Omvæltninger

I går holdt vi afslutning for Frømanden i dagplejen. I dag var hans sidste dag. Når han vågner i morgen, erklærer jeg ham officielt for børnehavebarn!

Det bliver så stort, og han glæder sig. Han har snakket om børnehaven hver eneste dag i tre uger, og da vi kørte hjem fra dagplejen, blev vi nødt til lige at køre en omvej, så han kunne se, hvor slaget skal stå i morgen.

Jeg glæder mig faktisk også. Jeg har ellers været nervøs i mange måneder for den omvæltning, det kommer til at blive. Han er jo en sensitiv dreng, og der bliver larmet en hel del i sådan en børnehave. Jeg var fuldstændig smadret i hovedet af at have været dernede i en halv time, da vi besøgte dem for noget tid siden, og det endda på trods af, at vi brugte det meste af tiden inde på et kontor, hvor der ikke var børn.

Så han bliver helt sikkert fyldt op af indtryk. Jeg regner med en del konflikter og en masse gråd de næste par uger, hvorfor det også bare er perfekt planlagt, at min mand skal være væk det meste af næste uge. Det bliver sjovt…

Og kun gjort endnu sjovere af, at vi nu også starter på hele madpakkecirkuset. Hurra, endnu en forpligtelse. Jeg havde nemlig ikke en million andre ting, jeg hellere ville bruge min aften på, så tommel op til det. Hvad giver man egentlig sådan en med på madpakke? Er makrel stadig noget, der gør en til mobbeoffer? Bliver man dømt som forældre, hvis der ikke er andet end brun mad i?

Nå, men han er klar. Det er jeg ikke. Slet ikke på den praktiske front. Jeg har for eksempel stadig ikke fået købt indesko til ham, men vi må tage den på gefühlen det første stykke tid. Jeg lærer det vel… til når næste barn skal starte om to år.

Det værste ved i morgen bliver faktisk, at Bøffen også skal starte på noget. Han overtager nemlig Frømandens plads i dagplejen, og selvom det egentlig er meningen, at det skal være en blød indkøring med korte dage, så gør det mig stadig helt trist. Jeg er slet, slet ikke klar.

Jeg kender dagplejerne temmelig godt efterhånden, og de kender også os og Bøffen, som troligt har fulgt sin storebror afsted hver morgen de sidste knap ni måneder.

Bøffen er ret hardcore og generelt en glad og åben lille fyr. Så det skal nok gå. Jeg føler bare ikke, han sådan for alvor er klaaaar endnu. Måske bliver han det faktisk aldrig..?

Med Frømanden kunne jeg godt mærke, at han kedede sig herhjemme med sin mor, som ikke kunne bevæge sig, og som derfor ikke kunne hoppe rundt og lege. Det kan jeg stadig ikke helt, men jeg kan mærke, at min lille dreng alligevel stornyder at være sammen med mig. 

Og jeg er lige begyndt at nyde ham. Efter mange måneder med sygdom, bekymringer og smerter, er jeg nu endelig begyndt at få en lille smule overskud til at nyde mit barn. Altså, virkelig nyde at være sammen med ham. Og så skal han bare videre.

Kunne vi så ikke bare holde ham hjemme i to måneder mere? Joew… Men nu betaler vi jo altså for dagplejepladsen. Det var vi nødt til, fordi der ellers ikke var en plads til ham dernede, og så virker det som spild af penge, hvis vi ikke bruger det bare lidt. 

Vi har også valgt at gøre det sådan, fordi det nok vil være godt for mig at få noget tid, hvor jeg får et par timers tiltrængt pause fra babyhalløjet, så jeg kan komme nogenlunde ovenpå igen. Så jeg kan blive klar til at arbejde.

Jeg tror, jeg kommer til at holde ham hjemme en del dage alligevel. For jeg savner ham allerede.

I morgen starter vi lige på og hårdt med at lade Bøffen alene i nogle timer. Han kommer til at tage det så fint, tror jeg. Det er godt nok, at jeg så bliver beskæftiget nede i børnehaven imens, for ellers ville jeg bare sidde derhjemme og hyle imens. Ligesom jeg gjorde for to år siden, da det var Frømanden, der tog sit første, store skridt væk fra min trygge favn.

Sådan er det jo med børn. Det er den vej, de skal. Man kan trække det ud i nogle måneder – eller år, hvis man er meget kreativ. Men en eller anden dag gider de jo ikke længere at tosse rundt med deres forældre. Sådan skal det være.

Det bliver spændende. Og sørgeligt. Jeg glæder mig. (Ikke…)

Sidste dag som dagplejebarn… Han er nu certificeret Spring Ud Naturbarn – wooow. I gave fik han 100 billeder fra hans to år i dagplejen.