Nu siger jeg det bare, så jeg kan leve lidt igen!

Nå, men den der møgunge kunne ikke lade være med at snakke om, at hans mor er blevet brændt på erhvervslivets bål, som jeg skrev om sidst.

Han valgte et skønt tidspunkt at smide ordet “fyret” ind i en sætning i dag, nemlig da vi hentede lillebror i dagplejen.

En af de andre børns mor spurgte mig, hvordan det gik, med ordene: “Nå, er du så kommet rigtigt i arbejde nu?”

… hvilket generelt er en lidt kedelig sætning at skulle forholde sig til. Men altså, det er åbenbart sådan, de ser mig.

Reelt set har jeg kun været arbejdsløs i fire måneder inden for de seneste fire år. Men ford,i de har fulgt med i vores liv, mens jeg har været på to barsler, har mit liv altså åbenbart virket lidt mere ynkeligt, end det måske behøvede at gøre. På trods af et ægte job mellem de to babypasserjobs.

Under alle omstændigheder var det sådan, ordene faldt. Hvorefter mit søde barn brillierede ved at forklare, at jeg altså er blevet fyret, og at de ikke længere havde brug for min “arbejdeskraft” ude på arbejdet, så nu arbejdede jeg altså bare derhjemme.

Det er selvfølgelig min egen skyld, for I kan nok regne ud, at han har hørt forklaringen et sted fra.

Jeg besluttede nemlig, at det var bedre at fortælle ham sandheden om, hvorfor mor nogle gange spontant bryder sammen i gråd over småting, for at undgå, at han bliver bange for, at det har noget med ham at gøre.

På den måde kan man sige, at jeg da er lykkedes med noget, men lige dér følte jeg mig ikke sådan skide succesfuld.

Der var ikke så meget at gøre. Katten var ligesom skredet for længst, og jeg stod med en slatten sæk, og følte mig rimelig punkteret.

Så jeg tog et smil på og fortalte, at ja, jeg var faktisk kommet i gang med at arbejde for et halvt års tid siden. Men at jeg desværre var rendt ind i en dårlig chef. Så nu er jeg sygemeldt. Og ja, har så ikke længere noget arbejde.

Jeg fortalte også, at hun vidst nok var den første, jeg havde sagt det til – altså i dén verden, for her i min virtuelle verden ved I det jo godt. Selvom det heller ikke er længe siden, jeg turde at åbne op om det herinde.

Det er faktisk et kæmpe tabu for mig at sige, at jeg er blevet fyret. Jeg føler mig dum og svag, og min egen første tanke er altid, hvad “folk” mon tænker om mig, når jeg siger, at jeg er blevet fyret.

Tror de, det er min fejl? Betyder det så, at jeg bliver set ned på? Set som svag? Kan det påvirke min jobsøgning i fremtiden?

Det er en tankerække fuld af frygt. Og jeg har faktisk undgået alle former for social kontakt, siden det skete for nogle måneder siden, fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle håndtere de spørgsmål.

Men! Nu gider jeg ikke gå herhjemme mere! Jeg vil ud og være social. Være med til juleklip og nissebal.

Det skal være slut med at liste om hjørnerne, når jeg handler, af frygt for at møde nogen, som kunne finde på at stille det forjættede spørgsmål: “Nå, hvordan går det SÅ?”

Jeg har ikke noget at skamme mig over. Jeg gav den arbejdsplads alt, og jeg er stadig en dygtig, stabil og hårdtarbejdende medarbejder. Når jeg altså er rask igen oven på den her rusketur, jeg har fået. Og så rejser jeg mig!

Men indtil da vil jeg øve mig i at fortælle, hvad der er sket, på en måde, der både oplyser og beskytter mig:

“Det går nogenlunde nu, men jeg har haft det svært i den seneste tid. Jeg kom ind på en dårlig arbejdsplads, gik ned med stress og blev fyret på grund af det. Jeg kan ikke sige så meget om det endnu, fordi min fagforening er ved at køre en sag mod dem. Nu skal jeg bare lige blive rask, så skal det nok blive godt igen. Vil du være sød at række mig en æbleskive mere?”