Slut med at være kærester – vi er forældre

Jeg ved faktisk ikke, om jeg gider at være kæreste med min mand, efter vi har fået det her stykke med barn. Det virker så besværligt.

Alle mine kys, al min nus, al min opmærksomhed og alle tanker går til den lille frø, og så er det bare temmelig belastende, når Manden begynder at nusse en på ryggen om aftenen. Forstå mig ret, det er ikke som optakt til hanky-panky, det er indforstået, for det er vi begge for trætte til nu. Det er bare for at være flink, han gør det. Og jeg orker det ikke!

For der går jo ikke mere end fem minutter, før han spørger, om jeg så ikke også vil nusse ham. Dertil må jeg bare altid svare et klart, rungende: “Åh, i morgen, okay? Jeg har lidt ondt i armen/maven/nakken/røven lige nu…”

Kræve, kræve, kræve. Det er, hvad det gør – det der forhold.

Det er også belastende at bo sammen med sådan en mandetosse, der som hovedregel mener, at han gør tingene på Den Rigtige Måde. Hvilket er noget pjat, for det er jo mig, der er moderen. Hvilket per automatik giver mig førstevælger til at have ret i alting, særligt når det kommer til, hvordan den der baby skal håndteres.

Det er så irriterende, når jeg hele tiden skal være efter ham med vigtige detaljer. For eksempel, om han nu har pustet nok på havregrøden? Eller om der er blevet luftet ud på drengens værelse i løbet af dagen? Så er der også det med, at den røde klods faktisk skal være under den gule i stabeltårnet, og det husker han bare aldrig!

Helt af sporet kører det, hvis nogen kommer til at lave en lidt for høj lyd, når babyen sover. Og med “nogen” mener jeg selvfølgelig ham. Der ER bare ikke rigtig noget overskud, når man ikke sover ordentligt om natten, og man oven i købet skal være på toppen om dagen, fordi der er lukket i dagplejen hele ugen.

Nej, det er ikke let at bo sammen med en mand, når man har en baby. Det er faktisk bare dobbeltarbejde. Jeg har derfor fuldstændig seriøst overvejet tilværelsen som alenemor mange gange i løbet af den seneste uge.

Heldigvis har Manden det ikke sådan – han siger det i hvert fald ikke, hvis han har. Han får trukket mig tilbage på sporet, når jeg løber løbsk, og så forsøger han at huske mig på, hvorfor det i grunden er, vi så godt kan lide hinanden.

Jeg synes, det er svært at være forældre. Manden og jeg har været sammen i fem år, hvilket ikke er alverden, men det er længere tid, end jeg nogensinde før har kunne holde et andet menneske ud.

Lige fra jeg mødte ham allerførste gang, var jeg dybt betaget af ham. Han er den pæneste, sjoveste og klogeste mand, jeg kender, og selvom jeg ikke er blind for de fejl, han (heldigvis!) også har, så har jeg altid respekteret ham så meget, at jeg har kunne lade være med at kalde ham dumme ting, når vi har været uvenner.

Vi har altid sovet i hinandens arme, vi har kysset godmorgen, godnat, goddag og farvel hver evig eneste dag, og når vi har siddet ved et bord, har vi altid haft behov for at have kontakt med hinanden på en eller anden måde – fødder, der rører ved hinanden, flettede hænder og sådan.

Han er min bedste ven, vi er et stærkt team, og jeg kunne aldrig forestille mig et liv uden ham. Indtil vi altså fik den her baby.

SUK, hvor kan han gå mig på nerverne nu. Af og til virker det som om, han ikke tænker over de ting, han gør. Som for eksempel når han vender babyen på hovedet to minutter efter, den er blevet fyldt med mad, og han så undrer sig over, hvorfor maden kommer op igen.

Vi kan komme op og skændes over de mest banale ting – som for eksempel, at nogen har stillet et glas i opvaskemaskinen, så en anden en er nødt til at bevæge sig hele vejen over i skabet efter et nyt. Nogen er som bekendt ham, og jeg ved da heller ikke, hvad det ligner at være huslig uden at spørge om lov først?!

Vi gjorde en dyd ud af at snakke rigtig meget om værdier, børneopdragelse og forventninger, allerede inden vi overhovedet overvejede at få en baby. Alligevel føler jeg, vi på mange tidspunkter står på hver sin side af forældreskabet og kræver, at den anden kommer om på vores side, fordi vi er sikre på, det er der, man åbner det fra.

Jeg har lagt mærke til, at andre par også taler til hinanden mellem tænderne, når det handler om børn.
“GIDER du hente en KLUD?!” kan det lyde, hvis barnefaderen – eller moderen, sgu – ikke reagerer prompte på et skævt gylp ud over den, der er barneholder den dag.

Det er rart at høre, at man ikke er alene. Men jeg undrer mig alligevel ofte: Hvordan fanden gør alle andre, som får det til at se så legende let ud? Særligt dem med mere end ét barn – hvordan kommer man dertil uden at komme til at hade hinanden på vejen?

Jeg hader det. Ikke ham, ikke forholdet, heller ikke det at være forældre – men udviklingen.

Vi er heldigvis gode til at snakke om det. Vi laver aftaler. Og vi genopfrisker dem, når vi (lynhurtigt) kommer tilbage i den samle snerrerille igen. Vi forsøger at huske at kysse hver dag, og det hjælper lidt. Men det er også belastende. Så af og til forsøger vi også at glemme det.

Når vi en sjælden gang har været alene ude, kan jeg mærke følelserne igen. Sidst, vi var i biffen, nappede vi sådan et smart sofasæde på den bagerste række – kysserækken – og lige dér midt i mørket, mens jeg sad helt op af min mand med næsen i hans armhule, og snusede hans duft ind, indkom jeg i tanke om, at vi stadig er et team. At han stadig er den mest fantastiske, jeg kender, og at jeg – trods ALTING – ikke vil bytte ham ud for noget eller nogen.

Han er stadig min bedste ven, og det er stadig ham og mig (plus én) mod verden. Men hvis vi skal have flere ind i ligningen, så skal det nok være inden for en overskuelig fremtid, for jeg ved ikke, hvor længe et forhold kan holde til sådan en slidsom omgang?

Jeg fortryder ikke ét sekund, at det lille, fantastiske menneske, som Frømanden er, kom ind i vores liv. Jeg ville ikke bytte ham for nogen anden mand, ikke engang hans far. Men jeg håber VIRKELIG, jeg har begge de to mænd i mit liv, når stormen løjer af, og vi – forhåbentlig – finder ind i hinandens arme igen.

Hold kæft, hvor jeg savner ham.

 

Mine yndlings

 

---