Der sker ting og sager bag kulisserne for tiden. Nogle mere synlige end andre, og selvom jeg nu helt sikkert kommer til at lyde som en narreblogger, så er der nogle ting, som påvirker mig ret meget lige nu, men som jeg ikke kan fortælle jer om.
Hvorfor så overhovedet nævne det, tænker nogen sikkert. Det var der i hvert fald nogle, der gjorde, da Snegcille forleden skrev noget lignende, og jeg har derfor overvejet grundigt, om jeg overhovedet skulle skrive noget om det, før jeg var sikker.
Jeg kom frem til, at det skal jeg.
Jeg kan ikke sige så meget endnu, fordi tingene stadig ikke er faldet helt på plads, men hvis det går igennem, får det stor betydning for min fremtid. Det er noget godt! Og derfor tør jeg ikke at jinxe det ved at sige noget, inden jeg er sikker.
Jeg kunne bare have holdt det for mig selv, og så sagt “TaDaaah!” senere, men det ville lidt føles som at skjule noget for en god ven, og jeg tror også, det kommer til at påvirke bloggen her og nu, for med den mulighed, der har åbnet sig, har jeg fået det lidt bedre oven i min stressede knold.
Så… Forhåbentlig kommer der færre triste tanker for en tid (med mindre det hele falder på gulvet, så ryger jeg nok lidt længere ned. Skide spændende!).
Kryptisk – sorry.
Til gengæld kan jeg dele noget andet med jer, som efterhånden er faldet helt på plads. Dem af jer, der ikke klikker ind på bloggen gennem Bloglovin eller Feedly, har helt sikkert allerede set det – nemlig det nye design!
Jeg har længe kigget efter et nyt look til bloggen, fordi jeg gerne ville gøre den mere overskuelig. Jeg ved ikke, om det er lykkedes, men jeg er selv ret vild med det design, jeg har bikset sammen. Det er mere netavis-præget med mange indgange, og så har jeg samlet lidt kategorier også, så indlæg fra mine “kernekategorier” bliver lettere at finde.
Jeg ved ikke, om det fungerer til en blog. Det er jo ikke det typiske blog-design. Så det kan være, jeg skifter igen på et tidspunkt, hvis det viser sig at være noget juks. (Og i den forbindelse må I meget gerne sige, hvad I synes :))
Den sidste ting er, at jeg har skrevet mig op til et reklame-program. Yes. Mig.
Hvorfor nu det?? Jeg har jo ellers før lovet, at jeg ikke ville lave sponsorerede indlæg.
Det er heller ikke planen. Men.
Af og til linker jeg til mine favoritwebshops, hvor jeg køber stort set alt til min Frømand.
Jeg har ofte tænkt, at det egentlig er dumt, jeg ikke laver affiliate-link, når jeg nu alligevel linker, og en dag så jeg, at det faktisk er ret simpelt. Jeg behøvede ikke at kontakte hver eneste shop, for de var alle sammen samlet inde i noget, der hedder PartnerAds, hvor man bare kan melde sig til.
Så det er idéen! Jeg regner ikke med, der kommer flere indlæg med links, end der allerede har været, for min blog skal ikke være kommerciel, men jeg vil fremover lave dem til affiliate-links.
Det vil sige, at hvis du som læser klikker ind på siden gennem mit link, og køber noget, får jeg lidt procenter af dit køb fra butikken.
Når mine links er affiliate, vil jeg selvfølgelig skrive det i starten af indlægget, så I ikke er i tvivl.
Det er håndører, men de ville dælme være kærkomne. Derfor har jeg også valgt at sætte et par reklamer på hist og pist – i det tilfælde, at I alligevel skal købe noget derfra, må I meget gerne klikke ind via dem, hvis I vil hjælpe mig lidt økonomisk :) Og ellers håber jeg, I kan ignorere dem.
Så altså… Der kommer (forhåbentlig) til at ske ting inden for de næste par måneder, som kommer til at betyde en stor ændring, og så er der allerede sket nogle ændringer, som (forhåbentlig) ikke kommer til at betyde det helt store her på bloggen.
Nå, det var vist det. Jeg håber, I stadig er med mig så langt. Og at I bliver her – der er et par stykker, der er smuttet på det seneste, og selvom jeg godt ved, jeg bør være cool og ligeglad, fordi det måske ikke er personligt, så gør jeg det.
Så hvis I tænker, jeg er gået for meget i en grøft i forhold til det, I skrev jer op til, så sig det endelig. Jeg kan så godt lide, I er her :)
Og så håber jeg, I har en rigtig dejlig weekend :)
2 comments
Jeg synes dit nye design ser så fint ud, og det skal nok blive rigtig godt :) Meget spændt på at høre hvilke fremtidsplaner du har for bloggen, og hvis det kan give dig ro, så er det da bare det du skal – uanset hvad andre kommer til at tænke om det.
Jeg er i hvert fald med jer hele vejen <3
Du er så sød, Jeanette. Jeg er lykkelig for, at du har lyst til at følge med no matter what :)