(Jeg duer jo ikke til at skrive lyrik, så “ode” er i meget overført betydning, okay? Okay!)
I går var det jo en helt særlig dato for halvdelen af jordens befolkning. Cirka. Jeg behøver nok ikke at gå mere i detaljer, for medierne gik endnu en gang i selvsving, og indkaldte både mandlige og kvindelige feminister til en snak om, hvordan tingene står til i ligestillingsland.
Jeg ville egentlig have skrevet et eller andet klogt – eller i det mindste kækt – men trætheden overmandede mig. For som Mie fra bloggen nom de mie (fantastisk sjov dame, kig forbi hende, hvis I ikke allerede læser med der) skrev, så er en af ligestillingskampens goder jo, at vi kvinder nu også har lov til at knokle os selv til døde på arbejdsmarkedet.
I øvrigt virker min stressbefængte hjerne slet ikke godt nok til at være samfundskritisk, så i stedet vil jeg fokusere på noget positivt herhjemme i mit lille mikrokosmos.
Min mand.
I går snakkede Folket nemlig meget om, at kvinderne godt nok har opnået nogenlunde ligestilling på jobmarkedet, men at idéen om, at hjemmet og familien er kvindens ansvar, hænger ved.
Ikke nødvendigvis bevidst, men at både mænd og kvinder stadig har en opfattelse af, at det altså er husmoderens opgave at sørge for, at der altid hersker god stemning i hjemmet, at familien hænger sammen socialt, at tøjet er vasket, og at edderkopperne ikke tør bo i hjørnerne.
Sådan er det ikke herhjemme. Slet ikke lige for tiden.
Før jeg mødte ham, der senere er blevet min mand, havde jeg også den opgave i de to delte husholdninger, jeg tidligere har været en del af.
Faktisk sluttede det kæresteforhold, der skulle vise sig at blive det sidste, inden jeg fandt min mand, fordi jeg bad stodderen gøre “bare en lille smule rent” på badeværelset, inden hans forældre kom på besøg til middag.
Det måtte man ikke bede ham om. Så han stormede ud, mens jeg stod med hænderne begravet i kødgryderne, og kom aldrig tilbage igen.
Derfor blev jeg også glædeligt overrasket, da det gik op for mig, at Manden, som jeg har giftet mig med, ikke havde noget imod at gøre rent. Eller vaske tøj. Sågar også lægge det sammen. Og lave mad.
Faktisk – hvis vi skal gøre listen helt kort – er han meget mere huslig, end jeg nogensinde bliver, og det er som oftest ham, der laver aftensmad herhjemme.
Det har han gjort helt fra starten, men særligt under min graviditet gik det op for mig, at jeg har fundet den helt rigtige at bo sammen med.
Et par gange er det sket, at jeg har været lidt urimelig. Ganske lidt (!), men han har ikke brokket sig af den grund.
I stedet har han luret, at jeg i virkeligheden er blevet helt rød i skralden, og har stampet i jorden, fordi jeg har været træt af nullermændene i hjørnerne, og så har han taget kampen med dem frem for med mig. Det er alligevel også mere konstruktivt for alle parter.
Han laver mad, vasker tøj, støvsuger og køber ind, men han vasker også bilen og kører rundt på sin havetraktor. Jo, vi har bestemt ligestilling herhjemme, så det nægter jeg ham selvfølgelig ikke.
Af og til laver han faktisk så meget, at jeg bliver helt stresset over det. Så råber jeg til ham, at han skal lade være med at rende sådan rundt, og så minder han mig om, at det er den eneste måde, hvis det nogensinde skal blive gjort. Så giver jeg ham lov alligevel, selvom det er virkelig generende for mig. På den måde er jeg faktisk rimelig rummelig.
Jeg er ham dybt taknemmelig for den støtte, han giver mig nu, hvor jeg er syg. Det er fantastisk at have en mand, der er ligeglad med kønsroller og arbejdsfordelinger, og som godt ved, at jeg nok skal gøre gengæld, når mine kræfter engang er tilbage.
Indtil da græder jeg lidt over den dårlige samvittighed, der af og til fylder mig op. Jeg græder over, at jeg ikke har noget at byde på, men så sætter han sig heldigvis ned og lytter til mine snøvlende, hulkende ord og minder mig om alle de gode ting, han kan finde på at sige om mig.
Jo, mange steder ude i verden har kvinder stadig en lang, sej kamp at kæmpe over for de mænd, de bliver tvunget til at leve sammen med. Herhjemme er der helt sikkert også nogen, der stadig har noget at kæmpe for.
Det har jeg også – altså, noget at kæmpe for. Men det er kun mine egne alt for store krav til mig selv. Manden behøver jeg heldigvis ikke at kæmpe (så meget) med.
Så tak til ham. Af hele mit hjerte, for jeg føler mig meget, meget heldig.
(Og tak til alle de kvinder (og mænd) der har banet vejen for den nye normal, hvor mænd altså ikke bliver set på som ynkelige skvat, hvis de “hjælper til” i hjemmet. I skal vide, at den er værdsat.)
