Kan I huske, dengang ens største problem var, at kæresten skulle finde ud af, at man bare var et helt almindeligt menneske?
Da jeg lige var flyttet ind i min mands – daværende spritnye kærestes – lejlighed, havde jeg et stort problem. Med at lave stort. Jeg kunne simpelthen ikke. Det har jeg nu aldrig rigtig kunne, når jeg var steder, hvor der var nogen form for risiko for, at en eller anden gav sig til at undre sig over, hvorfor jeg mon brugte mere tid på toilettet, end hvad det tager at klemme en stråle ud.
I sådanne situationer klemte mine baller helt automatisk sammen. Jeg kunne ikke. Heller ikke selvom jeg prøvede alverdens tricks med for eksempel at trække ud halvvejs og tænde for vandhanen for at give en illusion om, at man bare er virkelig lang tid om at vaske hænder. Eller hvad min logik lige var.
Jeg kunne simpelthen ikke, og det er temmelig upraktisk, når man bor sammen i en lille lejlighed på 64 kvadratmeter, hvor toilettet er lokaliseret lige mellem stuen og soveværelset, så man altid var sikker på at være inden for hørevidde. Men der var ikke noget at gøre.
Efter at have gået rundt med mavepine i flere weekender, hvor han jo ikke tog på arbejde og gav mig mulighed for at være menneskelig, gik jeg til bekendelse og fortalte om mit problem. Vi aftalte, at han så var nødt til at gå en tur med hunden imens, og først komme tilbage, når jeg skrev en sms om, at det var okay.
Et par gange kom han hjem og var helt blå, fordi han blev sendt ud i snestorm. Ja, det var muligvis sådan, det gik op for os begge to, at vi virkelig elskede hinanden.
I går opdagede jeg, at TV2Play har lagt et par episoder af Sex and the City op på deres streamingtjeneste. Af uvisse årsager ligger der kun et par afsnit fra de første to sæsoner, men når man har set serien flere gange, end man har set genudsendelserne af Venner, så gør det jo ikke noget. Jeg hoppede på episode 11 af første sæson og vidste præcis, hvor i livet alle fire hovedpersoner var.
Kan I huske afsnittet? Det handler i bund og grund om, at Carrie kommer til at slå en prut. Mens hun ligger i sengen med Mr. Big. Og så noget med, hvad farve man skal male sine køkkenskabe i for at være hip, men det er en sidehistorie. Carrie slår en prut, flygter fra åstedet, og hører ikke fra manden i flere dage. Hun er derfor helt sikker på, at han ikke vil se hende mere. (Og moralen er selvfølgelig så, at det ikke handler om en skide prut, men at der ikke skal meget til at ødelægge et forhold, hvis følelserne ikke er der. Det var ikke det, mit indlæg skulle handle om her.)
Jeg opdagede Sex and the City, da jeg gik og ventede på svar på min ansøgning om at komme ind på journaliststudiet. Jeg var 20 år, havde permanentkrøller i håret, var netop kommet ud af endnu et kort og dramatisk forhold, og gik og drømte om at flytte til London eller New York og arbejde som journalist.
Jeg behøver nok ikke at sige, at jeg identificerede mig ret stærkt med Carrie, men jeg gør det alligevel. Jeg sugede alle ordene og følelserne til mig, og jeg så serien igen og igen. Jeg VAR Carrie. Også i årene, der fulgte. Hver gang et forhold gik i stykker, satte jeg serien på for at finde trøst. Det hjalp at se, at andre havde været igennem det samme (altså seriens forfattere, for jeg er med på, at det bare er skuespil, ikke…), og at der helt sikkert fandtes ægte kærlighed til sidst (som der bare altid gør).
I dag gik det op for mig, at jeg ikke kan identificere mig med Carrie Bradshaw længere. I hvert fald ikke den version, der laller rundt i de første par sæsoner. Der er kommet andre, mere alvorlige problemer på bordet. Nu handler alt om børn, penge og sundhed. Blufærdigheden forsvandt med de der børn (og da vi fik en større bolig, behøvede manden ikke længere at gå udenfor), og i sommer satte jeg mig som det mest naturlige i verden og tissede på et rastepladstoilet, selvom min mand stod og lavede en blebytter lige ved siden af. Det gik først op for mig, da jeg skyllede ud.
Det er egentlig meget rart, at jeg ikke længere sidder og piller mig selv så meget i navlen mere, men på den anden side kan jeg egentlig godt savne, at der ikke var større problemer end det. Altså, dengang syntes de enormt store. Det handlede jo om at finde en, der kunne elske en, som man var. Det var ikke småting.
Dengang bekymrede jeg mig om, at nogen skulle opdage, at jeg var et helt almindeligt menneske. I dag bekymrer jeg mig om, om jeg nogensinde bliver et helt almindeligt menneske igen. Sådan et der kan fungere i en hverdag.
Nogle gange kunne jeg godt ønske mig de der 12 år tilbage i tiden, så jeg måske kunne nyde den ubekymrede hverdag lidt mere. Så kan det også være, jeg slet ikke var så bekymret i dag.
Back when…
