Hvis der er én ting, jeg efterhånden har lært om det der med at have et barn, så er det, at man aldrig, ikke engang i et kort øjeblik, må ånde lettet op og tænke, at man er home safe.
For det er altid, i præcis det øjeblik, at barnet vender sine vaner på hovedet.
Frømanden var ikke nogen langtidssover, da han var lille. Det har jeg lykkeligt glemt, men heldigvis har jeg jo skrevet noget om det her på bloggen, så jeg kan blive mindet om, at alt over en halv time i streg var en luksus.
Da han var fire måneder vendte det, og da han var i omegnen af seks måneder, begyndte han at sove igennem og have en nogenlunde fast rytme. Om natten i hvert fald.
Så begyndte vi at trække vejret, og det skal jeg så love for, han kunne mærke.
Det var lige på det tidspunkt, hvor jeg skulle være alene med ungen i tre uger, for sådan har han det med at vælge præcis de perioder, hvor der er allermindst overskud, til at teste os lidt.
Her var det, jeg indførte begrebet “sengetid”. Før kunne ungen nemlig godt blive træt at sted mellem klokken 18 og 22, og det sled på mig ikke at vide, om vi skulle ud i en marathonputning i aften, eller om jeg kunne få lov at gå tidligt i seng. Der er en grund til, de bruger både uvished og bedrøvelse af søvn som tortur i visse slyngelstater.
Så jeg indførte sengetid, og holdt ham vågen til klokken 20 hver aften. Det gjorde, at han også blev træt, når klokken nærmede sig. Og forsatanda hvor var det skønt at have det faste holdepunkt at se frem til, når ulvetimen fik ungen til at hyle. Freedoooom, som Gibson sagde det!
Sengetid har vi holdt fast i siden, og det gået nogenlunde smooth. Den har været rykket til klokken 18, 18.30 og i de sidste mange måneder har den heddet 19.00 for Frømandens vedkommende. Af og til også for vores.
Faktisk har det gået så godt, at jeg flere gange har overvejet at skrive et indlæg om det.
Vores rutine. Først et aftenbad for at sænke stressniveauet. Det er akkompagneret af afstressende musik (MusiCure), som bliver ved at spille, mens han får nattøj på, børster tænder og bliver puttet.
Så siger vi godnat, sætter musikken på sleep-funktion, og hører så ikke mere fra barnet før klokken 6 næste morgen.
Så skønt.
Yes. Lige indtil det blev varmt i vejret og ferie, og ungen besluttede sig for at kravle hyldende rundt på væggene i stedet for at sove.
I samtlige tre ferieuger har vi været oppe og trøste et sted mellem fire og fem gange hver nat. Det har tæret en lille smule på os alle sammen, og vi glædede os vist alle tre til igen at få gang i hverdagen med de faste rutiner og stimuleringen i dagplejen.
Og det hjalp da lidt. Men det blev først godt igen for en uges tid siden, hvor vi igen landede i en nem putterutine og søvn hele natten igennem.
Og så var det, vi igen begyndte at trække vejret…
Her til aften fik Ole Lukøje først ram på ham omkring 20.30, altså efter halvanden time med skrig og skrål og “det er okay” og en enkelt godnat-undtagelsestilstand-sang.
Han vågnede igen omkring klokken 22, og vi har nu i en time nusset og vugget og shysset og bidt lidt af hinanden. For hold op, altså, hvor trækker det tænder ud, når alt er galt og ingenting virker.
Vi er ikke ovre det endnu, kan jeg høre. Det bliver en lang nat.
Hvornår stopper det, siger I? Jeg kommer til at tage så meget hævn, når han bliver teenager!
Mens vi venter på aftensmaden…
4 comments
Jeg vælger ikke at udtale mig om det her af frygt for at ødelægge vores venskab :P
Ha ha ;D
Åh, jeg føler med dig. Det stopper på et eller andet tidspunkt men jeg har desværre ingen løsningsmodel indtil det gør. kender det godt, det der med man trækker vejret og så ændre alt sig. Vi har altid holdt fast i faste sengetider og gør stadig:) Og det er nok det der gjorde vi kunne overskue det. Jeg ved det ikke men jeg ved, at din/jeres mavefornemmelse er det rigtige. Gode råd er ok men gør det der er rigtigt for jer. For vi er alle forskellige og hvad der virker for naboen, veninden eller kollegaen, virker altså ikke nødvendigvis for jer. I er hans forældre. I ved bedst:o) held og lykke med putning i aften.
Jeg tror også, forældrenes mavefornemmelse altid er rigtig, men det er virkelig svært at holde fast i, når man sidder der med øjenlågene helt nede om knæene.
Fire-seks år endnu, skød min mor på ud fra egen erfaring… Så det trøster jeg mig lidt med. Og håber, jeg ikke bliver sindssyg inden da ;D