Så så man lige, hvor sej jeg var!

I dag satte jeg mig for, at jeg ville nå noget. Babyen og jeg stemte om det, og blev enige om, at et bad til moren vandt over støvsugning af stuen. Men babyen kunne jo også godt trænge, så derfor gik jeg fra morgenstunden med seriøse planer om at tage i… Svømmehallen (dadadadam)!

Alene…! Findes der en mere skræmmende tanke? Ikke lige nu. Sidst vi var i Svømmehallen (dadadadam), valgte ungen jo at stikke i sit livs første hyl, og jeg må indrømme, det fik mig vaccineret godt og grundigt. Aldrig igen skulle jeg i svømmehallen med en baby.

Men. Der er gået næsten to måneder nu, og jeg var så småt ved at slette turens rædsler fra min hukommelse. Lidt som man har det to måneder efter fødslen, hvor man tænker: Jo, jeg ved da godt, det gjorde ondt. At jeg skreg, bandede, kramperystede af smerte. Men så ondt gjorde det da ikke..?

Svømmehallen åbnede først klokken 14, så jeg lod middagsluren være den endelige beslutningsfaktor, og sørme om den lille skid ikke lod mig sove i tre timer!

Jeg tog en hurtig beslutning, pakkede barnet efter hans middagsmåltid, og drønede så afsted. Alene. Til Svømmehallen (dadada…). Det gik bare så godt! Faktisk var det den allerbedste af de tre ture, vi endnu har haft.

Der var ingen skrig, ikke engang antydningen af det, men jeg skyndte mig også at pakke ham godt ind og tørre ham, hver gang han havde været våd. Det syntes jeg egentlig også, vi gjorde sidst, men det var bare anderledes den her gang. Han er selvfølgelig også blevet ældre siden, kan man sige.

I dag grinede han, pjaskede i vandet, kiggede opmærksomt på alle de andre børn, der legede, ud af de store vinduer og på alle, der snakkede til os. Og altså ingen gråd.

Da vi kom hjem, skulle man mene, han burde være træt, men efter en tår over tørsten, har han nu ligget og sparket rundt i kravlegården i snart en time. Så det bliver spændende at se, hvordan det passer med aftenrutinerne.

Det er også en af grundene til, at jeg ikke orker aktiviteter ud af huset, for de roder rundt i hans døgnrytme, og det er der altså ikke nogen af os, der synes specielt godt om. Så selvom det var en succes i dag, og BÅDE mor og barn kom i bad, hurra, så ved jeg ikke, hvor meget jeg gider det, altså. Det er jo et helt marathon at få tøj både af og på to mennesker, samtidig med at man skal balancere overtøj, vådt badetøj, pusletaske og alle mulige andre ting.

Til gengæld føler jeg mig meget som en mor, når jeg er ude med ham alene, hvor det kun er mig, der har ansvaret for, at det går godt. Det er en mærkelig, men fed, følelse. Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at jeg er nogens mor. Men mere om det in another afsnit. Nu: Kage!

Nogen glædede sig til at komme i vandet – denne gang i BLÅ badebukser, fordi man var blevet en lidt større babydreng :)