I fredags tog jeg mig sammen. Jeg købte flødeboller i kassevis, og kørte den lange vej ned til skolen for at aflevere min computer og nøgler. Og sige farvel.
Det var svært at gå ind, men heldigvis blev jeg mødt med store smil og masser af krammere fra alle dem, jeg mødte. Blandt andet blev jeg fanget af nogle fra den 9.klasse, jeg havde haft som vikar i samfundsfag, og som slet ikke kunne holde ud, at de ikke skulle have mig mere.
“Jamen, jeg var kun ansat som vikar,” fik jeg snøvlet ud mellem et par triste læber. Jeg havde kun haft dem tre gange, men var simpelthen faldet pladask for dem alle sammen.
“Ej, så vil jeg altså give dig et kram, er det okay?!” sagde et par stykker af pigerne. Selvfølgelig var det okay.
En af kollegaerne sagde til mig, at jeg endelig måtte komme ned forbi, og jeg sagde selvfølgelig ja, men så sprang en anden kollega ind i samtalen:
“Men det får man jo aldrig gjort. Heller ikke selvom man rigtig gerne vil, så er det jo bare en af de der ting, man aldrig får gjort, ikke?”
Og jo, det er det nemlig. Og det er så trist. Ligegyldigt om man smækkede døren, da man gik, eller man tog ud på andre eventyr med smil og vink, ligegyldigt hvor gode kollegaerne er – når man rejser fra en arbejdsplads, er det altid et ‘farvel’ mere end et ‘på gensyn’.
Jeg har masser af kollegaer, som jeg savner rigtig meget, og som jeg gerne ville se igen, men det er så akavet at komme brasende midt på en arbejdsdag og være den, der går i vejen. Den der ikke har et skrivebord at sætte sig ved, og som derfor ender med at stå midt i rummet og håbe på, at de andre har tid til at snakke. Den som ikke længere er inde i kontorjargonen, og som ikke kan genkende alle de nye ansigter, som er inde i snakken.
Det var rigtig svært at sige farvel til drengene i min primærklasse, men heldigvis er drenge jo ikke så sentimentale. Jeg fik nogle krammere, og der var nogle af dem, der så noget triste ud. Men jeg vidste godt, at det heldigvis var værst for mig.
Efter et par timer besluttede jeg mig for, at det var på tide at smutte hjem igen. Inden jeg gik, hev min nærmeste kollega mig til side. Hende der, der stillede blomster på mit bord på min fødselsdag. Hende som har været en fantastisk støtte gennem hele det her sygdomshalløj, jeg har været ramt af, som aldrig har båret nag over at blive ladt i stikken, og som på alle måder er fuldstændig fantastisk.
“Okay, du må ikke misforstå det her, vel…” sagde hun, mens hun kiggede ned på den ene fod, der skrabede rundt i jorden.
“Men du tænder et eller andet i mig,” fortsatte hun.
Jeg skyndte mig at lette stemningen ved demonstrativt at træde et skridt tilbage, så vi kom til at grine. Men jeg vidste præcis, hvad hun mente. Vi klikkede allerede fra den første dag, og jeg har lige siden gået og håbet på, hun kunne blive mere end bare en kollega.
Altså, vi har begge to en mand i vores liv, så det er ikke på den måde, det tænder, vel. Men kender I det, at der bare er nogle mennesker, man passer sammen med? Sådan har jeg det med hende her. Jeg sagde til hende, at jeg var SÅ glad for at hun sagde præcis sådan, for jeg havde det på helt samme måde. Vi blev enige om, at vi bliver nødt til at finde på en måde at se hinanden igen, selvom det jo tit er sådan noget, der kan blive akavet, fordi man så kommer uden for arbejdsrammerne. Eller som bare ikke sker i en travl hverdag. Men det SKAL ske!
Det hele blev lige toppet på vej ud, da pigerne fra 9.klasse hev mig til side igen. De ville nemlig gerne have et godt råd til den samfundsfagsopgave, de snart skulle aflevere. Det frydede mig lidt, at chefen netop kom forbi og så, at det var mig, de havde hevet til side – frem for den lærer, der har dem normalt.
Jeg gik derfra med et kæmpe smil på læben! For hvor var det dog skønt at føle, at jeg har betydet noget for de mennesker, jeg har omgivet mig med. Og at de faktisk er rigtig, rigtig ærgerlige over, at jeg skal stoppe. (After-blues kom først nogle timer senere, da det gik op for mig, at jeg så netop ikke skal se de mennesker igen…)
Det er hårdt at sige farvel. Jeg finder trøst i Nik & Jays vise ord om, at når ét lys slukkes, så tændes der et nyt (Ja, de kan sgu noget med ord, de drenge!) – jeg glæder mig til at se, hvor lyset skal komme fra fremover.
