Det startede med en sang. Den der hvor Lukas Graham synger om sin afdøde far, der mangler i hans liv, og som aldrig kommer til at se sin søn udvikle sig til en mand. Vi var på vej hjem fra IKEA, da jeg hørte den første gang, og pludselig stod vandet bare ud af mine øjne.
Det var heldigvis ikke mig, der kørte, for jeg kunne overhovedet ikke se vejen. Det hele blev bare tåget og gråt. Jeg fik knuder alle steder. Både i halsen, i maven og på hænderne, der knugede sig om hinanden, mens jeg bare græd og græd ved tanken om, hvis min dreng nogensinde skulle få brug for at sige de samme ord.
Siden har der været mange af den slags små nøk til min dårlige samvittighed. For eksempel da jeg forleden genså Krøniken, hvor Erik tager sit eget liv, og hans søn bagefter siger – med verdens mindste stemme, da han sidder krøllet sammen i et mørkt hjørne af kælderen – at: “det må man da ikke, når man har børn…”
De ord sidder dybt i mig. Han har ret. Eller manuskriptforfatterne har ret. Det må man ikke.
Jeg er gennem den seneste stødt på mange artikler, dokumentarprogrammer og skæbner i mit eget netværk, som har fået mig til at tænke tanken om, hvordan det ville påvirke mine to drenge, hvis jeg gjorde alvor af de mørke tanker, der har det med at snige sig ind på mig fra tid til anden. Det har været svært at tænke på.
Forleden gik det så op for mig: Selvmord er ikke længere en mulighed for mig.
Ligegyldigt hvor hårdt, jeg får det, ligegyldigt hvor meget angsten fylder i mit hoved. Der er kun én vej herfra, det er fremad. Det skylder jeg mine børn.
Jeg skylder dem at være der, hvis de nogensinde løber ind i de problemer, jeg selv har stået overfor. Mindst. Jeg skylder også at være der, når der sker gode ting. Når de skal starte i skole, bliver færdige med en uddannelse, får børn – eller hvad der nu end kommer til at ske, man ved det jo ikke. Og derfor skal jeg være der. Altid.
Det kan virkelig ødelægge et liv, hvis man mister en forælder, også selvom de ikke forsvinder med deres gode vilje. Det valg kan jeg simpelthen ikke aktivt tage på bekostning af mine drenge.
Hvis du aldrig har kæmpet med de mørke sider af dit sind, virker det måske som en banal tanke, at selvmord aldrig kan komme på tale. Men jeg har altså først haft styrken til at tage det valg nu.
Selvmord har været en del af min plan-B i mange, mange år. Jeg har kæmpet med depression, stress og angst, siden mine tidlige teenageår, og har altid tænkt, at HVIS det hele ikke blev bedre, så kunne man jo altid forlade livet. Ja, der ville sidde nogle venner, en mor og fra tid til anden en kæreste, der ville blive kede af det, men de ville komme over det på en eller anden måde. I hvert fald sådan nogenlunde, det er jo voksne mennesker.
Men mine børn vil aldrig, aldrig nogensinde komme sig over, hvis jeg aktivt vælger at forlade dem. Ja, jo ikke engang, hvis det er kræft eller noget andet, der tager mig mod min vilje.
Det er både en lettelse og lidt hårdt at indse, at det ikke længere er en vej, jeg kan gå.
Hårdt fordi, det betyder, der skal kæmpes noget mere, når jeg møder modstand. En kæmpe lettelse, fordi jeg aldrig mere behøver at spekulere på, om mit liv er værd at leve, eller om det vil være nemmere at køre i grøften.
Da det for alvor gik op for mig, at det her er min beslutning, fortalte jeg det til min mand. Det var virkelig svært at formulere, selvom budskabet jo er overordentligt positivt, når det kommer fra en, der i flere år har gået og fortalt ham, at selvmord var noget, der lurede i horisonten.
Det virkede så banalt og dumt, da jeg fik mumlet noget a’la: “Nå, men jeg har i øvrigt besluttet mig for, at jeg fra nu af aldrig vil kunne vælge døden.”
Men det var en kæmpe lettelse for ham, og han blev så glad, at tårerne også begyndte at trille på ham. Min jydemand, der ellers aldrig græder. Så der sad vi sammen i sofaen og græd af glæde over, at tågen pludselig lettede. Hos os begge.
Siden har mit sind faktisk været ret lyst, endda på trods af uventede regninger, sygdom, dumme servicemedarbejdere i Bilka og andet, som for nogle få måneder siden kunne have væltet læsset. (Altså, graviditetshormonerne får mig stadig til at tude og råbe, træerne vokser jo ikke ind i himlen, bare fordi skyerne letter… Men det er på et helt andet plan.)
Der har været flere smil. Flere kys. Mere at grine af. Jeg har det faktisk… godt. Det har jeg ikke haft i mange år.
Det er en fantastisk følelse.
Jeg skal nok skrive lidt mere om, hvordan jeg er kommet frem til den beslutning, men det bliver i et andet indlæg. For nu skal jeg se Vild Med Dans 😘
Blå himmel bag regnvejrsskyerne. Og så i oktober!
28 comments
Så dejligt at læse. Fra en hvor tankerne også står i kø. Men drengene vil ihvertfald savne mig kys.
Ikke kun drengene, men også alle omkring dig. Selv dem helt ude i periferien. Min kollega begik selvmord for to år siden, og det gør mig stadig ked af det. Selvfølgelig slet ikke på samme måde, som det berører dem, der var tæt på ham, men han var et skønt menneske, og jeg er så ked af, jeg aldrig fik fortalt ham, hvad hans ord til mig betød. Det glemmer man, når man har det skidt – at man faktisk spiller en rolle i mange menneskers liv, også dem man ikke tænker på, når man selv er trist <3
Det gør mig så glad!!!!
:D <3 <3
Tak for at sætte ord på noget, som kan være så svært at sige højt. Det kan nemlig også være svært, når selvmord ikke længere fylder.
Selv tak! <3
Og ja, det kan det nemlig <3
Skønt indlæg Charlotte, selvom det for mig er fuldstændig uforståeligt, at du har haft en sådan plan B – forstået på den rigtige måde vel og mærke. Det kan man ikke sætte sig ind i, hvis man ikke selv har været der. Men hvor er det dejligt at læse om dit aktive og ansvarsfulde svar og ikke mindst din mands reaktion 😊
Nej, det er jo det… Andres liv ser ofte fine ud udefra, og med mange forstår man slet ikke, at de har sådan nogle tanker. Det er vist med så meget andet – at man ikke aner, hvordan det er, før man selv har stået der. Ligegyldigt hvor empatisk og lyttende man så end er. Sådan er det.
Men det er nu aligevel rart, når man mærker nogen lytte, også selvom de ikke fuldt ud forstår <3
What to say? Kys det nu – det satans liv … og tillykke med beslutningen <3 <3
Der findes megen visdom i Hr. Brandt! Og tak <3
Stærkt indlæg. Tak for din ærlighed.
Selv tak! <3
Så dejligt at læse <3
<3 <3 <3 :)
Dejligt at læse!!
:) <3 <3
Kære du – jeg nikker genkendende til det hele! Tror jeg sender dig en mail…
…..og nu kan jeg ikke finde dine kontaktoplysninger… Men hvis du vil, kan du sende mig en mail ❤️
Sendt! <3
(Det var måske fordi, jeg klovn ikke har udfyldt min kontaktformular rigtigt. Det er fikset nu, og så har jeg tilføjet en ekstra side med info, så det ikke burde være et problem en anden gang :-* )
Kære Charlotte. Jeg græder også! 😘😘😘 Hvor er det skønt at læse og ja, hvor må det være en kæmpe lettelse for manden din også ❤
Kram Lisbet
Tusind tak, søde Lisbet <3 <3 :)
Hold fast et stærkt indlæg. Jeg fik gåsehud og blev helt rørt – hvor er jeg glad på dine vegne, og hvor kan jeg forstå din mand! Kram til dig
Tusind tak <3 Ja, det kan jeg også godt - men jeg vidste faktisk ikke, hvor meget det fyldte i ham, før nu :)
Åh, hvor er jeg glad. Jeg sidder med tårer i øjnene, fordi jeg kan genkende de tanker. Jeg har også kæmpet med depression (og gør stadig). Jeg har også tænkt på selvmord. Men jeg har også tænkt på, at det vil ikke bare være mine forældre og søskende der sidder tilbage. Det vil også være mine nevøer og niece. Jeg vil gerne være der for dem, se dem vokse op, hjælpe dem hvis de ramler ind i samme problemer som jeg har haft. Jeg vælger også livet.
Kæmpe kram til dig!
Åh, hvor gør din kommentar mig glad, Christiane! <3
Jeg håber, du kan komme over depressionen. Jeg har selv været der, og det er ikke spor sjovt :(
Tillykke med din beslutning! Den bliver du glad for, det er jeg helt sikker på (ligesom jeg gør. Det skal vi holde fast i :))
Kæmpe kram til dig også <3
åh ved næsten ikke hvad eller hvordan jeg skal sige det jeg gerne vil…
så gode tanker, glad for du kunne komme der… og ville ønske jeg kunne komme der….
Kære Anette, det gør mig helt trist at læse din kommentar, fordi jeg heller ikke helt ved, hvad keg skal svare dig. Men du skal vide, at det hårdeste, men vigtigste skridt er at sige det til nogen, der kan hjælpe. For man skal have hjælp, man kan ikke klare det alene. Der skal nogen ind over til at vende tankerne.
Jeg håber, du vil bede om hjælp fra en, du stoler på – og at enten du eller den person vil ringe til Livslinjen og spørge, hvad man kan gøre. For man KAN gøre noget – altid! Og selvom det ikke virker sådan lige nu, så er der lidt rarere på den anden side af de dumme tanker. Så ring. Ræk ud. Bed om hjælp. Selvom det kræver sindssygt meget af dig ❤️❤️
bare rolig jeg har hjælp, og har det meget bedre end jeg havde for år tilbage.
jeg bare ikke der hvor det umuligt…