- For nogle er i dag søndag, en afslutning på ugen. For mig er det bare endnu en dag i barselsland og som græsenke. Lige nu tæller jeg uger efter, hvornår det igen bliver onsdag, så jeg får Manden hjem.
- For det var jo i onsdags, han skred. Og jeg har nu udsigt til at være alenemor i de næste tre uger. Det hyler jeg stadig om, ja. Selvom folk har travlt med at fortælle mig, hvorfor det overhovedet ikke er hårdt, for de har prøvet noget, der var meget hårdere.
- Svarer som regel, at så må de gerne tage over her. For jeg synes fandme, det er hårdt!
- I dag er særligt hård ved mig. Sådan er det jo oftest på femtedagen, det ved dem af jer, der har prøvet at lave en livsstilsændring nok, hvad enten vi snakker kostomlægning, shoppeafvænning eller valgkamp. De første par dage er gode og glade, og så kommer der den her pukkeldag, som man bare lige skal over.
- Den blev ikke gjort bedre af, at Frømanden krævede sin sut 10 gange i løbet af natten. Han sover således ganske fint i otte timer, men jeg gør ikke, fordi jeg skal op mindst en gang i timen for at give ham den skide sut. Øv! (Nå, men han sover i det mindste videre, når han har fået den. I otte timer. Så jeg må sikkert ikke klage…)
- Spiste en skål yoghurt, da jeg stod op. Spiste mit næste måltid klokken 20.45. Der har ligesom bare ikke været tid.
- Havde ellers godt med overskud i går, hvor drengens mormor kom forbi og sittede på ham, mens jeg slog vores 1,5 hektar vildtvoksende græsplæne.
- Havetraktoren er selvfølgelig i udu, så den gik ud for hver 10. meter. Så det tog sin tid at komme igennem, også fordi det jo ikke bare er en fin, kvadratisk grund, nej nej… Der skal jo være hyggekroge og hjørner over det hele. Og træer, man skal køre rundt om, fordi det er så pænt.
- Jeg havde derfor mere end almindeligt svært ved at komme op af sengen i dag og være nogens mor. Trængte til at ligge brak. Det gjorde den lille mand så ikke.
- Fik snøvlet mig op, og kom oven i købet ud og handle! Men også kun fordi, jeg var løbet tør for Knoppers.
- Følte mig nødsaget til at køre til nabobyen, fordi de ikke skal tro nede i den lokale biks, at jeg virkelig spiser så meget sukkerstads, som jeg køber hos dem. Altså, det gør jeg, og endda lidt til, men det skal de ikke vide.
- Har derfor haft ret meget ondt af mig selv i dag. Lige indtil jeg fik en mail her til aften. Har dælme vundet en konkurrence…! ARGH, men altså! Venter lige med at bralre ud med, hvad det er, for kan stadig ikke tro, jeg har været så heldig! (Nej, det er ikke en rejse til en værdi af 30.000, det er noget til barnet, men det er en virkelig fed gave :D ) KARMA IS REAL, Y’ALL! ;)
Så gik der tid med det #4
previous post
3 comments
Jeg synes altså du er virkelig sej! Og jeg kan fandme godt forstå du synes det er hårdt – et laaaaangt sejt træk må det være. Det må man gerne sige. Hvor er han egentlig henne, ham manden? :)
Og så natteroderi … det er det værste. Blev lige mindet om det i nat, da mindstebarnet fik bræksyge og knækkede sig én gang hver halve time natten igennem og dagen i dag med. Jøsses, man er træt.
Fedt med præmie! Glæder mig til at høre hvad det er :)
Jeg savner også dig:) 60 timer om ugen sætter spor for tiden, men kigger forbi stadig og kommer snart igen. Jeg synes det lyder til, at du klarer det fint – jeg havde ladet græs være græs.. Og alt andet nok også;)
<3 <3
60 timer lyder voldsomt, men det ser jo også ud til, at du hygger dig og er glad. Det er vel det vigtigste. Så forsøger jeg at lade være med at være sur over, at det går ud over din blog ;) Kvalitet over kvantitet. Siger de kloge jo.
Jeg har haft dig i baghovedet, når jeg kigger ud på græsset, der allerede trænger igen her en uge senere... Men det er nok bedst bare at forsøge at ignorere det, det er bare lidt svært, når det nu er pænest i nedslået tilstand. Ligesom resten af huset i øvrigt. Men det kan være, jeg også lærer noget på den der perfektheds-front af det her :) Man har lov at håbe ;)