor er jeg dog glad for, at jeg har fundet ham… Tror ikke, jeg havde haft så meget tålmodighed med ham, hvis det var omvendt. Kan jo ikke engang holde mig selv ud nu.
Gad vide, om baby hører efter inde i maven og får tips og tricks til, hvordan hun skal tackle det hele, når hun kommer ud?
I så fald ved jeg så, at det må være ham der faren, der må tage sig af det…
