Bekymringer, beslutninger og blå himmel, heldigvis

Jeg havde ikke lige regnet med, at mit forrige indlæg ville sætte gang i så mange samtaler. Ja, undskyld – jeg ved faktisk slet ikke, om jeg havde regnet med noget. For jeg skrev ikke indlægget for at få reaktioner, jeg skrev bare lige for at få luft.

Nogle gange føles det åndssvagt at gøre, og jeg krummede da også tæer, da flere af mine tætte veninder ringede og skrev for at høre, om jeg var okay. For ja, det er jeg sådan set. I store træk. Det er bare sjældent, jeg mærker det for tiden, og det er også det, der ikke helt giver mening i mit hoved.

Men sagen er altså, at det med at være arbejdsløs fylder uforholdsmæssigt meget. Jeg går ikke og er ked af det hele tiden, men når realiteterne så rammer mig, så gør det så vanvittigt ondt, at jeg får lyst til at grave mig ned. De tanker kommer som oftest ud her på bloggen, hvor de procentvis fylder meget mere, end de gør i dagligdagen. Så jeg er okay, men samtidig er jeg vanvittigt, voldsomt ked af det i perioder i løbet af ugen.

Indlægget gav mig en del reaktioner, både her i kommentarfeltet og i min indbakke. Tak for dem, tak for jer. Tak for alle jeres kærlige råd, de har fået mig til at tænke.

Tænke ret meget. Først og fremmest på, om jeg ikke bare skulle slette bloggen. Eller i det mindste lige holde en pause, mens jeg har det sådan her.

En af jer foreslog mig at starte en ny, anonym blog op. Jeg har også selv tænkt tanken. Den her blog lagde jo faktisk ud med at være uden billeder, kun ord. Ingen navne. Men jeg fandt hurtigt ud af, at anonymiteten begrænsede mig mere, end den satte mig fri. Der var så mange detaljer, jeg ikke kunne komme med, fordi det så ville afsløre for meget. Der var meget, jeg ikke kunne fortælle, fordi det krævede billeder. Og instagram – som jeg holder så meget af – ville være umuligt.

Ud over det, så har jeg et ønske om at være med til at bryde det her enorme tabu, der er om psykisk sygdom, og det kan jeg kun, hvis jeg selv tør at sætte ansigt på. For det er meget mere almindeligt, end vi måske går og tror – jeg blev for eksempel selv overrasket over at høre min angst-psykologs tal. Hver femte af os får på et tidspunkt i livet så meget angst, at vi opsøger hjælp for det… Hver femte. Og det er bare dem, der opsøger hjælpen, mange kæmper jo med det alene.

Så anonym bliver den heller ikke. I hvert fald ikke mere, end den er i dag.

Min store frygt er jo, at en kommende arbejdsgiver skal finde min blog og lade være med at ansætte mig på den baggrund. Så jeg har googlet mig selv ud fra mine oplysninger, og kan absolut intet finde omkring den her blog ud fra mit rigtige navn. Ergo må man kende bloggen i forvejen, hvis man kan lægge billederne her på domænet sammen med det ene på mit CV, og hvis man gør det, har man forhåbentlig et lidt mere nuanceret billede af mig.

Altså, hvis nogen er i tvivl, så lad mig lige slå fast: Jeg har også gode dage. Jeg kan godt være en produktiv og dygtig medarbejder. Når min hjerne ikke lader sig trække rundt af angsten, er den egentlig temmelig skarp. Jeg har altid fået ros af både kollegaer, studiekammerater, undervisere og arbejdsgivere. Det er også derfor, jeg har det så svært ved at være arbejdsløs nu – for det hænger ikke sammen i mit hoved. Jeg er jo dygtig, så hvorfor siger alle ikke bare ja tak til mig?

Jeg tror faktisk heller ikke, jeg er en mindre stabil arbejdskraft end den person, som pludselig falder og brækker et ben og skal være væk i ugevis. Eller som har invaliderende menstruationssmerter et par dage hver måned. Eller som har rygproblemer. Eller noget helt andet, som samfundet ikke som sådan ser ned på. Ligesom den slags medarbejdere, skal jeg også sørge for at aflaste min krop, spise de rigtige piller – eller hvad det nu kan være, der er løsningen, så jeg ikke bliver nødt til at melde mig syg.

Og apropos piller… Been there, did that, didn’t help. Jeg ved godt, mine tanker kan lyde depressive, men det er ikke der, jeg er. Depression, angst og stress ligger så tæt op af hinanden, at det kan være svært at skelne. Med mindre, man selv har stået i det, og derfor ved, hvordan ens psyke ser ud, når den er deprimeret. Jeg har været der. Der var mørkt og gråt og trist, og lykkepillerne gjorde himlen blå igen efter præcis fire uger.

Jeg troede, jeg var der igen for nogle år siden. Der tog jeg pillerne – to forskellige slags – i et halvt år. Uden virkning. Og uden problemer med at trappe ud i øvrigt, så det var vitterligt ikke det, min krop havde brug for. Siden har tre forskellige psykologer og en enkelt psykiater sagt, at de “ikke helt ved, hvilken kasse, de skal putte mig i” (for det skal man. Man skal puttes i en kasse, så systemet kan finde ud af, hvad de skal gøre med en…), men at jeg i hvert fald ikke var deprimeret. Himlen er altså ikke grå generelt.

Næ, helt generelt har jeg angst. “Generaliseret angst” lød diagnosen. Hvilket i mine øjne er lige så meget en skraldespandsdiagnose som “kolik”. For hvad betyder det lige?!?

Noget med angst for det ukendte, angst for fremtiden. Angst for, at livet bare aldrig bliver godt igen. I modsætning til dem, der er bange for helt konkrete ting som for eksempel åbne pladser, rod eller edderkopper, så kan det godt være lidt svært (for mig i hvert fald) at finde ud af, hvordan man lige kan gøre noget ved det, når der ikke kan sættes en finger på, hvad det egentlig er, der gør mig så bange. Jeg aner det vitterligt ikke. Jeg kan bare konstatere, at det gør mig træt, og at jeg går i stå.

Så jeg sidder bare nede i mit angsthul og rokker frem og tilbage med knæene oppe under hagen, mens livet flyver forbi over mig som hvide, puffede skyer på en himmel, der er blå. Jeg kan godt se, den er blå. Og engang imellem hiver jeg mig selv op, så jeg kan kigge op af hullet. Derfra kan jeg sagtens se alle farverne, blomsterne og græsset, hvor børn spiller fodbold. Men jeg kommer ikke op. Så længe der ikke er noget at stå op til – sådan helt bogstaveligt – så mener min hjerne altså, at det tryggeste er at sætte sig dernede i hullet.

Med fare for at lyde bloggeragtig, så er der nogle stykker (jeg slettede “en del”..!) der har spurgt, om de kan gøre noget for at hjælpe. Og TAK for det, I er virkelig søde. Men med mindre, I kan fange en af de der skyer med et job i, så er det bedste, I kan gøre, at spørge. Det får mig lige til at kigge lidt op fra mit hul. Det får mig til at bevæge mig lidt, og det får tankerne til at vende sig på hovedet.

En anden slags beskeder jeg får, er dem hvor der står, at mine ord har hjulpet andre. Det er lige så vigtigt for mig, som det er selv at få tankerne ud. Hver gang, jeg bliver i tvivl om, om jeg skal blive ved med at smide mit hjerte ud på den her navlepillende måde, er I søde at skrive mig, at I faktisk godt gider at læse det. Gamle indlæg bliver nævnt, og jeg kan høre, at min åbenbare sårbarhed gør det lettere for andre at leve med deres. Det er altså noget, jeg er ret stolt af. Og vanvittigt glad for. (Og hvis nogen bare læser med, fordi det er svært at kigge væk fra en trafikulykke, så må jeg tage det med…)

Alt i alt er jeg kommet frem til følgende: Jeg fortsætter med at skrive her, og parkerer min angst for, at Fremtidg Chef skal finde mine ord. I så fald vil jeg håbe, vedkommende ser potentiale frem for problemer (det skete for Lortemor! De findes!)
Til gengæld vil jeg forsøge at flette lidt mere ironisk distance ind fra tid til anden. Som sagt er himlen jo stadig blå et sted deroppe. Jeg skal bare huske at rejse mig lidt en gang imellem.

Jeg er okay. Jeg mangler et job, men forsøger på ikke at gå i panik endnu. Jeg har stadig et år på dagpenge, hvis det skulle komme dertil. Og hvad der så sker derefter… Ja, så går jeg i panik. Men der er et år til, okay… (Okay, hjerne?!?)

Gammelt billede, kæmpe kinder på Bøffen, men stadig et af mine yndlings <3 Hey, sådan her har jeg det også ret tit… Særligt sammen med ham.