Jeg har længe haft planer om at lave et indlæg, hvor jeg præsenterede alle mine mange dyr.
Ud over at de fylder i huset rent fysisk, så er de nemlig en stor del af vores lille familie. Der er ellers mange, der har sagt “Nå, med sådan en lille baby, bliver der ikke meget tid til hundene, hvordan mon de vil tage det?”
Det er jeg blevet fornærmet over hver eneste gang, for vi har det altså sådan med vores hunde (og katte), at de er vores børn. Og jeg forstår ikke, hvordan man kan have dyr på andre måder, særligt ikke når det kommer til hunde. Katte er jo lidt mere “fuck dig”-typer, som godt kan overleve uden at blive nusset konstant.
Eller nogle katte kan. Jeg har haft virkelig mange katte i løbet af mit liv. Det hører sig til, når man vokser op på landet.
Jeg har også mistet rigtig mange katte til hurtige bildæk, og en del af mine misser har jeg selv fundet helt stive og kolde – eller udsplattede – i vejsiden.
Man skulle tro, man blev hærdet, men det bliver bare aldrig lettere at miste en god ven. Heller ikke, når det “bare” er et dyr.
Som sagt havde jeg planer om at lave et indlæg, hvor jeg præsenterede hele flokken, men det ser ud til, at den ene kat har forladt os.
Missemanden, Bobkat, så vi sidst forrige onsdag, da vi kørte mod fødegangen. Vi har nu været hjemme i over en uge, og han har stadig ikke været hjemme.
Han plejer ikke at strejfe, og han er blevet kastreret for længe siden, så det er ikke engang fordi, han pludselig har fået sådan en impuls… Håbet om, at han pludselig vender hjem, er der selvfølgelig stadig, men vi tror ikke længere på det.
Det er rigtig svært, fordi han var mere som en hund end en kat. Han kom, når man kaldte, han gik med, når vi gik tur. Han var altid så kærlig, nogle gange endda lidt for kærlig, så det udmøntede sig i små bid i mine ben.
Han lå i sofaen, når vi gjorde, og gik med på badeværelset, når man skulle det. Og han mangler. Også selvom vi har tre andre katte, som også er søde og kælne og følger os.
I de sidste par uger op til fødslen knurrede han godt nok noget, når man tog ham op eller trykkede ham på maven, så vi kan ikke lade med at tænke, at han måske fejlede noget, og er gået ud i verden for at dø, som nogle katte gør.
Det ville bare være rart at få et svar. Det værste er næsten, at man bare ikke ved, hvad der er sket. Er han død? Er han bare flyttet? Har ræven taget ham? Hvis han er død, led han så?
Hvis han da bare havde ligget i vejsiden, så kunne man begrave ham, deale med det og komme videre. På den her måde vil jeg nok altid håbe på, han kommer tilbage.
Hvordan den kom op på den to meter høje væg, er der ingen, der ved… Men den lå godt.
Attention whore. Kunne ikke helt acceptere, at jeg ikke også tog billeder af ham…
Bruger den tykke, gravide mave som hovedpude <3
Søndagsfeder den for vildt
3 comments
[…] ser det også ud til, at jeg har mistet min elskede kat. Missemanden er forsvundet, og det får mig til at græde ekstra meget for tiden – som om de […]
Åååh, lille mis, det er jeg ked af at læse:( jeg tror du har ret i, at han har været syg, når han har knurret, så det er jo helt naturligt, det der (måske) er sket. Men derfor bliver man jo ked af det alligevel. Han ligner min Joey, som forrige år stak af (indekat) og var væk i to døgn. Jeg sov kun i alt 4 timer og ledte og ledte, til sidst fandt jeg ham:) men det er noget andet med udekatte.
Og nu er det altså ikke fordi, at jeg ikke synes om din baby, at jeg kommenterer her, men dine sidste tre indlæg er ikke kommet frem på min bloglovin, så har lige læst tre i træk – oh ve! :)
Det er helt okay, søde du. Jeg kan selv bedst forholde mig til andre menneskers dyr (okay, det har faktisk ændret sig gennem de seneste 14 dage, men sådan har det altid været før frømanden), og så var den lille mis også som et barn for os. Det er bare så hårdt, når de bare forsvinder, synes jeg :(
Da jeg var lille havde jeg også en kat, der bare forsvandt… Jeg var ude og kalde på ham og græde over det hver dag i et år, inden jeg til sidst gav op. Min mor havde fundet ham påkørt ude ved vejen, og hun vidste, hvor meget jeg elskede ham, så hun nænnede ikke at sige det til mig. Hun anede ikke, at det uvisse gjorde mig endnu mere ulykkelig, og som tiden gik, blev det mere og mere umuligt for hende at fortælle mig det, mente hun. Det gjorde hun først flere år senere. Jeg ville ønske, hun havde gjort det med det samme. Det gør ondt, det er et chok, men uvisheden er bare så meget værre, fordi man så stadig går og håber.
Men jeg vil prøve at bilde mig selv ind, at han var syg, og at han er gået ud og har fået fred og ikke ville belemre os med det :(