Sidste ferie, inden det bliver alvor

Det har været en god ferie, det har det virkelig. Frømanden har haft det brede smil på det meste af tiden, og min hvilepuls er kommet helt ned. Vi har været ret meget i zen allesammen, har skændtes utroligt lidt, og jeg har flere gange følt mig som en del af en lille, lykkelig familie. Det har været godt for følelsen af, om vi overhovedet kan klare et barn mere. Ja, jeg er faktisk begyndt at håbe på, at det kan lade sig gøre uden en konstant strøm af saltvand og eder.

Min eneste anke er, at den har været alt for kort, ferien. Jeg har nydt at have min mand hjemme til at tage sig af Frømanden, ikke mindst fordi min krop er ved at give op. Det er kommet nærmest over natten, og efterhånden kan jeg næsten ikke gå. Jeg overvejer faktisk, o det også er tid til at bruge krykkerne, når jeg skal rundt omkring i huset, men det virker bare som en masse ekstra bøvl, så indtil videre støtter jeg mig bare til væggen og skærer grimasser, når jeg slæber fødderne fremad.

Jeg kan heller ikke vende mig i sengen, og har svært ved at sove for smerter, fordi jeg så ender med at ligge i den samme stilling for længe. Jeg larmer og pruster, sukker og stønner, og driver som minimum mig selv til vanvid med mit brok.

Det er kommet så vidt, at jeg har overvejet at købe samtlige gammelnoks-hjælpemidler fra Netto. Strømpe-påtageren er allerede flyttet herhjem (den virker i øvrigt dårligt…), og har også dvælet ved en badestol og en toiletsædeforhøjer. Måske jeg burde undersøge, om det ikke ville være billigere at leje sig ind på et plejehjem for et par uger.

Det er hårdt at være i min krop for tiden. Og det bliver hårdere endnu. I morgen er det hverdag igen, og det betyder, at jeg skal aflevere drengen i dagpleje. Om to dage skal jeg også være den, der henter, serverer aftensmad og putter. Jeg regner med, at Frømanden som sædvanlig vil reagere på, at hans far ikke er hjemme, så jeg forventer at blive maksimalt udfordret, og det gør det ikke bedre, at vi i øjeblikket også kører noget natteroderi med mareridt og opvågninger i massevis.

Men jeg kan lige så godt vænne mig til det, for fra den kommende uge og helt frem til terminen, kommer jeg til at være alene hjemme minimum to dage hver eneste uge – sådan har Forsvaret det med at pisse ret højt på deres medarbejdere ved at lægge al aktivitet lige oven i hinanden, så man stort set ikke ses i et halvt år af gangen.

Bonussen kommer i form af en hel, sammenhængende uges fravær lige op til min termin. Der har min mor heldigvis sagt ja til at flytte ind på sofaen og stå for ALT, for ellers måtte drengebarnet nok lære at skifte sin egen ble og køre i dagpleje. Og finde rødder og bær at leve af. Men er det ikke også nogenlunde alderen, når de når de to år?

Vi brugte derfor efterårsferien på at få ordnet en masse praktisk. Opdatere hundehegnet, så jeg ikke pludselig skal rende rundt og lede efter besøgssyge hunde hos naboerne (som det var tilfældet for to år siden, hvor jeg var højgravid første gang. Dumme kræ!), fylde fryseren og sortere babytøj. Hvis nu baby skulle komme før termin, er det rart at have styr på.

Vi har også flettet rigtig mange fingre i et forsøg på at fylde lidt på kærlighedskontoen, før der kommer endnu en lille en og hæver løs på den.

Og sovet længe. Eller jeg har. Hr. Hansen er lydigt stået op hver morgen, når bavianrøven har råbt på ham inde fra sin seng (og her vil jeg tilføje, at det lige i det tilfælde passer mig ganske fint, at Frømanden insisterer på at kalde os begge for “far”…), fodret ham og sat tegnefilm på, inden han selv har skrabet den på sofaen.

Stort set hver morgen er jeg derfor blevet vækket af en usandsynligt frisk og glad dreng, når han er blevet træt af at glo Rasmus Klump alene. Hvis der er noget, der giver øjne, så er det altså at høre et skingert hvinende barn komme buldrende ned gennem gangen, inden døren i voldsom hast bliver knaldet op med et brag, dynen forsvinder fra ens lune krop, og to kolde barnehænder klasker én hårdt i røven, mens nogen skriger: “OP!”

Godmorgen så!

Den måtte godt have været længere. Ferien.
Jeg ved godt, vi nok skal komme igennem det (ja, for det kommer man jo altid), og selvom de bliver hårde, kommer de næste seks uger helt sikkert til at flyve afsted. Og så er freden for alvor forbi.

Vi har været i haven cirka halvdelen af tiden, og det har betydet det her smil på drengen :)