Nu tuder hun igen…

Forleden besluttede jeg mig for at støvsuge. Yes, den sætning lader vi lige stå for sig selv, for en handlekraftig beslutning af dén kaliber fortjener sit helt eget rum.

Nå, men det gjorde jeg så. Babyen lå og sprællede i kravlegården, og så ud til at hygge sig helt fint, selvom jeg larmede lidt rundt. Han har skam hørt den før, må jeg skynde mig og sige, så jeg regnede heller ikke med andet.

Derfor blev jeg også temmelig forskrækket, da ungen pludselig stak i et hjerteskærende hyl. Jeg havde taget mundstykket af for lige at få det sidste med langs panelerne, og dét var ikke okay med Frømanden!

Intet forvarsel gav han, bare et højt, gennemtrængende hyl. Og så kom tårerne. Med dem min dårlige samvittighed. Hvad er jeg dog for en mor, der gør mit barn så forskrækket, at han begynder at græde? Goddag dårlige samvittighed, selvom jeg altså godt er klar over, at det nok ikke er sidste gang, jeg kommer til at gøre ham forskrækket. Det må da også være uhyggeligt at se sin mor i sådan en uvant situation, som rengøring jo er.

Heldigvis var det ikke noget, lidt skønsang og armvuggeri ikke kunne rette op på, men den dårlige samvittighed over mit barns våde øjne, var ikke sådan lige at ryste af sig. Ikke mindst fordi, jeg vidste, at vi i dag nok kommer til det igen.

Ikke at støvsuge, Gud bedre det, men det der med at gøre ting ved ham, der får ham til at græde. Vi skal til lægen. Han skal stikkes. Mit lille barn skal gøres fortræd, og jeg vil det ikke. Jo, vaccinen vil jeg gerne – den debat behøver vi slet ikke at tage -, men kunne de for pokker ikke bare lave den i pilleform? Som gelé – eller måske sådan et smart plaster, ligesom man kan bruge til rygestop?

Man kan jo så meget i disse tider, men vacciner skal altså stikkes ind i den fine, rene, bløde, porcelænssmukke hud, der sidder på mit stakkels, uskyldige barn.

Som I måske har fornemmet, så har jeg allerede kørt mig selv op til det helt store drama, hvilket måske slet ikke er nødvendigt. Han har aldrig skreget over sådan noget før. Han skreg ikke, da han blev født, heller ikke da han blev undersøgt, fik vitaminindsprøjtning eller blev stukket i hælen. Det sidste endda to gange, fordi det ikke var godt nok med det første skud.

Alle de pinsler har han taget i stiv, stærk arm. Men han er jo blevet ældre, og nu er der kommet tårer på. Så jeg har beordret Manden til at være den, der skal sidde med ham, så min nervøsitet ikke smitter af på den lille fyr. Så må jeg være den, der trøster bagefter – og får ørerne skreget i stykker.

Skulle han nu gå helt i spagat, virker det heller ikke helt lige så uoverskueligt, som hvis jeg skulle være alene om at stå med en sur, ked baby bagefter. Slet ikke fordi, jeg ganske givet kommer til at græde med ham, som det indtil videre er sket hver gang.

Jeg ville sådan ønske, han kunne gå gennem livet uden at græde. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske, og jeg er med på, at der ikke er regnbuer uden regnbyer og alt det der, men det ville nu være rart, hvis jeg ikke behøvede at se de tårer igen.

Åh, men han er så lille…