Om at grine, når man er syg med stress

Må man godt have det sjovt, når man har det skidt? Det har jeg tænkt mange gange hen over den skønne vinterferie, vi havde i sidste uge. For jeg har grint og smilet, og jeg har været i Givskud Zoo og til fødselsdag.

Det virker måske lidt mærkeligt. Det synes folk omkring mig i hvert fald.

“Jeg kiggede på de der billeder, du havde lagt op fra løveparken, og så tænkte jeg, at nu går det sgu da meget godt?” sagde en af mine veninder.

Det gjorde det også. Den dag. Momentvis, og godt hjulpet på vej af den skyfri himmel og skarpe vintersol, der varmede så dejligt, mens vi gik rundt og kiggede på dyr med vores eget lille abeyngel på armen.

Det var en tur, jeg havde set frem til i mange måneder. Både fordi, jeg har glædet mig til at være så mobil, at jeg kunne holde ud at gå mere end 500 meter i streg. Bækkenløsningen knager stadig, eller også er det bare alle de mange kilo, jeg har taget på netop takket være den lortelidelse, der får mit skelet til at værke.

Jeg havde også glædet mig, fordi jeg har misundt dem, der allerede helt fra start har haft så meget forældreselvtillid, at de har turde at tage ud i den virkelige verden med deres skrigende og uforudsigelige babyer.

(Den selvtillid er ENDELIG kommet, og det var skønt at være ude og føle mig som en del af en rigtig børnefamilie, og se den lille fis kigge på både dyr og mennesker. Det varmede i min mave at tænke på, at vi er i gang med at skabe de der gode barndomsminder. Så selvfølgelig tog jeg mange billeder, så vi kan huske denne ene-ud-af-mange om 30 år.)

 

Glad for ged <3

Jeg havde glædet mig – i hvert fald i teorien. For den konkrete tur i sidste uge blev planlagt aftenen inden. Jeg var nemlig ikke sikker på, om jeg havde overskud til det. Faktisk var jeg ved at melde fra flere gange på de godt 12 timer, der gik fra jeg sagde “okay”, til vi skulle køre.

Men jeg VILLE ud blandt andre mennesker, og tænkte, at det jo for pokker ikke kunne gå værre, end at vi bare tog tidligt hjem igen.

Så vi tog afsted, og det var en dejlig tur, som helt automatisk blev kort, fordi NOGEN ikke gad at sove middagslur i sin klapvogn, men heller ikke rigtig orkede at holde sig vågen. 2,5 time var vi der, og det var helt perfekt for os alle, selvom vi hverken nåede forbi lemurerne (som er mine yndlings!) eller aber af nogen art.

Bagefter tænkte jeg: Hvor var det dog godt, vi gjorde det.

Vi så en ulv!

…og den så også os!
“Mmmh, sådan en lille hapser, der sidder i den der klapvogn…”

Frømanden hjalp til med at fodre den kæmpestore kamel, og så fik han sit livs første tur på en rutchebane! Liiidt utryg den første gang, han gled ned, men det gik hurtigt over.

 

Lørdag havde et af mine absolutte yndlingsmennesker fødselsdag, og eftersom det både var en rund fødselsdag OG første gang ever, hun inviterede til fejring, var der ingen tvivl. Heller ikke selvom selve køreturen alene var på 2,5 time.

“Vi kan altid bare tage hjem,” lå i baghovedet, og det var også blevet clearet med fødselaren, som bare gerne ville se os, også selvom det var for en kort bemærkning.

Det var skønt. Jeg grinede og hyggede mig, gik noget nær to kilometer i opholdsvejr, og nåede også et par gange at tænke, at man vidst ikke kunne se på mig, at jeg så sent som dagen forinden havde haft mørke tanker af den lede slags.

Af og til føler jeg mig lidt skizofren, fordi jeg kan ligge krøllet helt sammen i krampegråd det ene øjeblik, og danse glad rundt i det næste. Men det handler vist bare om godt skuespil og overlevelsesstrategier.

Vi endte med at blive i fem timer. Det var alt for kort tid, og jeg kunne godt være blevet længere, men vi vidste også, at det var bedst at køre hjem, så vi kunne ramme Frømandens normale sengetid.

Altså var vi hjemme 18:30, og fik fodret ungen af og smidt ham i seng, inden klokken slog syv. Og så gik jeg ellers i gulvet. Jeg var så smadret, at jeg på ingen måde kunne holde øjnene åbne. En hel dag blev brugt på den fødselsdag, og endda også lidt af næste, hvor jeg stadig havde brug for at fylde på batterierne.

Men det var det værd.

Jeg har opdaget, at det er de der små lykkestunder, der holder mig gående. Godt nok føler jeg ikke, jeg er ordentligt til stede, og jeg føler slet ikke, jeg bidrager med noget. Jeg har ikke overskud til at spørge ind til andre mennesker, og det får jeg dårlig samvittighed over bagefter. Og så når grinene aldrig ned i maven eller op i øjnene. Der er simpelthen for mange sten på vejen til, at de kan nå frem.

Det dræner mig for energi, men samtidig er det godt for mig at komme ud og se dyr, mærke solen i mit ansigt, kramme med nogle dejlige mennesker, høre god musik – alt hvad der for en stund kan overdøve de indre dialoger, min hjerne kører med sig selv, hjælper.

Jeg hørte for nylig et dilemma i Mads & Monopolet – en kvinde, der var sygemeldt med stress, spurgte monopolet, om hun godt kunne tillade sig at gå til en koncert, hun havde glædet sig helt vildt til (det var Melodi Grand Prix, men nu er vi her jo ikke for at dømme nogen!) – for hvis hun kunne stå der og more sig, så kunne hun vel også tage på arbejde?!

Heldigvis var der nogle kloge hoveder i monopolet, som forklarede, at det slet ikke hænger sådan sammen, og at man som stressramt netop SKAL gøre ting, man holder af – fordi det afstresser. Desværre giver det også tit skyldfølelse. Det ved jeg alt om.

Så ja, jeg tager ud og har det sjovt. Jeg tvinger nogle gange mig selv afsted, og andre gange melder jeg fra, også selvom jeg egentlig gerne vil.

At jeg tager ud og oplever ting, og smiler på billeder, betyder desværre ikke, at jeg har fået det godt igen allerede. Men det betyder, at jeg er på vej!