Jeg havde faktisk tænkt mig at sende det helt store, forkromede tilbagebliksindlæg ud i går, ligesom resten af den danske bloggerstand har gjort. Men så var det jo, jeg havde valgt at få et barn.
Dem af jer med børn kender det helt sikkert, at man af og til (oftest, faktisk) er nødt til at tilpasse sine planer igen og igen, fordi ens barn pludselig ikke vil sove eller spise eller tage sko på, bliver syg eller ked af det eller noget helt sjette. Det er en konstant udfordring i at være omstillingsparat.
Nytårsaften skulle ikke være noget særligt. Bare os fire herhjemme og så min mor, som havde lovet at komme og lave god mad.
Vi skulle bare sørge for at få sovet lidt i løbet af dagen, så vi kunne være friske til at skåle nytåret ind på et tidspunkt i løbet af aftenen. Om det så skulle være ved midnat eller tidligere, måtte komme an på de to drengebørns humør.
Det lød som en overskuelig opgave, men den var Mikkel ikke med på. Hele natten op til, og et godt stykke ind i, nytårsdag, ville han ammes, og når han ikke var en patteunge, hylede han, med mindre han lå i min arm. Det betød, at jeg ikke fik noget som helst søvn, før klokken slog 17, og jeg sneg mig til to timer på langs.
Men klokken 19, da de andre gik i gang med at spise, begyndte han igen at hyle, og så sad han ellers fast på min babs resten af aftenen. Det betød kold mad til mig. Og selvom jeg havde indstillet mig på, at det var en meget mulig mulighed, så er det bare en smule trist at sidde med hænderne fulde, mens man kigger på resten af selskabet mæske sig. Baby inklusiv.
Hver gang jeg forsøgte at læsse ham over på sin far eller i vuggen, startede hyleriet igen, og så startede vi forfra med amning og vuggen og frustrationer, der bare blev større og større. Frømanden kunne godt mærke spændingerne, så han skruede selvfølgelig op for volumen og voldsomheden i sine lege. Det hjalp ikke på mit overskud.
Efter hvad der nærmede sig 24 timer som levende vugge og foderstation, og han til sidst heller ikke fandt roen i mine arme, kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg græd frustrerede tårer, den slags der er tunge og fulde af skyld over, at man ikke kan opfylde sit barns behov. De gør så ondt.
Da klokken havde slået det nye år ind, og vi havde skålet i cava, fik en af os sagt højt, at der da egentlig var ret varmt i stuen efterhånden, og pludselig gik det op for os, at det da godt kunne være det, den lille mand prøvede at signalere. Han havde kun en kortærmet body på, og havde altså bare arme og ben under sit striktæppe, men det var alligevel for meget for ham. Åbenbart. I samme sekund, han blev lagt på det kølige læder i sofaen, lukkede han både mund og øjne og overgav sig endelig til søvnen.
Ja, så vi har simpelthen haft kogt ham. Så kan man jo ikke fortænke ham i at blive arrig.
Siden har vi ikke pakket ham ind noget som helst, hvilket er helt forkert i mine øjne. For pokker, så ligger han jo bare der med bare ben og arme! Uden noget over sig. Men det virker, og både i nat og hele dagen har han sovet godt og længe i sin vugge.
Fem timer sov vi i nat. Fandme skønt, og virkelig tiltrængt for alle parter. Bare ikke nær nok til at dække det underskud, jeg render rundt med, så i dag har jeg virkelig praktiseret det der mundheld om at sove, når baby sover.
I får tilbagebliksindlægget en af dagene, når jeg får det skrevet færdigt. Hvis jeg altså formår at få indhentet så meget søvn, at min hjerne begynder at virke bare nogenlunde igen.
Godt nytår derude!
Store øjne betyder undskyld ;)
