Så gik der tid med det…

Så kom jeg alligevel igennem Verdens Længste Uge, og selvom det har været lidt hårdt at være alene hjemme med alle dyrene, når man er så immobil, så er den egentlig gået overraskende hurtig alligevel.

Manden gjorde det også lidt bedre ved at komme en dag tidligere hjem end planlagt. Der er bare noget rart ved at have ham hjemme – altså ud over, at jeg vældig godt kan lide ham.

Det er trygt, og så bliver tingene gjort i et helt andet tempo. Eller rettere: De bliver gjort, punktum. Aaah.

I weekenden har vi så knoklet med at få de sidste detaljer på plads… Der er nogle kasser, der skal bæres op på loftet, en dørkarm der skal fuges og males, nogle møbler der skal sættes op i bryggerset… Ligegyldige småting i det store perspektiv, men virkelig rart at få orden på, inden Mindstemanden kommer.

Ja, ikke at jeg laver noget af det. Jeg ligger bare i sengen og lytter til, om de små jag i maven måske gad at udvikle sig lidt…

Selv havde jeg jo håbet på at gå i fødsel den 28. november. Manden havde oddset på den 4., og næste dato, der blev gættet på, var den 7. (Nej, Jeanette, så heldig var jeg ikke. Øv!)

Svigermor satsede på den 8., men turboføder eller ej, så når jeg det ikke. Terminsdatoen rykker nærmere.

I dag var vi til den sidste jordemoderkonsultation, hvor vi fik nogle papirer med forklaring om, hvordan igangsættelse foregår. Hvis vi kommer dertil. Det håber jeg virkelig ikke, det vil jeg meget nødigt ud i.

Faktisk vil jeg meget nødigt ud i det her fødsel i det hele taget, men nu er der kun én vej tilbage, fuld fart frem. Så lad os nu få det overstået! Så jeg kan få min krop igen… 10 dage til igangsættelse…

Det er stadigvæk alt for uvirkeligt for mig, at jeg snart bliver optaget i klubben for kvinder, der har født. Tror stadig inderst inde, det bare er noget, vi leger…