“Du er blevet mor..,” sagde sundhedsplejersken og smilede varmt til mig, da jeg for jesus-ved-hvilken-gang brød ud i tud over en eller anden banal babyting.
Ja. Det er jeg jo. Det er ikke sunket ind endnu, men min krop ved det i hvert fald godt.
Når han græder, græder jeg også. Heldigvis er det begyndt mest at være på indersiden, jeg græder, men den er stensikker. Jeg kan jo ikke holde ud, at han er den mindste smule ked af det.
Jeg har også konstante katastrofetanker. Hvad nu, hvis han pludselig stopper med at trække vejret, eller jeg kommer til at trykke på det der bløde selvudsletningspunkt på hovedet, eller gør skade på hans hofte, når jeg cykler med hans ben, eller jeg i et splitsekund ikke støtter hans hoved godt nok, så han knækker nakken?
Der kan ske så meget, og det tager kun et øjeblik. Han ER ikke bygget af glas, så langt er jeg vist efterhånden kommet, men han er stadig skrøbelig. Ligegyldigt hvor gammel han så end er, så vil han altid kunne gå i stykker.
Åh, det bliver et langt liv med bekymringer… (Godt jeg har Manden til at være helt vildt jysk og trække mig ned i mulden, når jeg farer op…)
Og så må jeg lige undskylde en lille smule. Jeg påstod jo engang, at det her ikke skulle blive en mummy-blog. Ikke at det skulle være en skidt ting, men bare for ikke at låse mig fast på noget.
Jeg fornemmer, jeg er ved at dreje ind på den vej. Jeg anede ikke, at det ville ændre mig så meget på så kort tid. Naivt, ja, men jeg har da set andre mennesker, der sagtens kunne opretholde en selvstændig personlighed, selvom de fik sådan et lille barn ind under huden…
Lige nu er jeg i fuldstændig symbiose med ham der frømanden, men mon ikke det bare er en fase. Jeg håber i hvert fald på at komme forbi min egen navle igen i fremtiden ;)
Men for nu må jeg nok kapitulere og sige: Ja. Jeg ER blevet mor.
10 comments
Velkommen i klubben! Her er ret rart at være (især hvis man kan undgå for mange katastrofetanker). Jeg bliver hængende en rum tid endnu, også selvom det mest er mit barns navle jeg piller i!
Tak :D
Det virker som en rar klub indtil videre, så jeg er glad for, at jeg søgte om medlemsskab… Også selvom min egen navle så bliver forsømt i nogle år ;) Jeg er glad for, du har lyst til at blive hængende :D
Ja! Og sikke en dejlig en, du er blevet <3 Han er heldig, ham den lille frømand.
Søde, skønne dig <3
Sådan er der når de er helt små :) Det bliver lettere at være sig selv med tiden! De katastrofetanker er en del af at være mor, og del dem endelig med din mand! Går man med dem selv kan det blive for hårdt :)
Det er jeg glad for at høre, for lige nu kan jeg virkelig godt være i tvivl, om jeg nogensinde bliver “bare mig” igen.. Og jeg deler dem, det kan jeg slet ikke lade være med. Det er jo også hans skyld, tankerne er der, så dem må han også tage ansvar for ;D Han er heldigvis god til at høre efter og sige de rigtige ting :)
Jeg har vist taget en lidt for lang juleferie fra blogland!
Så her kommer et forsinket men STORT tillykke med din lille, søde søn. Hvor er han bare sindssygt cute <3 Du er og bliver en sej mor! Selvom du udvikler mommyblog-tendenser, så bliver jeg sgu hængende ;)
Arh, det er kun 2,5 uge siden (cirka), og det har jo været både jul og nytår, og jeg ved, du har været travl… Så du er tilgivet ;) Og tak <3 Er glad for, du bliver hængende alligevel :D
Det er 11 år siden, at jeg blev mor for første gang. De første 6 uger boede vi på hospitalet, fordi hun var født 8 uger for tidligt og var meget lille. Jeg husker tydeligt den første aften hjemme. Min mand og jeg stod ved siden af hinanden for fodeden af den lille seng og var smerteligt bevidst om at det var vores ansvar, at hun overlevede natten! Hvis hun havde det alt for varmt, døde hun måske af vuggedød og havde hun det alt for koldt blev hun måske syg – og døde af det. Havde hun det mon lige tilpas til, at hun ville være i live i morgen tidlig? :-) Hun overlevede den nat og alle andre siden! Det er nemt at smile af nu, men det ER en stor omvæltning pludselig at være ansvarlig for et lille menneske. Det er klart, at det er overvældende. Jeg begynder stadig at græde nogle gange, når jeg vil forklare mine børn hvor glad jeg er for dem!
Tillykke med at du er blevet MOR <3
Jeg kan så levende forestille mig det scenarie! Jeg var dog “kun” oppe en 7-8 gange for at sikre mig, at han ikke var ved at blive kvalt i gylp ;) Jeg kan stadig græde over, hvor meget jeg elsker min hund, så mon ikke også jeg kan græde over mit barn altid. Det er en velsignelse og en forbandelse ;)