Nu går det meget hurtigt…

“Moar, pyt!” sagde det lille menneske.

Ordene faldt lige efter, jeg havde formået at smadre den LEGO-konstellation, vi havde brugt en times tid på at bygge op.

“Eeej,” sukkede jeg, og kiggede lidt opgivende på det multifarvede kaos, der var spredt ud over gulvet.

Men det skulle jeg ikke tage så tungt, mente Frømanden. Min lille, store dreng, der pludselig har meninger, holdninger og empati nok til at sige til sin mor, at det er okay, også selvom hun taber alting på gulvet.

I dag har jeg skrevet ham op til børnehave. Det er jeg slet ikke klar til. Ja ja, det er først til september, men der er han jo bare 2,9 år gammel, min lille babyfrø. Det er da alt for tidligt!

Vi har talt om at trække pinen lidt ud, og måske endda vente helt til han er fyldt tre år i december, mest fordi der kommer til at ske så mange forandringer i årets sidste fire måneder. Bøffen skal starte i dagpleje til september, og jeg satser stærkt på, at jeg kan finde mig et job. Så det bliver uden tvivl en tid med tryk på, en tid med trætte mennesker overalt på matriklen, og derfor ville det være rart at vente med børnehavestart, til vi andre (måske) havde bedre overskud til at klare de reaktioner, der ganske givet vil vise sig.

Den var vores dagplejemor bare ikke med på. Det ville hun gerne lige tale med mig om, sagde hun, da jeg meddelte, at vi havde besluttet os for, at han først skulle rykke videre i oktober.

Urgh. Vi havde snakket om det her i månedsvis, også med dem i dagplejen, og nu havde vi endelig truffet en beslutning herhjemme. Jeg kunne mærke knuden i maven. Den velkendte følelse af, at “sådan plejer vi altså at gøre i systemet”, og at jeg nok ville komme til enten at føle mig kørt over eller at skulle kæmpe for mit barn. Ingen af delene er noget, jeg reagerer særlig hensigtsmæssigt på.

Da hun spurgte mig, fandt jeg derfor de bedste skyts frem. Jeg har angst, noget med forandringer og at kunne være der for ham, og at hun jo også selv havde sagt, at 2,9 er tidligt at hælde dem over i børnehaven. Det var også rigtigt, svarede hun.

“Det er lige tidligt nok for de fleste, men så er der også de få, der er klar allerede dér. Og det er han,” sagde hun.

Faktisk mente hun, at han allerede var klar nu, i hvert fald mentalt og motorisk. Han skal lige have lidt flere ord i sin mund, men han kan finde ud af at lege sammen med de andre, sætte lege i gang, give krammere og sige fra, hvis der er noget, han ikke vil.

“Så han vil komme til at kede sig, hvis han venter længere end højst nødvendigt,” konkluderede hun.

Ud over, at det selvfølgelig er at børste mine knurhår med en ultrablød børste, når nogen roser mit barn på den måde, så gjorde det mig også tryg ved at sende ham videre ud i verden. Jeg har tidligt fornemmet, at han nok har arvet mit sensitive væsen, og derfor har jeg på forhånd haft lyst til at lade ham vente med at komme i skole, til han VAR fyldt seks år. Han er trods alt født to uger inden årsskiftet, så han vil blive en af de absolut yngste i klassen. Og drenge er jo langsommere til at udvikle sig end piger og alt det der…

Jeg ville være ked af at skulle give ham et nederlag ved at sende ham for tidligt i skole, men den kan jeg måske godt bare pakke væk igen. For han har åbenbart også arvet det træk, som jeg altid har kæmpet med, nemlig at jeg var hurtigere udviklet oppe i øverste etage end de fleste på min alder.

Det gør mig glad. For så skal det jo nok gå alt sammen. Ikke at der er garanti for, at han bliver ved med at være fremme i skoene på den måde, men det holder i hvert fald frem til september.

Så nu har vi skrevet ham op, og pludselig går det hele igen lynendes stærkt. Også med hans ordforråd. Det er en underlig følelse af at glæde sig på hans vegne over alt det nye, han skal opleve, og samtidig have lyst til at holde ham på babystadiet for altid. Godt vi har en baby mere, så jeg i det mindste ikke behøver at sige farvel til trygheden i dagplejen.

Fra dengang han var alt for lille til at starte i dagpleje! 8,5 måneder… 

PS: 10 point, hvis du fangede Mandril-referencen i overskriften ;)