Om at finde den perfekte frisør

Inden jeg fandt min mand, troede jeg faktisk, at det sværeste i verden var at finde det der menneske, som man kan holde tanken ud om at skulle dele resten af livet med.

Det er ikke tilfældet, har jeg nu fundet ud af. Det er meget sværere at finde den helt rigtige frisør.

Da jeg stadig boede på Sjælland, gik jeg troligt til den samme frisør fra jeg var 13 år gammel, og helt indtil jeg for alvor flyttede til Jylland for fire år siden.

Inge var egentlig min mors frisør, men hun blev også min. Inge nærmede sig så småt de 60, og selvom vores opfattelser af, hvad der var ‘smart’ lå temmelig langt fra hinanden, så tog jeg gladeligt den lange, lange vej til en lille, nordsjællandsk provinsby ved navn Kregme, for at blive klippet. Selv da jeg boede i København og Odense.

Det gjorde jeg, fordi Inge kendte mit hårså jeg behøvede bare at sige: “Som du plejer”, og så tryllede hun mine krøller frem. Men Inge kendte også min familie. Hun var med, da mine forældre blev skilt, hun var med, da jeg fik studenterhuen på, og hun har set mig vokse op og finde vej i livet.
Derfor var der ikke så meget pis, når jeg satte mig i stolen, og vi behøvede ikke al den indledende hyggesnak, men kunne gå direkte til den egentlige sladder.

Og så fik hun mig altid til at føle mig som en superstjerne! Det var Inge, der fik mig overtalt til at elske mit røde hår, som jeg ellers havde forsøgt at smadre fuldstændig med diverse hjemmefarveforsøg.
Mit hår er tyndt og fint, så derfor har jeg lige siden 13-års alderen fået det permanentet en gang om året, og hver gang udbrød hun: “Neeeeej, nu ligner du Julia Roberts!”, når hun trak curlerne ud.

Jeg vidste godt, jeg ikke lignede Julia Robets (goddammit, Alexis), men jeg FØLTE mig som en smuk dame, når jeg gik ud af Inges salon.

Derfor var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, da jeg skulle vælge frisør her i det jydske… Nu skulle jeg pludselig til at tage stilling til, hvordan jeg gerne ville have det, når det ikke bare kunne blive, som det plejer…

Jeg kiggede mig (lidt for) længe omkring for at finde en salon, der ikke var alt for stor (så man kan få et personligt forhold til frisøren og ikke behøver at starte helt forfra hver gang), men hvor frisøren samtidig ikke var alt for gammel…

Det startede egentlig godt. Salonen var hyggelig. Frisøren var forholdsvis ung, og hun havde en kæk, nyfarvet og krøllet hårpragt, som virkelig klædte hende, så det tegnede godt. Der var kun mig i butikken, og frisøren snakkede deruda’, og foralte mig alt om hendes privatliv, men efter hårvasken stoppede hun op, og kiggede på mig i spejlet med et suk.

“Nå, hvad skal vi gøre ved det?”

“Ja, jeg er jo gravid, så jeg kan jo ikke få krøller… Men jeg vil virkelig gerne have noget fylde, så kan du klippe det i en masse etager?” svarede jeg.

Laaaangt suk. Der var jo ikke ret meget at arbejde med, påpegede hun. Og i øvrigt ville det også være ligemeget, hvad hun gjorde, for jeg er åbenbart – helt omvendt af normale mennesker – lysere i toppen. Så ligegyldigt hvordan hun klippede det, så ville det se tyndt ud, med mindre vi farvede det.

“Det kan man sagtens, selvom du er gravid! Det er grøn farve!”

Jeg sagde nej til at blive farvet. Selvom grøn jo ellers går glimrende til rød hud. (Nååh, økologisk-grøn, ikke rigtig grøn… Har det!)
Til gengæld lod jeg mig presse ud i at få pandehår igen, selvom jeg for nogle år siden svor, at det skulle jeg i hvert fald ikke mere.

Jeg gik ud af salonen og følte mig fuldstændig forkert, selvom jeg egentlig var glad for den frisure, hun fik lavet på mig. Ud over pandehåret. Jeg skal jo være nogens mor, altså… Så går det ikke at få en frisure, der får mig til at se yngre ud. Det gemmer vi til jeg rammer 45 og gerne vil ligne en på 30, ikke nu hvor jeg er knap 30 og gerne vil ligne en, der kan tage ansvar for et andet menneske.

Havde det nu bare været min mand, så havde jeg sagt til ham, at hvis han ikke gjorde sig umage for at få mig til at føle mig godt tilpas, så ville jeg lægge mine penge et andet sted næste gang. Men det kan man jo ikke med en frisør…

Hvis nogen kender nogen i Herning-området, der er gode til det der med hår, så må de gerne lige give et praj.. :)

Jeg elsker etagerne, men pandehåret er altså blevet skubbet op i et 80’er-fald. Det får min pande til at synes høj, men det er sgu bedre end at ligne en på 17 igen…