Selvforkælelse indeed!

Efter jeg gik lidt i panik over det der med dagligdagen, der snart vender tilbage, besluttede jeg mig for, at mine sidste dage i friheden skal bruges på at forkæle mig selv fuldt ud.

Så i går smuttede jeg en tur i svømmehallen. Jeg ÆHLSKAR at svømme, og har faktisk ikke været i et vandbassin, der ikke var fyldt med vandspyende klovneskulpturer og badevinger, i noget nær halvandet år. What! Mig, der ellers plejer at have svømmehud mellem tæerne.

Så jeg svømmede for livet! Følte mig som en Sea World-spækhugger, der er hoppet over stendæmningen og nu har fundet friheden – og overhalede samtlige af de tres pensionister, der havde fået samme gode idé, mens jeg følte mig temmelig sej.

Kroppen var bare helt med på det, og jeg nåede op på godt og vel en kilometer på en halv time, hvilket er temmelig fint af en tyk trunte i lidt for rund form.

Bagefter hang jeg så lidt ud i klovnebassinet og gloede på de hårdtarbejdende håndværkere, der gik rundt ude i kulden foran svømmehallens panoramavinduer, inden jeg trippede ind i den hede sauna. Der sad jeg længe. Mest fordi, der var en nøgen dame, der blokerede udgangen, og jeg ikke havde mod på at skræve over hende, men i stedet besluttede mig for at lege udholdenhedsleg med hende.

Nøj, det var tiltrængt! Bagefter spiste jeg en til-formålet-indkøbt sandwich, og huskede at drikke en masse vand, da jeg kom ud i bilen, så jeg ikke fik det skidt af alt det svederi. Følte mig meget forkælet.

Da jeg kom hjem, var jeg himmelhenrykt over, at jeg havde haft sådan en dejlig dag, og at jeg endda havde svømmet så langt på kun en halv time. Jeg var også forundret over, at jeg slet ikke kunne mærke det i kroppen.

“Du sover sikkert godt i nat,” bemærkede Manden.

Åh, men hvor havde jeg lyst til at dræbe ham, da jeg for anden gang vågnede i løbet af nattens første to timer. FOR FANDEN, hvor gjorde det ondt i mine arme. Fuldstændig sindssygt – så meget, at jeg var lige ved at tude. Jeg orkede bare ikke at skulle tage mig af en sur unge, hvis jeg vækkede ham med mit hysteri, så i stedet vred jeg mine lemmer i alle mulige og umulige retninger for at forsøge at strække smerten ud.

Det tog åbenbart lige et par timer for mine muskler at blive kolde efter den lange tur i saunaen, men så skal jeg da også love for, at de tog kramperevanche. Først tog jeg to panodiler. Det var ikke nok, så en time senere, måtte jeg tage to mere. Da jeg vågnede igen, måtte jeg humpe ud i køkkenet og peppe mig selv op med en pillecocktail af panodil og ipren.

Det lykkedes mig at få lidt søvn i løbet af natten, og så tilbragte jeg ellers hele morgenen i sengen – med to forkrampede arme, der ikke engang duede til at holde på en bog, men som dog var til at holde ud.

Så meget for at være god ved sig selv. Nu overvejer jeg at booke en tid hos en massør for at udbedre skaderne. Og så må jeg vist hellere komme i den der svømmehal lidt oftere. Eller tage den mere med ro fremover. Ja, det lyder nok mest realistisk…