Op til overfladen

Jeg lever stadig! Men kun lige præcis. I fredags gik jeg endelig til lægen med den hoste, der har plaget mig i fire uger. Det viste sig at være lungebetændelse.

Jeg hader at gå til lægen, virkelig hader, men min hoste var efterhånden blevet så vild, at jeg ikke havde fået noget at spise i fem dage, fordi jeg hele tiden hostede det op igen.

En effektiv måde at smide er par kilo på, men til gengæld også skyld i, at jeg blev totalt afkræftet, og ikke engang orkede at stå ud af sengen. Her har jeg ligget hele efterårsferien, og har skiftevis sovet og hostet.

Jeg hostede så meget, at jeg fik forstrukket en muskel i maven. Jeg ved bare ikke, om det siger mest om kraften på mine host eller den totale mangel på kraft i mine mavemuskler.

Min mor bad mig til sidst, om jeg ikke nok ville gå til lægen – på den der måde, som kun mødre kan gøre det. Og så lytter man.

Så nu lever jeg på tredje døgn af penicillin, te og tomatsuppe. Det er bedre end det “ingenting”, jeg har levet af hele ugen. Det synes maven også.

Desværre har det her sygdom sat mig lidt tilbage i forhold til det med at lede efter job. Det har virket temmelig uoverskueligt, når jeg har ligget i sengen med feber on/off og en hals, der på ingen måde ville kunne gennemføre så meget som et telefoninterview.

I morgen prøver jeg at tage mig sammen til at komme i gang med at ringe og søge uopfordret. Jeg er allerede helt træt ved tanken, men nogen skal jo gøre det. Indtil videre er der ikke andre, der har gjort det for mig, og jeg har en snigende fornemmelse af, at der heller ikke er nogen, der kommer og gør det.

Sådan skal det selvfølgelig også være. Et godt liv skal man kæmpe for, siger B.S. Christiansen. Det er bare svært at kæmpe ret længe af gangen, når man er udmattet og svækket både fysisk og psykisk.

Men jeg prøver. Igen.