Man kan gøre det på to måder, når man gerne vil give et par fif videre om, hvem ude i blogland man tager på besøg hos jævnligt, eller hvem man mener, er så inspirerende eller sjov, at andre også bør kende til dem. Man kan lave et indlæg med anbefalinger, eller man kan lave en leg ud af det. I dag vil jeg forsøge på det sidste.
For lang, lang, lang tid siden fik jeg en besked fra en, jeg ikke kendte. Det viste sig, at afsenderen var af den rigtig søde slags, for ikke bare sagde hun, at hun følger med på min blog, fordi hun godt kan lide den (!), men hun sagde også, at hun havde tænkt på mig, dengang hun skulle nominere nogen til sådan en blog-award.
Liebster, hedder den, awarden, og konceptet er lidt ligesom de gammeldags kædebreve (hviket jeg også bedre kan lide at kalde det end “award”. Det lyder så guld-agtigt. Som om jeg faktisk har gjort en reel arbejdsindsats, som nogen mener, jeg skal belønnes for. Men okay, det hedder jo også Reality Awards…)
Nå, men konceptet kender I sikkert: Man prikker til nogle bloggere, man gerne vil lære bedre at kende – eller man gerne vil åbne andres øjne for – og stiller dem nogle spørgsmål.
Så skal de bloggere svare og finde på nye spørgsmål, som de kan sende videre. Og hvis du – som jeg plejer – sidder derude og føler dig udenfor, fordi du ikke selv er blevet nomineret, så kan jeg berolige med, at denne award er møntet på de små blogs, som ikke er blevet alt for populære endnu. Så måske har du bare for mange følgere til, at nogen vil nominere dig.
Derfor blev jeg faktisk også virkelig, virkelig glad for, at Nanna, som den søde kvinde hedder, tænkte på mig, da hun skulle skrive sin send-videre-liste. Min blog er nemlig lille, så jeg bliver altid så glad, når det går op for mig, at I sidder derude og læser med i alt mit tankeskrald.
Jeg kendte faktisk ikke Nanna i forvejen – så på den måde virker legen jo dobbelt godt, for nu følger jeg glad med i hverdagen hos Nanna og hendes søde Dicte, både på deres instagram, på deres nye blog, og så har jeg også været en tur rundt i universet på deres gamle blog. Nanna skriver skønt, let og med humor om emner, der sætter tanker i gang i mit hoved. Det elsker jeg!
Og så var jeg også ret vild med de skæve spørgsmål, hun stillede videre til mig.
Dem får I her – og mine svar dertil… (eftersom det er lang tid siden, Nanna prikkede til mig, er nogle af svarene altså i retroperspektiv)
Hvorfor læser folk din blog ?
Jeg håber, det er fordi, jeg inspirerer dem i de ting, jeg skriver. Okay, måske ikke dem om dagligdag og lortebleer, men så i de indlæg, der går lidt dybere. Enten det, eller også er det lidt af samme årsag, som hvorfor man følger med i Paradise og Luksusfælden; at blive bekræftet i, at ens eget liv kunne være værre.
En hotdog i den ene hånd, hvad i den anden hånd ?
Cocio. Varm eller kold kan jeg ikke bestemme mig for, men du ser mig højst sandsynligt kun med en hotdog i hånden, når jeg er på vej hjem fra en bytur. Og så ved vi jo af bitter erfaring, at man ikke kan gå i seng uden kakao i blodet, hvis man gerne vil have noget ud af morgendagen.
Det skal du have på hele sommeren ?
Nu endte jeg jo med at tilbringe min sommer sådan ret gravid i det, så det blev til leggings og kjole. Og tja, det var det sgu nok også endt med alligevel.
Det skal på grillen til sommer ?
Den ene gang, det blev til grill (Sker der?!), blev det til kylling. Grillpanden har derimod kørt ret meget halloumi igennem, efter de igen har fået den rigtige slags i Bilka.
Du får fri fra dit job i 6 måneder (med løn ) hvad bruger du de måneder på ?
Altså, hvis vi taler lige nu, så står den jo bare på barsel. Taler vi om nogle år, så ville jeg så gerne ud og rejse! At være fanget under en baby i årevis gør noget ved min udlængsel. Nåja, eller skrive den der bog.
Hvis jeg skal være realistisk, så ender jeg jo nok bare med at gå i cirkler om mig selv og ende foran flimmeren. Jeg er ikke god til ikke at have al for meget fritid.
Du får 100.000 tilbage i skat, hvad bruger du dem på ?
Er husejer. Så de ville bare ryge direkte ned i det sorte hul.
Du har 1 dag tilbage at leve i, hvad bruger du den på ?
Tager på Dyrehavsbakken med min familie og kører i alle rutchebanerne mindst tre gange, inden vi tager på hestevognstur og picnic ude blandt hjortene.
Det er i øvrigt lidt skræmmende at sidde og forestille sig. For nogle år siden var det her jo bare et spørgsmål som alle andre, men efter kiddo er kommet ind i mit liv, betyder det pludselig noget helt andet! Sikkert meget sundt at reflektere over fra tid til anden…
Spol tiden 5 år tilbage, og fortæl dig selv 1 ting ?
Lyt lidt mindre til autoriteterne og find den vej, der er rigtig for dig.
Jeans eller kjole ?
Kjole. Altid. Sådan er det vist, når man har fede lår.
Sommer eller vinter ?
Uh, den er svær. For mig er sommer at ligge på en græsmark og føle den totale frihed, mens bierne summer, fuglene fløjter, naturen dufter, og hestene græsser rundt om mig, og af og til kommer de hen og snuser til mit hår. Men om vinteren behøver man ikke at tage BH på, når man skal ned og handle. Tough choice…
Business or pleasure ?
Pleasure. Altid, hvis man kan slippe afsted med det. Og har råd. Selvom der klart er noget nydelse over at være afsted på firmaets regning…
Og så 11 af dem, jeg selv skal finde på:
1) Der findes noget amerikansk undervisningsmateriale med min sangstemme på. Det handler om at tælle til 20, og jeg blev betalt i sodavand og amerikanske isvafler (dem med flødebolle på toppen).
2) Jeg har frekventeret tre lydstudier i mit liv indtil videre, og drømmer stadig om at komme med i X Factor. Ikke for at blive kendt (det er lidt det, der holder mig fra det, faktisk), men for at synge med det store, lækre band. Skal bare liiige tabe mig de der 10-20 kilo. Hvilket har været undskyldningen i cirka 10 år.
3) Når jeg hoster, lyder jeg fuldstændig ligesom min mor. Signatur-host, is that a thing? Kan man tjene penge på det, eller er det kun, når man har en håndtvilling?
4) Jeg har det vildeste crush på Huxi Bach. Første gang jeg så ham, syntes jeg ellers, han var helt vildt arrogant. men okay, det var til en gymnasiefest, hvor han spillede i bandet. Vi gik i 1.g og var lidt star struck over “Ham der fra Boogie”, så vi har nok været nogle temmelig trælse typer. Så vi stemplede ham som arrogant. Det bebrejder jeg ham ikke længere. Nu elsker jeg alt, hvad han siger, hvilket er lige så irriterende, som da jeg hadede ham.
5) Jeg kan ikke lide avokado. Ej heller guacamole. Jeg ved godt, det er lidt kontroversielt og endda noget, man kan blive udelukket fra et godt selskab af, så jeg snakker aldrig om det. Jeg forsøger fra tid til anden at se, om mine smagsløg har ændret mening. Men nej… Det er bare ikke mig.
6) Til fester finder du mig som regel på dansegulvet. Jeg kan dem allesammen – Macarena, Saturday Night, Let’s Have a Kiki, The Ketchup Song, Gangnam Style…
7) Jeg kan ikke lave den der med at rulle tungen som et u. Har læst, det er genetisk bestemt, om man kan eller ej – og det generer mig, at jeg ikke kan, for det er altså sådan noget, børn mobber med!
8) Mit første royale interview var med Kronprinsen. Han er eddermame yndlings! Jeg formåede at sige De hele vejen, og det er jeg stadig vanvittigt stolt over.
9) Jeg er afsindigt dårlig til at være syg. Bruger næsten lige så mange Kleenex på at tude over det urimelige i situationen, som jeg bruger på at snyde næsen.
10) Jeg kan ikke gå over for rødt. Kan ikke. Selv ikke klokken 2 om natten i en øde landsby. Sådan er det bare at være Strisserens Datter.
11) Jeg ejer 46 par stiletter, som jeg ikke har haft nede fra skabets top i over fire år. Burde så meget bare sælge dem, men de er jo så pæne at kigge på! Og tænk nu, hvis jeg igen en dag blev sådan en, der gik i høje hæle…
Så skal vi finde nogle at prikke til… (Jeg har defineret “lille blog” ud fra, at der ikke må være mere end 5000 følgere på instagram. Måske ikke helt så småt, men mangler virkelig små blogs i mit feed!)
Såehm…
Mor Med Hjertet (Pernille), Venter På Vin (Anne & Kit), Skriblerier fra første (Tine), Wintherduen (Amanda), Drengemor (Nadja), Casa Kinly (Mia), Mor i Virkeligheden (Sarah), By Annette (Annette), MammaRose (Mie), Lillemorblog (Tina)
… skønne damer, kan I ikke lige svare på følgende:
- Hvad får du ud af at blogge?
- Arbejder du med det, du drømmer om?
- Hvad er det sjoveste/mest ærgerlige job, du nogensinde har haft?
- Hvilket årti hører du i virkeligheden til i – hvorfor?
- Hvor går din næste ferie til – hvorfor?
- Børn – ja eller nej? Og hvornår fandt du ud af, hvad du ville/vil?
- Hvem af gutterne fra Beverly er du mest til – hvorfor?
- Byliv eller landliv – hvorfor?
- Hvad laver du, når du skal slappe af?
- Flødeskum eller guf på din isvaffel?
- Hvad ville du sige til din bedste veninde, hvis hun stod i den situation, du står i nu? (Du må selv om, hvad for “en situation”, det kan være noget tungt eller fx bare om valget af vinterstøvler)
Og tak fordi, I leger med :)
Hvis du sidder derude og kender en lille blog, som jeg (og andre) bare skal kende til, så smid meget gerne et link i kommentarfeltet – selvpromovering er velkommen! :)
.