Klokken 04 natten til fredag blev jeg revet ud af min søde, tiltrængte søvn af et hjerteskærende skrig inde fra babyværelset. Jeg lå et kort øjeblik og lyttede for at høre, om det bare var et mareridt, eller om det var noget, der krævede en mors assistance. Måtte desværre konstatere, at der var tale om et problem i den sidste kategori.
Da jeg kom ind til Frømanden, var han meget, meget ked af det. Han havde fået sat sig op, hvilket han nogle gange gør i søvne. Normalt er det okay, hvis man bare lægger ham ned igen, men ikke denne gang. Det gjorde ham faktisk bare endnu mere ked af det, og han begyndte at skrige i det sekund, jeg gjorde mine til at gå tilbage til min seng.
Jeg tog ham op, og holdt ham tæt ind til mig, mens jeg forsøgte at trøste ham ved at nynne og shysse. Pludselig kunne jeg mærke, at han var våd på det ene ben. Underligt, for han plejer aldrig at tisse ud af bleen, men så kunne jeg da godt forstå, han var ked af det.
Jeg fik ham ud af både nattøj og ble, og fik smuttet ham i noget nyt af slagsen, men det hjalp ikke, han var stadig ulykkelig. Jeg konstaterede, at han godt nok også var mere varm, end han plejer at være.
Jeg tog ham med ind til mig i soveværelset, mens jeg indeni bandede over, at sygt barn endnu engang faldt sammen med, at Manden var væk med sit arbejde. Jeg fungerer nemlig ikke skide godt, når jeg ikke får min søvn, og jeg har rigtig svært ved at falde i søvn igen, når jeg først er vågnet (sådan en følge af at have været stresssyg). Det problem har Manden ikke, så det plejer at være ham, der har nattevagten.
Efter noget tid forsøgte jeg mig med at lægge det sovende barn ind til sig selv igen, men i det sekund, hans hoved ramte puden, startede skrigekoncerten igen.
Vi tøffede ind i min seng igen, og sådan fortsatte det et par timer. Frem og tilbage. Da han stadig ikke var klar til at forlade min brystkasse, da klokken slog 6.30, og jeg egentlig skulle op for at kunne nå på arbejde, besluttede jeg mig for at tage hans temperatur. 38,8, sagde den, og så vidste jeg jo godt, hvad klokken var slået.
Det var ikke pisse fedt at skulle ringe til Chefen og melde barn syg, når jeg lige to dage forinden havde siddet og sagt, at han jo aldrig er syg. Hvilket han ikke er! Tre gange er det blevet til i hans 1-årige liv, hvoraf Manden har været væk hver gang, og jeg har måtte tage fri fra arbejde to af gangene.
Det viste sig hurtigt, at det var godt, jeg blev hjemme med ham, for resten af dagen var han et lille, sølle hængetræ, der hverken ville lege, spise eller drikke. Bare sove oven på sin mor. Af og til kunne han smile lidt til en hund, når sådan en kom forbi for at se, om han var okay, men det var bestemt ikke hver gang. Der var ikke andet at gøre end at indrette sofaen hyggeligt med puder og dyner, så jeg også lå godt, og så tænde for formiddags-tv, mens baby lå og boblede feberen ud.
Faktisk var det ret hyggeligt. For mig. Sikkert ikke for Frømanden, for han havde det virkelig elendigt. Men han har jo aldrig været en nussebaby, så jeg nød at have 11 kilos snorkende dødvægt oven på mig, også selvom det betød ondt i både nakke og ryg. Det var rart at være så tæt på ham i længere end 10 sekunder af gangen.
Selvom han havde det elendigt, så var det rart igen at mærke, at jeg var det eneste, han havde behov for. Selv da Manden kom hjem, var det mor, der var den bedste i verden, og jeg måtte tvinge mig selv til at overlade ham til Manden, så jeg kunne få strakt ryggen ud og få noget at spise.
Klokken 21 forsøgte vi at putte ham i seng. Efter lidt overtalelse gik det, men også kun fordi, Manden sad ved siden af sengen og nussede den lille frø på ryggen, til han faldt i søvn med armene knuget om en bamse.
Vi forberedte os på en lang nat, og der var da også et par opvågninger i løbet af natten, men det lykkedes os at få ham til at strække den helt til klokken 9, før han sådan for alvor stod op. Stadig træt, men ikke længere med feber, til gengæld med en glubende appetit og legelyst.
Nu har han gang i en lang middagslur, og selvom det jo selvfølgelig er skønt, at han har fået det bedre, og at det også er rart for mig at kunne lave noget andet end bare at ligge og se tv, mens min nakke låser mere og mere fast, så savner jeg ham allerede. Savner at høre det tunge åndedræt helt tæt på mit øre, at være tæt på ham og mærke de små hænder, der i søvne nulrer kanten på min t-shirt.
Det er noget ambivalent noget, det der med at have børn. Man vil gerne have dem helt tæt på hele tiden, men man vil også gerne have friheden til at lave noget for sig selv (gå på toilettet, for eksempel. Det bliver rart at få lov til at gøre det med lukket dør igen en dag!)
Ambivalent, fordi man kan blive helt lykkelig, når ens barn har brug for én på den måde, selvom det jo ikke er sjovt, at han er syg. Men det er bare så rart at mærke, at jeg er nogens mor, og at han har brug for mig.
Masser af dyr og dyner i sofaen. Normalt må hundene ikke være der, men det var der lige brug for den dag ;)
