Lørdag aften. Alle andre er på festival, og det er jeg på en måde også. Sidder lunt og trygt – i tørvejr – i min sofa med en isbombe og absolut alkoholfri saftevand og rokker med på Arctic Monkeys, som DR3 har været så søde at vise direkte fra den orange teltdug.
Det er skønt at sidde der og alligevel være til festival. Lækker musik – måske er lyden endda bedre på tv’et end i virkeligheden, selvom jeg mangler at kunne mærke bassen i kroppen – og så slipper jeg for at den stive stodder bag mig, der hælder halvdelen af sin øl i nakken.
Og så er det, jeg bliver ramt af en strøm af følelser. Først var det glæde over at se de britiske typer trykke den af på scenen. Også selvom det betyder læderjakke og slikhår på ægte Grease-manér (er det på vej til at blive in igen? I hope not…)
Da kameraet panorerer ud over den hoppende, berusede forsamling rammer misundelsen mig. Det har været mig! Og det var så fedt at stå der dengang for otte år siden!
Og så slår det mig – shit! Det er otte år siden, jeg var på min sidste Roskilde Festival. Og så føler jeg mig pludselig temmelig gammel.
Jeg har ofte haft lyst til at tage afsted igen, men så er det, jeg tænker tilbage på oplevelsen dengang i 2006. Som faktisk var første gang, Arctic Monkeys spillede på Roskilde.
Jeg var fattig, så valgte at være flaskesamler i tre dage for Folkekirkens Nødhjælp, som så til gengæld betalte min festvalbillet. Og ikke bare almindelig flaskesamler, næææeh. Områdeleder! Hvilket betød, at jeg skulle sætte det gode eksempel for de otte andre, jeg havde ansvaret for at holde øje med.
Hvilket betød, at jeg overhovedet ikke drak i tre dage, for det var ikke just det, jeg havde lyst til efter otte timer med røven i vejret i steghed sol og udsigten til at skulle stå tidligt op næste morgen. Allerede dér var jeg ved at være gammel.
Fordi promillen var lav, føltes nattetemperaturen også lav, så jeg pakkede mig ind i tre trøjer, to par bukser, sovepose og tæppe bare for at få mine tænder til at stoppe med at klapre, så jeg kunne falde i søvn.
Om morgenen var der noget nær 40 grader i mit lille telt, så der væltede jeg ud, så snart jeg kom til live. Og det resulterede selvfølgelig hurtigt i, at jeg blev snottet.
Så efter tre dage, hvor jeg kun havde hørt musik, mens jeg arbejdede foran scenen, overhovedet ikke havde drukket med mine venner, men til gengæld var blevet klappet så mange gange i røven, at den røde farve fra sprængte blodkar på ballen matchede mine solskoldede skuldre, valgte jeg at tage hjem. Tidligt. Søndag morgen. (Og missede så i øvrigt Arctic Monkeys, som spillede om aftenen. Men jeg orkede bare ikke mere!)
Så hvornår skete det? Hvornår blev jeg for gammel til at drikke mig fuld, kysse på tilfældige mænd og rulle mig i urinstøvet, når jeg sad på hug for at tisse, men var så fuld, at jeg væltede forover?
Et sted mellem 2002, hvor jeg var på min første festival, og så 2006, hvor jeg svor, at jeg aldrig ville komme igen. Siden da har jeg drømt om at tage afsted hvert eneste år. Men mageligheden har holdt mig hjemme.
Om fem måneder, regner jeg med, kommer der et barn til verden, og så er det for alvor slut med at være ung med de unge. Det er skide skræmmende, for jeg er ikke klar til at forlade drømmen om, at jeg er sådan en, der trives med urinstøv, fedtet hår og tilfældige knald.
Så derfor har jeg lavet en hurtig liste, som skal få mig til at huske på, hvorfor det er bedre at være nær de 30 frem for nær den orange scene:
- Øllerne er kolde! Jeg behøver ikke at slå mig til tåls med en fuldlunken Hansa pils, når jeg har råd til at købe en iskold Carlsberg.
- Jeg kan stadig gå til koncert og skrige som en teenager! …når fx Backstreet Boys giver koncert, og jeg mindes den gode tid, hvor de store problemer gik ud på, om man måtte blive ude til 23.00 eller 23.30. Og så gå hjem igen og sove i min seng. Okay, slet ikke det samme, men psykologisk er det et vigtigt punkt på den her liste!
- Jeg bestemmer selv min spærretid! Jævnfør ovenfor. At der så ikke er nogen grund til natteroderi længere, behøver vi jo ikke at fokusere på.
- Jeg har en bil! Skulle jeg endelig til Roskilde, så kunne jeg køre dertil frem for at tage Urinekspressen, som bumle-festivaltoget blev døbt.
Urgh, kan ikke komme på flere. Og i virkeligheden er det nok kun den første, der rigtig tæller som et plus.
Jeg må gå i tænkeboks og finde ud af, hvorfor det er bedre at blive ældre. Og hvis nogen har nogle gode inputs, så hører jeg meget gerne fra jer ;)
