Og derfor hader jeg mennesker

Tænk engang, at de vises sten var at finde i en ældgammel, amerikansk teenagefilm. Ja, jeg havde ikke set den komme!

Jeg satte mig den anden dag for at se Mean Girls, en af de der ligegyldige film fra starten af århundredet, hvor Lindsay Lohan må gå så grueligt meget igennem, før hun opdager, hvor livets sande kvaliteter ligger.

Jeg så den KUN, fordi der er så mange referencer på amerikanske blogs, og fordi jeg faldt over en side, som kunne berette, hvad vi egentlig havde lært af at se den film.

Ud over, at man åbenbart skal have lyserødt tøj på om onsdagen, så faldt også disse vise ord:

“I don’t hate you, because you’re fat. You’re fat because I hate you!”

Den tyggede jeg lige på. En banal sætning, men sådan er det jo tit med de der ting, som giver mening. Når det bliver sat i det rigtige lys, står det pludselig helt tydeligt frem.

Jeg har altid troet på de ting, folk har kaldt mig, når nogen har hadet mig. “Fed” er en af de ting, der er blevet slynget ud. Eller faktisk var han lidt mere raffineret, ham der var min erklærede ærkefjende i fjerde klasse. Han kaldte mig ‘mors lille flæskeroulade’.

Jeg lod det gå lige ind. På trods af, at jeg dengang ikke vejede spor for meget. Det gjorde han til gengæld. Men det var alligevel mig, der blev ramt… Har jeg tænkt indtil nu!

For måske var hans vrede i virkeligheden møntet mere på ham selv. Måske havde jeg noget – kløgt, for eksempel, eller evnen til at løbe stærkt nok til at vinde over ham i dåseskjul – som han misundte, og som fik ham til at have et behov for at gøre mig ked af det.

Måske var jeg ikke tyk, bare fordi han sagde det. Og måske var det ikke derfor, han var led over for mig, selvom han påstod, det var grunden. Måske handlede det bare om, at der var noget andet ved mig, som han misundte, og at han derfor var nødt til at forsøge at pille mig ned på en anden måde…

Men det kan også handle om manglende anerkendelse fra den anden side.
Jeg faldt forleden over et indlæg hos Blogsbjerg, hvor hun formulerede det rigtig godt: “Jeg ved godt inderst inde, at de mennesker jeg siger, at jeg ikke bryder mig om, ofte er nogen, hvis anerkendelse jeg gerne vil have, men ikke får.”

Ja! Fuck dem, der ikke kan lide mig! De er bare dumme. Og tykke. Og jeg hader dem.
Ikke mindst fordi, de tit er bare en smule mere udadvendte eller overfladiske eller egoistiske end mig. Kvaliteter, som jeg i hovedreglen ikke misunder, men som jeg alligevel ville ønske, jeg havde lidt mere af selv…

Jeg har faktisk helt konkret engang fået at vide, at jeg ikke fortjente nogen respekt som menneske, fordi vedkommende ikke mente, jeg var rigtigt skruet sammen på det kropslige plan. Det har plaget mig siden, men fremover vil jeg altså huske på den her sætning (og så i øvrigt også tænke, at det nok mere er dem selv, de har et problem med, end det egentlig er mig):