Om at elske sig selv – og at opelske selvværd på bekostning af andre

Jeg ville så gerne kunne lide den der sang, der er så populær for tiden, med hende der med formerne, som handler om, at man skal elske sine elskovshåndtag og alt det andet, man bøvler med ved sin krop.

Ved I, hvad det er for en, jeg snakker om? Ellers kan I høre den her:

 

 

Men på trods af den jazzede rytme, som går lige i mit musikelskende hjerte, så pisser teksten mig helt vildt af.
Hvilket måske er lidt underligt, fordi den netop handler om at elske sig selv, ikke?

“My momma she told me: Don’t worry about your size.
She says: Boys like a little more booty to hold at night.

And no, I won’t be no stick figure silicone Barbie doll,
so if that’s what you’re into, then go ahead and move along

I’m bringing booty back, go ahead and tell them skinny bitches that”

 

Okay, lidt baggrundshistorie:  Jeg har længe kæmpet med at holde af min krop, fordi min far havde en sygelig besættelse af, at folk helst skulle være tynde for at være noget værd. Derfor har jeg altid syntes, jeg var for tyk, selv dengang jeg ikke var det, og har været igennem både den ene og den anden spiseforstyrrelse for at forsøge at vinde kampen over kroppen.

 

Men det ville min krop sgu ikke finde sig i. Så den tog på. Og imens forsøgte jeg så at bilde mit hoved ind, at ‘drenge kan alligevel bedst lide kvinder med former’ og andre floskler.

Bevares, jeg har aldrig manglet opmærksomhed, og jeg har ikke haft problemer med at finde nogen, der gad at kysse på mig. Og som endda tændte på mig, selv når jeg ikke selv gjorde det.

 

Men har det gjort mig gladere for min krop? Så afgjort nej!
Det er så småt begyndt at gå op for min spiseforstyrrede hjerne, at jeg ikke får det bedre af, at andre kan lide min krop, når jeg nu ikke selv kan. Måske gør det det i virkeligheden bare værre, at jeg forsøger at fastholde mig selv i troen om, at det er okay, at jeg vejer for meget, på trods af at jeg ikke selv kan lide det. For det er jo det, det andet køn vil have… ikke?

 

Næ. Det er det ikke nødvendigvis. For jeg ved helt positivt, at der også er masser af drenge derude, som ikke vil have min krop. (Heldigvis ikke nogen, jeg er løbet ind i, men det har jeg kunne læse ud fra deres datingprofiler)

Nå, men én ting er, at det helt ærligt ikke har gjort noget godt for mig i de 16 år, jeg har gået og sagt de ting til mig selv. Noget helt andet er: Hvorfor er det nødvendigt at nedgøre andre for at få det bedre med sig selv?

Jeg er totalt med på idéen om, at vi skal forsøge at elske os selv. Men bare fordi, det ene er okay, behøver det andet jo ikke at være det modsatte?

 

Jeg har mødt mange tynde piger, som var villige til at drikke piskefløde rent hver dag for at forsøge at forøge fedtmængden på lår og bryster, fordi de havde fået tudet ørerne fulde om, at det jo er det, drengene vil have.
Heldigvis er mange af dem kommet ud over det issue, og har fundet nogle dejlige mænd, som synes de er smukke, præcis som de er.

Og er det ikke det, de fleste af os oplever, som vi bliver ældre? At der faktisk er masser af mennesker (af begge køn), som synes vi er fuldstændig skønne. Præcis som vi er. Med (b)ass eller uden.

Så lad os stoppe med at nedgøre andre for at få det bedre med os selv, shall we? Det virker alligevel ikke…