Det der med varme. Det er min baby ikke fan af. De seneste tre dage har han overhovedet ikke kunne falde i søvn, og når det så endelig sker, så sover han kun en time og vågner i et skrig. Og så kører trøstebussen.
Når vi så har vugget og nusset og skiftet ble og drukket lidt vand eller mælk, så prøver vi igen. Men i det sekund, vi forlader barnevogn eller babyværelse, stikker han i et hyl igen.
Det er ikke nemt at være baby, når det er så varmt, og det er det heller ikke at være forældre, skulle jeg hilse og sige. Men det ved I sikkert allerede.
Takker lige mange, mange gange for alle de gode forslag, der er kommet fra jer på mail og i kommentarfeltet på det her indlæg om, hvad man netop skal gøre med baby i varmen. Alle de ting hjælper – når han er vågen.
Som en foreslog, så ville en vandseng være bedst. Her tror jeg nok, afsenderen mener en seng med vand i. Men det må man vist heller ikke eksperimentere med ;)
Så for nu har vi taget vores største og mest farverige tålmodighedshatte på, og så får den lille fis lov at ligge i barnevognen helt til klokken 23 om aftenen. Det er en af fordelene ved at bo på landet, tror jeg – at man trygt kan stille vogn og barn uden for om aftenen. Der kommer højst en doven kat forbi, og de er i reglen ikke farlige, når bare man er en baby. Babyer skriger nemlig højere end katte, og det er begge parter indforstået med, så de lever i fredelig sameksistens.
Nå, men i dag var jo så den varmeste af de dage, vi nu har været igennem. Så selvfølgelig var det i dag, naboerne holdt sommerfest.
Jeg var alt andet end stemt for at skulle nogen steder med en varm, gnaven baby, men på den anden side ville jeg virkelig gerne til fest hos naboerne! Som nogen sikkert kan huske, er det nemlig nogen, vi rigtig gerne vil se mere til.
Så afsted det gik med barnevognen fyldt til randen med alt det, man får brug for, når man er væk fra hjemmet i mere end to timer med en baby. Det er første gang, vi har gået til noget som helst, og det var bare så hyggeligt! Det er altså en af ulemperne ved at bo på landet. Man går ikke bare ned og handler. Det kræver minutiøs planlægning. Og bil.
Afsted det gik, og Frømanden fik prøvet sine for-super-seje-solbriller for første gang. Han var fan, som det ses.
Fully loaded. Og baby har taget ved lære af Mandens leg med solen…
Han nåede også at falde lidt i søvn på vejen, så det var en glad og frisk baby, vi kunne hive op af vognen, da vi ankom. God start!
I haven var der masser af børn i alle aldre, og de havde gang i vandkampen. Det kunne den lille mand godt lide at kigge på. Han kunne også godt lide smagen af vandmelon, som han fik lov at prøve for første gang. Han fik sågar lov at bide lidt af den, og det var han også god til. Efter et par forsøg, altså.
Han sagde begejstrede lyde, når de andre børn kom hen for at sige hej og hive ham i benene, så jeg tror faktisk slet ikke, det har ramt ham så hårdt, at mor her ikke gider at gå til hverken babyrytmik eller salmesang. Han skal nok blive et socialt lille væsen alligevel. Det var rart at se!
Varmen gør dog, at han ikke rigtig gider at spise, så det var ikke meget aftengrød, jeg kunne få i ham. Da klokken nærmede sig hans puttetid, fyldte jeg ham op med mælk, og så dejsede han om per pronto. Over i barnevognen med ham og ind i en mørk, sval staldbygning.
Det gik så godt, at jeg ikke turde tro på det. Og ganske rigtigt gik der præcis en time, før nogen stak i et hyl. Sendte Manden ind for at kigge, og en lille barnehånd kom til syne ved døren. Der havde sneget sig en lille størrelse derind, som var kommet til at smække med døren, så babyen var vågnet.
Var lige ved at dræbe hende. Men så kom jeg heldigvis i tanke om, at hun kun er tre år gammel. Og normalt ret sød til at passe på med sådan noget, hvis man beder hende om det. Og det havde vi vist glemt at gøre. Nåja, så boede hun der jo også, og er helt vildt nuttet. Så jeg trak kniven til mig igen.
Frømanden var til gengæld ikke til at få til ro igen, for han var blevet forskrækket, og kunne slet ikke tåle, hvis han ikke kunne se os hele tiden. Manden sad hos ham i 20 minutter, uden det gjorde noget som helst for den lille mands tunge øjenlåg, der bare ikke ville lukkes.
Så vi startede på den lange march op og ned ad grusvejen. Vi skiftedes til at gå, mens den anden spiste aftensmad. Det er åbenbart bare sådan, sociale arrangementer kommer til at foregå de næste mange år, kunne jeg forstå på de festdeltagere, der var nogle år foran os.
Da klokken nærmede sig 20.30, og ungen stadig nægtede pure, lod jeg Manden daffe ind til sin tallerken og være social, mens jeg hankede op i barnvogn og baby og begav os hjemad. Her strippede jeg både mig og barn for tøj, og hev ham med ind under bruseren, så vi begge kunne blive kølet ned.
Bagefter fik han lidt mere at spise og drikke, og så brugte jeg en time på at køre rundt med barnevognen. Havde ellers håbet, turen hjem havde været nok til at få ham til at sove, men der havde han vældig travlt med at kigge på alt omkring ham.
Nu. Er jeg brugt. Manden er stadig til fest. Det er fint nok, jeg havde brug for lidt stilhed. Når man går hjemme på barsel er det ret overvældende at komme til en fest med lutter nye ansigter og tonsvis af børn, som mener, det gælder om at kunne skrige sin mening ud i så høj en decibelvolumen som muligt.
Til min forundring kunne jeg konstatere, at det ikke generer mig nær så meget, som det har gjort. Jeg er – muligvis – ved at blive sådan en, der kan tåle børn. Måske – men kun måske – kan det være, jeg ligefrem kommer til at kunne lide dem en dag. Altså andres børn. Mit eget er fuldstændig fantastisk, selv når han skriger.
Jeg glæder mig rigtig meget, til der igen kommer tålelige temperaturer i næste uge. Det med tropenætter er sgu ikke så frækt, når man ikke længere har udsigt til kolde drinks og hede kys og dans til det igen bliver for varmt at være til.
