Så sig dog, hvad der er galt, baby!

I dag har jeg haft lyst til at gå min vej. Bare rejse mig fra den skrigende unge og gå. Så måtte en anden en, gerne en voksen, ligesom tage sig af det. Jeg kunne ikke mere.

For det er, hvad han har lavet i dag. Skreget. Hele tiden. Han har ikke gidet at hverken spise eller sove, han har ikke gidet sidde hos mig, men hvis jeg prøvede at lægge ham i kravlegården, slog han øjeblikkeligt over i en hyletone, som kun hunde og mødre kan høre.

Jeg har hulket to gange, hvor jeg bare ikke har kunne bevare roen længere, hvilket fik ham til at holde inde med sine skrig, indtil jeg var klar til en runde mere. Søde barn. Sådan burde det jo ikke være, jeg burde kunne rumme ham, selv når han har det svært. Men det kan jeg altså ikke lige nu.

Selvfølgelig var i dag en af de dage, Hr. Hansen skulle arbejde, så i løbet af dagen sendte jeg sendte ham videoer af et grædende barn. Ikke for at give ham nogen form for dårlig samvittighed, men for at få afløb for frustrationerne. Og for at han forstod, hvorfor jeg nok ville tude af lettelse, når han kom hjem.

På et tidspunkt puttede jeg en rødglødende, rasende baby i autostolen, satte os begge ud i bilen og skruede op for radioen. Musikken og bilens brummen fik ham til endelig at overgive sig til søvnen, og gav mig ro i ørerne i en times tid – og mulighed for lige at smutte i Netto og købe kage. Det blev min morgenmad (der ved en 10-tiden, efter fire timers kamp).

Tigerspring? Næh, det var jo det, der var på spil for to uger siden, ikke?

Appetitspring? Sikkert nok. De seneste par dage har han ville amme hver anden time, nu gider han pludselig slet ikke.

Jeg kan ikke følge med i al den springen rundt, og min trætte, stressede krop skriger på lidt rytme og forudsigelighed. Heldigvis er Frømanden holdt op med at vågne og græde i timevis om natten, så nu er det kun et enkelt ulykkeligt barn, der stjæler min søvn.

Det er en fase, som vi forældre jo messer igen og igen for ikke at blive sindssyge. Det bliver lettere ved 3-måneders-alderen, har velmenende folk beroliget mig med, men det har jeg altså stadig til gode at opleve. Det føles som om, det aldrig får en ende, men at han bare finder nye ting at blive gal over.

Jeg husker helt ærligt ikke, at det var lige så opslidende første gang. Men mon ikke jeg husker forkert? Det er kommet bag på mig, at keg intet kan huske, og at det overvælder mig så meget, som det altså gør lige nu.

I morgen skal vi forbi lægehuset, så sygeplejersken kan få lov at stikke i de der babylår, og så starter sikkert en ny fase. Med feber og skrig og skrål.

Jeg har lyst til at gå min vej. Og først komme tilbage, når han er til at snakke med. Når det hele ikke er så overvældende. For os begge to.

Nu var vi ellers lige gået væk fra at kalde ham for “Ham Den Sure”…