Ondt i maven igen

Jeg nåede sgu lige at blive glad og lettet. Jeg fandt endda nogle gamle sko frem fra skabet, som pludselig føltes meget lettere end dengang, jeg satte dem derind for et års tid siden.

Det startede jo ellers så godt, det der med at komme tilbage på arbejde. Gu’ fa’en var det hårdt, men sådan er det jo altid, når man starter på noget nyt. Det gjorde det så heller ikke bedre, at det blev lagt oven i at starte op efter barsel, hvor ens hjerne jo altså har omprogrammeret sig selv til kun at analysere grød, gråd og gylp.

Men jeg kom i gang, og kom endda godt fra start. Efter min første undervisningstime i 7.-8. klasse, var eleverne oppe ved skolelederen og fortælle, hvor godt det havde været, og at de meget hellere ville have mig i alle deres sprogfag.

Lige siden da, har jeg fået skulderklap og smil på gangene OG på lærerværelset, og i sidste uge fik jeg også min egen computer, et log-in (wow!) og min egen arbejdsplads i forberedelsesrummet. Det er store sager, og jeg følte for første gang, at jeg kunne trække vejret ned i maven.

Efter at have drevet rundt fra den ene arbejdsplads til den anden i fucking fem år, hvor økonomien åbenbart bare ikke har tilladt nogen at ansætte andet end løst (dejlig bekvemt for arbejdsgiveren, at der ikke er noget med opsigelse, løn under sygdom osv.), følte jeg endelig, jeg kunne tillade mig at puste ud og begynde at føle en tilknytning til min kontorstol.

Det varede lige til i torsdags, hvor skolelederen præsenterede mig for mine nye vilkår. Ikke at de egentlig var ringere end det, jeg allerede var ansat under, for nu kunne hun tilbyde mig en kontrakt i stedet for en timeseddel til udfyldning hver uge.

Som hun sagde, så betyder det jo blandt andet løn under sygdom, barns første sygedag og så videre, så det er et skridt fremad. Sådan da. For timelønnen bliver så også sat ned, og så kom detaljen, der slog mig ud: Det er kun for tre måneder af gangen.

“Jeg har været leder siden 2001, og jeg har endnu ikke oplevet, at der ikke var arbejde, men jeg vil gerne gå med livrem og seler, så jeg tør ikke love dig noget,” sagde hun.

Tre måneder er bedre end ingenting, sagde jeg. Vi smilede og blev enige om, at hun skal komme med en melding en måneds tid inden, min ansættelse udløber, når hun kan se, hvad vej vinden blæser.

Så egentlig er intet ændret. Alligevel er alt. Jeg gik ind på den skole med en idé om, at jeg kunne få lov at være der, så længe JEG havde lyst. Fordi de havde BRUG for vikarer. Det har de sikkert også, siger alle til mig, men over mit hoved har den store, sorte sky igen indfundet sig.

Jeg kan mærke knuden i maven. Der kører en sang i hurtigt tempo på repeat i mit hoved, mine ben bouncer konstant, og jeg sover dårligt om natten. Jeg tuder og synes, det hele virker håbløst.

Finder jeg nogensinde et skide arbejde?! Er der overhovedet et sted derude, hvor jeg kan komme til at fungere og stå op hver morgen med et smil på læben? (Eller i det mindste bare hovedparten af morgenerne)

Jeg har ikke lyst til at blive freelancer igen, for selvom jeg stort set arbejdede fuldtid, og tjente masser af penge, i den periode, så gjorde usikkerheden mig syg. Nu er den her ansættelse måske i gang med at gøre det samme.

Derfor er jeg nødt til at vende tankerne i mit hoved til, at det her er en midlertidig ansættelse, som trods alt er bedre end at være på dagpenge (!), og at jeg så har nogle måneder til at finde et nyt arbejde. Igen.

Jeg er pisse ked af det, for jeg er jo faktisk rigtig glad for at være på den skole. Jeg er glad for opgaverne, for eleverne, for ledelsen – og ganske særligt hende, der er blevet min nærmeste kollega.

Jeg vil så gerne give det sted al min arbejdstid og opmærksomhed, men jeg er bange for at komme til at stå og gø op af et træ. Et træ, som så pludselig letter ben og pisser på mig, så jeg igen kan ligge og plaske rundt i en pispøl af stress.

Jeg trænger til en pause fra al den usikkerhed. Det værste er, at der kun er én måde, jeg kan få den på, og det er ved at arbejde hårdt for sagen. Hvilket jo så er det, jeg ikke kan nu, hvor usikkerheden igen har handlingslammet mig.

Jeg er så træt af at være den, der ikke bliver inviteret med til møderne, og den der ikke kan snakke med om de planer, der bliver lagt et halvt år ude i fremtiden. Den der ikke ved, om det overhovedet er relevant at tage med til julefrokosten eller i det hele taget at lære navnene på de nye folk, der kommer forbi. Jeg er træt af at få det bord, der “lige var ledigt” eller at låne mig frem til en nøgle til kopimaskinen.

Jeg er så pisse træt af at være på hold! Jeg er en fandens god og loyal medarbejder. Hårdtarbejdende, smilende og sådan en, der spreder god stemning. Jeg kan få masser af gode anbefalinger fra tidligere chefer og kollegaer, men jeg kan ikke få det, jeg har allermest behov for: en fastansættelse!

Så giv mig dog for helvede en chance, en eller anden. Jeg kan ikke blive ved med at kæmpe og være på 111% procent hver evig eneste dag i frygt for, at de ikke ringer efter mig igen i morgen. Det kan ingen.
Men indtil nogen smider mig ud, indtager jeg det her bord. Med babybilleder, beskidte kopper og hele svineriet!