Om at vente på nummer to

“Er du ved at være klar, til den kommer ud?” spurgte min veninde.

Hun er førstegangsgravid, og har altid haft det på samme måde med børn, som jeg også havde det, inden Frømanden fik ændret på det: De er da søde, mest at kigge på, men dyr er bare sødere.

Så jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg kan nemlig godt genkende den der afstand til eget afkom. Gennem hele min graviditet med Frømanden, kaldte vi ham konsekvent for ‘den’ eller ‘babyen’. Det var slet ikke til at forholde sig til, at der lå et menneske inde i maven.

Ja, faktisk hed han sådan i de første cirka otte måneder af hans liv. Det var nemlig heller ikke sådan lige til for os at forstå, da han var landet.

Jeg lagde mærke til det, da jeg for nogle uger siden faldt over de mange tusinde videoer, jeg har optaget af ungen i de første par måneder, og jeg var i en mild form for chok, da det gik op for mig, at vi ikke sagde ‘han’.

Det er så mærkeligt at tænke på, at det engang var helt naturligt at sige: “Har du set dens sut,” eller “Se lige hvor sød den er!”

Dengang kunne jeg slet ikke forholde mig til, at vores lille, knirkende gylpetrold var et rigtigt menneske. Han var nærmere bare endnu en hundehvalp i vores dyreflok.

Denne gang blev ‘babyen’ erstattet med et kønsbestemt grundled allerede i uge 14, da vi fik at vide, at det var en dreng, der gemte sig i maven, og jeg blev faktisk lidt irriteret på hende, der scannede mig på sygehuset nogle uger senere, som konsekvent kaldte ham ‘den’. Selvom jeg blev ved med at sige ‘HAN’ med tryk på. Han er ikke en ‘den’, dame! (Men det kunne man jo aldrig være helt sikker på før til fødslen, sagde hun. Ja tak, du..)

Det er rart at sige han og ikke den. Det gør det lidt nemmere at forholde sig til, hvad der skal ske om lidt, og jeg håber, det betyder, at det ikke bliver helt det samme granatchok, som det var, da den der frø landede i vores liv.