Når selvmord ikke længere er en mulighed

Det startede med en sang. Den der hvor Lukas Graham synger om sin afdøde far, der mangler i hans liv, og som aldrig kommer til at se sin søn udvikle sig til en mand. Vi var på vej hjem fra IKEA, da jeg hørte den første gang, og pludselig stod vandet bare ud af mine øjne.

Det var heldigvis ikke mig, der kørte, for jeg kunne overhovedet ikke se vejen. Det hele blev bare tåget og gråt. Jeg fik knuder alle steder. Både i halsen, i maven og på hænderne, der knugede sig om hinanden, mens jeg bare græd og græd ved tanken om, hvis min dreng nogensinde skulle få brug for at sige de samme ord.

Siden har der været mange af den slags små nøk til min dårlige samvittighed. For eksempel da jeg forleden genså Krøniken, hvor Erik tager sit eget liv, og hans søn bagefter siger – med verdens mindste stemme, da han sidder krøllet sammen i et mørkt hjørne af kælderen – at: “det må man da ikke, når man har børn…”

De ord sidder dybt i mig. Han har ret. Eller manuskriptforfatterne har ret. Det må man ikke.

Jeg er gennem den seneste stødt på mange artikler, dokumentarprogrammer og skæbner i mit eget netværk, som har fået mig til at tænke tanken om, hvordan det ville påvirke mine to drenge, hvis jeg gjorde alvor af de mørke tanker, der har det med at snige sig ind på mig fra tid til anden. Det har været svært at tænke på.

Forleden gik det så op for mig: Selvmord er ikke længere en mulighed for mig.

Ligegyldigt hvor hårdt, jeg får det, ligegyldigt hvor meget angsten fylder i mit hoved. Der er kun én vej herfra, det er fremad. Det skylder jeg mine børn.

Jeg skylder dem at være der, hvis de nogensinde løber ind i de problemer, jeg selv har stået overfor. Mindst. Jeg skylder også at være der, når der sker gode ting. Når de skal starte i skole, bliver færdige med en uddannelse, får børn – eller hvad der nu end kommer til at ske, man ved det jo ikke. Og derfor skal jeg være der. Altid.

Det kan virkelig ødelægge et liv, hvis man mister en forælder, også selvom de ikke forsvinder med deres gode vilje. Det valg kan jeg simpelthen ikke aktivt tage på bekostning af mine drenge. 

Hvis du aldrig har kæmpet med de mørke sider af dit sind, virker det måske som en banal tanke, at selvmord aldrig kan komme på tale. Men jeg har altså først haft styrken til at tage det valg nu.

Selvmord har været en del af min plan-B i mange, mange år. Jeg har kæmpet med depression, stress og angst, siden mine tidlige teenageår, og har altid tænkt, at HVIS det hele ikke blev bedre, så kunne man jo altid forlade livet. Ja, der ville sidde nogle venner, en mor og fra tid til anden en kæreste, der ville blive kede af det, men de ville komme over det på en eller anden måde. I hvert fald sådan nogenlunde, det er jo voksne mennesker.

Men mine børn vil aldrig, aldrig nogensinde komme sig over, hvis jeg aktivt vælger at forlade dem. Ja, jo ikke engang, hvis det er kræft eller noget andet, der tager mig mod min vilje.

Det er både en lettelse og lidt hårdt at indse, at det ikke længere er en vej, jeg kan gå.

Hårdt fordi, det betyder, der skal kæmpes noget mere, når jeg møder modstand. En kæmpe lettelse, fordi jeg aldrig mere behøver at spekulere på, om mit liv er værd at leve, eller om det vil være nemmere at køre i grøften.

Da det for alvor gik op for mig, at det her er min beslutning, fortalte jeg det til min mand. Det var virkelig svært at formulere, selvom budskabet jo er overordentligt positivt, når det kommer fra en, der i flere år har gået og fortalt ham, at selvmord var noget, der lurede i horisonten.

Det virkede så banalt og dumt, da jeg fik mumlet noget a’la: “Nå, men jeg har i øvrigt besluttet mig for, at jeg fra nu af aldrig vil kunne vælge døden.”

Men det var en kæmpe lettelse for ham, og han blev så glad, at tårerne også begyndte at trille på ham. Min jydemand, der ellers aldrig græder. Så der sad vi sammen i sofaen og græd af glæde over, at tågen pludselig lettede. Hos os begge.

Siden har mit sind faktisk været ret lyst, endda på trods af uventede regninger, sygdom, dumme servicemedarbejdere i Bilka og andet, som for nogle få måneder siden kunne have væltet læsset. (Altså, graviditetshormonerne får mig stadig til at tude og råbe, træerne vokser jo ikke ind i himlen, bare fordi skyerne letter… Men det er på et helt andet plan.)

Der har været flere smil. Flere kys. Mere at grine af. Jeg har det faktisk… godt. Det har jeg ikke haft i mange år. 

Det er en fantastisk følelse.

Jeg skal nok skrive lidt mere om, hvordan jeg er kommet frem til den beslutning, men det bliver i et andet indlæg. For nu skal jeg se Vild Med Dans 😘

Blå himmel bag regnvejrsskyerne. Og så i oktober!