Jeg ved faktisk ikke, om jeg gider at være kæreste med min mand, efter vi har fået det her stykke med barn. Det virker så besværligt.
Alle mine kys, al min nus, al min opmærksomhed og alle tanker går til den lille frø, og så er det bare temmelig belastende, når Manden begynder at nusse en på ryggen om aftenen. Forstå mig ret, det er ikke som optakt til hanky-panky, det er indforstået, for det er vi begge for trætte til nu. Det er bare for at være flink, han gør det. Og jeg orker det ikke!
For der går jo ikke mere end fem minutter, før han spørger, om jeg så ikke også vil nusse ham. Dertil må jeg bare altid svare et klart, rungende: “Åh, i morgen, okay? Jeg har lidt ondt i armen/maven/nakken/røven lige nu…”
Kræve, kræve, kræve. Det er, hvad det gør – det der forhold.
Det er også belastende at bo sammen med sådan en mandetosse, der som hovedregel mener, at han gør tingene på Den Rigtige Måde. Hvilket er noget pjat, for det er jo mig, der er moderen. Hvilket per automatik giver mig førstevælger til at have ret i alting, særligt når det kommer til, hvordan den der baby skal håndteres.
Det er så irriterende, når jeg hele tiden skal være efter ham med vigtige detaljer. For eksempel, om han nu har pustet nok på havregrøden? Eller om der er blevet luftet ud på drengens værelse i løbet af dagen? Så er der også det med, at den røde klods faktisk skal være under den gule i stabeltårnet, og det husker han bare aldrig!
Helt af sporet kører det, hvis nogen kommer til at lave en lidt for høj lyd, når babyen sover. Og med “nogen” mener jeg selvfølgelig ham. Der ER bare ikke rigtig noget overskud, når man ikke sover ordentligt om natten, og man oven i købet skal være på toppen om dagen, fordi der er lukket i dagplejen hele ugen.
Nej, det er ikke let at bo sammen med en mand, når man har en baby. Det er faktisk bare dobbeltarbejde. Jeg har derfor fuldstændig seriøst overvejet tilværelsen som alenemor mange gange i løbet af den seneste uge.
Heldigvis har Manden det ikke sådan – han siger det i hvert fald ikke, hvis han har. Han får trukket mig tilbage på sporet, når jeg løber løbsk, og så forsøger han at huske mig på, hvorfor det i grunden er, vi så godt kan lide hinanden.
Jeg synes, det er svært at være forældre. Manden og jeg har været sammen i fem år, hvilket ikke er alverden, men det er længere tid, end jeg nogensinde før har kunne holde et andet menneske ud.
Lige fra jeg mødte ham allerførste gang, var jeg dybt betaget af ham. Han er den pæneste, sjoveste og klogeste mand, jeg kender, og selvom jeg ikke er blind for de fejl, han (heldigvis!) også har, så har jeg altid respekteret ham så meget, at jeg har kunne lade være med at kalde ham dumme ting, når vi har været uvenner.
Vi har altid sovet i hinandens arme, vi har kysset godmorgen, godnat, goddag og farvel hver evig eneste dag, og når vi har siddet ved et bord, har vi altid haft behov for at have kontakt med hinanden på en eller anden måde – fødder, der rører ved hinanden, flettede hænder og sådan.
Han er min bedste ven, vi er et stærkt team, og jeg kunne aldrig forestille mig et liv uden ham. Indtil vi altså fik den her baby.
SUK, hvor kan han gå mig på nerverne nu. Af og til virker det som om, han ikke tænker over de ting, han gør. Som for eksempel når han vender babyen på hovedet to minutter efter, den er blevet fyldt med mad, og han så undrer sig over, hvorfor maden kommer op igen.
Vi kan komme op og skændes over de mest banale ting – som for eksempel, at nogen har stillet et glas i opvaskemaskinen, så en anden en er nødt til at bevæge sig hele vejen over i skabet efter et nyt. Nogen er som bekendt ham, og jeg ved da heller ikke, hvad det ligner at være huslig uden at spørge om lov først?!
Vi gjorde en dyd ud af at snakke rigtig meget om værdier, børneopdragelse og forventninger, allerede inden vi overhovedet overvejede at få en baby. Alligevel føler jeg, vi på mange tidspunkter står på hver sin side af forældreskabet og kræver, at den anden kommer om på vores side, fordi vi er sikre på, det er der, man åbner det fra.
Jeg har lagt mærke til, at andre par også taler til hinanden mellem tænderne, når det handler om børn.
“GIDER du hente en KLUD?!” kan det lyde, hvis barnefaderen – eller moderen, sgu – ikke reagerer prompte på et skævt gylp ud over den, der er barneholder den dag.
Det er rart at høre, at man ikke er alene. Men jeg undrer mig alligevel ofte: Hvordan fanden gør alle andre, som får det til at se så legende let ud? Særligt dem med mere end ét barn – hvordan kommer man dertil uden at komme til at hade hinanden på vejen?
Jeg hader det. Ikke ham, ikke forholdet, heller ikke det at være forældre – men udviklingen.
Vi er heldigvis gode til at snakke om det. Vi laver aftaler. Og vi genopfrisker dem, når vi (lynhurtigt) kommer tilbage i den samle snerrerille igen. Vi forsøger at huske at kysse hver dag, og det hjælper lidt. Men det er også belastende. Så af og til forsøger vi også at glemme det.
Når vi en sjælden gang har været alene ude, kan jeg mærke følelserne igen. Sidst, vi var i biffen, nappede vi sådan et smart sofasæde på den bagerste række – kysserækken – og lige dér midt i mørket, mens jeg sad helt op af min mand med næsen i hans armhule, og snusede hans duft ind, indkom jeg i tanke om, at vi stadig er et team. At han stadig er den mest fantastiske, jeg kender, og at jeg – trods ALTING – ikke vil bytte ham ud for noget eller nogen.
Han er stadig min bedste ven, og det er stadig ham og mig (plus én) mod verden. Men hvis vi skal have flere ind i ligningen, så skal det nok være inden for en overskuelig fremtid, for jeg ved ikke, hvor længe et forhold kan holde til sådan en slidsom omgang?
Jeg fortryder ikke ét sekund, at det lille, fantastiske menneske, som Frømanden er, kom ind i vores liv. Jeg ville ikke bytte ham for nogen anden mand, ikke engang hans far. Men jeg håber VIRKELIG, jeg har begge de to mænd i mit liv, når stormen løjer af, og vi – forhåbentlig – finder ind i hinandens arme igen.
Hold kæft, hvor jeg savner ham.
Mine yndlings
16 comments
Hvor er det et dejligt billede af dine drenge :)
Hvad skal jeg sige? Jeg kan nikke genkendende til hvert et ord, du skriver. Jeg hader også udviklingen. Især da jeg indså at det primært var mig, der stod for den. Mig, der havde forandret mig til en klogere-kedeligere-fornuftigere-mere hys know-it-all.
Jeg prøver at lade være, men falder stadig i. Synes stadig manden kan være den største neandertaler.
Men det hjælper gevaldigt, når børnene bliver ældre. Når de kan passes, så man kan pleje kærligheden. Når de kan mere selv. Når de ikke kræver en 24-7. Når man får lidt af sin “frihed” igen.
Man skal bare passe rigtig godt på forholdet i de første hårde år, så man ikke står der, når børnene er 7 og 9 år gamle og spørger hinanden “Hvad blev det egentlig af os to?”
Knus
Jeg vil bare sige, at jeg har lagt mærke til dine kommentarer. Jeg synes, du skriver sådan nogle kloge og fine ting :-)
Enig, Jeanette er ret så klog og fin :)
Hvis du ikke allerede følger hendes blog, så har du meget god læsning forude! http://www.villa-villekulla.dk <3
Ja, det er et af mine yndlings <3 :)
Det er rart at høre, at jeg ikke er ene om de følelser, selvom jeg selvfølgelig ikke ønsker, at andre skal have det sådan. Det er jo ikke sjovt :/ Jeg er helt med på, hvad du mener - jeg er også ret sikker på, det mest er mig, der står for forandringerne herhjemme. Og måske er det i virkeligheden der, hunden ligger og hyggeprutter - nemlig at jeg har forandret mig markant, mens han bare stadig laller rundt som før. Det bliver bedre hver dag, det kan jeg også mærke, særligt nu, hvor vi har fokus på det (for det har vi). Men for fa'en altså, man kan jo ikke være alle steder på én gang. Så det bliver nok først rigtig godt igen, når det der lille menneske er lidt mere selvhjulpen. Og kan sove fra, at nogen skyller ud i toilettet ;)
Det er rart at høre, at der er lys et sted derude, hvis man bare sørger for at lappe lidt på toget undervejs <3
Skønt indlæg :-)
Bare det, at du har skrevet det – og tonen i indlægget – siger en del om jeres forhold. I er nogle dejlige mennesker, som har det lidt hårdt. Det har vi alle sammen, os der har børn. Men som Jeanette siger, så bliver det nemmere :-)
Hold ud!
Tak, Jelena! Det betyder så meget, at du skriver lige netop sådan <3
Spot on… Dejligt at læse, at andre har det på samme måde som en selv!
Åh, men jeg kan kun sige det samme :) Ikke at jeg ønsker, andre skal gå rundt og have det sådan, men det er dejligt at vide, at man ikke er alene <3
Hvor er det et skønt indlæg :-) Vi var sammen i syv år, før vi fik børn og jeg husker det, som en tid med smil, kys, kroppe, der altid rørte hinanden og eftermiddagssøvn viklet ind i hinanden hver eneste søndag eftermiddag :-) Jeg er enig med Jelena, at du skriver indlægget og jeres måde at forholde jer til det på. I skal nok klare det!
Så skøn den evige middagssøvn end var (og jeg kan også stadig savne den) så er forældreskabet virkelig også en dejlig skalp at kunne hænge i kærlighedens bælte. Jeg er meget optimistisk på jeres vegne. Desuden synes jeg, at din mand har så skønne øjne på de billeder, hvor han kigger på Martin ;-)
Jeg elsker dine kommentarer, Lisbet <3 Jeg tror faktisk, det ville være ligegyldigt, om vi havde været sammen i 18 år, før vi fik barn - så ville jeg stadig føle, at jeg havde mistet noget af "os". Men jeg håber, følelsen kommer tilbage, når overskuddet gør. Jeg er glad for skulderklappet om, at vi nok skal klare det, for ja - det skal vi! Sgu! :)
Det har han! Det er ren kærlighed, og det er de øjeblikke, der gør, at jeg slet ikke er i tvivl om, at jeg ikke kunne have fundet en bedre barnefader. At han så gør tingene på en åndssvag måde, må jeg vel lære at leve med ;)
Jeg kan også genkende nogle af de ting, du nævner. Sådan er det nok med os småbørnsforældre. Der er så mange ting alle gennemgår, selvom man har forskellige udgangspunkter som par. Jeg tænkte umiddelbart lige to ting… Hørte engang noget med, at det er så utroligt vigtigt, at mænd føler sig respekterede. Det er værd at huske, når Mor-dyret kigger frem og hvisler ordrer ud gennem tænderne (den var ligeså meget til mig selv som til dig, den der). Hvis man ikke knalder så frygteligt meget, kan man i det mindste pleje den gensidige respekt, for at passe på forholdet, ikke?! Og det andet var at samle på de små ting, man gør for hinanden. Som fx igår aftes, jeg havde været i dårligt humør hele dagen og var kommet frem til, at den eneste måde det kunne blive bedre på, var at hente burgere og fritter udefra. Hvilket min søde mand gjorde uden at tøve (han kan også godt lide en god burger!) Lige som begge børn var puttet og der var ro og vi satte os til bords, vågnede babyen fandme af, at jeg åbnede en sodavand! PIS! Nogle gange sover de fandme let, sådan nogle små banditter! Ind og trøste/putte/okay jeg ammer dig i søvn, så vi får ro igen ASAP! Så sad min mand der og ventede pænt på mig, med sin uåbnede sodavand på bordet og jeg kom til at sige noget med, at så måtte han jo vente. Eller undvære. Halvt i spøg, halvt i alvor. Og hvad gjorde han så, den skønne mand? Listede sgu ud på badeværelset for at åbne den, så vi ikke risikerede endnu en opvågning og vi kunne nyde maden nogenlunde varm. Fjollet? Ja! Sød lille gestus? Ja! Den slags prøver jeg lige at huske på, næste gang jeg synes det er utroligt uigennemtænkt, at han har sat sig til at made babyen uden køkkenrulle indenfor rækkevidde, så et måltid der kun behøver at involvere to mennesker igen-igen kommer til at involvere tre ;-)
Jeg kom sådan til at grine, da jeg læste din kommentar, for den med sodavandsflasken kunne lige så godt være sket herhjemme. Hell, det ER sket herhjemme! Og det er lige præcis i sådan nogle situationer, der ikke er så frygtelig meget på overskudskontoen ;)
Du har så meget ret med det der respekt. Desværre og øv. Det er lige præcis respekt, jeg altid har husket at vise ham, netop fordi han jo er værd at respektere. Mor-dyret har bare taget over. Men for fa’en, så KAN han da bare huske at mærke, om maden er varm eller ej – hver gang! ;)
Som sædvanlig går dine kloge ord ind og sætter sig og giver mig noget at tænke over. Tak for det! <3
(Og I har jo da fået to bavianer indtil videre. Og virker lykkelige. Så jeg er glad for at høre, at du kan genkende nogle af mine tanker. Så skal det hele jo nok gå alligevel :))
Kære Charlotte. Du skriver det vi andre tænker…eller noget JEG ihvertfald har tænkt. Så sent som i dag i bilen på vej hjem fra arbejde lovede jeg mig selv, at NU skulle jeg tage mig sammen, og ikke være hende den sure kone, der kun tænker på om børnene nu også har fået deres vitaminpille. Vi tager os af og til sammen, og gør noget kæresteagtigt – går ud og spiser, eller tager på en overnatning. Men det er jo ligeså meget de små ting i hverdagen man skal huske på. Det gør jeg fra nu af! Tak for ‘opsangen’ :-) (og så venter vi ellers bare på, at ungerne bliver store :-))
Kære, søde Elisabeth – jeg er glad for, jeg ikke er den eneste, der tænker sådan. Altså, det gør det bare lidt mere udholdeligt, når man får bekræftet, at man bare er et menneske ;) Det var nu ikke ment som en opsang, men hvis du kan bruge det til noget, så gør det mig også glad :) Personligt har jeg også forsøgt at tage mig lidt sammen siden. Intentionerne er der i hvert fald.. ;)
Flot skrevet!
Vil du have svaret fra en der er 15 år forud for dig? Det kommer igen! Hr. Mand og mig har været ved at gå fra hinanden en milliard gange gennem årerne, og gjorde det faktisk også en gang, sådan for alvor med mig tilbage i huset med miniput og ham et andet sted.
Det holdte heldigvis ikke særlig længe.
Engang imellem har jeg lyst til at slå ham, hårdt og råbe, højt. Og kyle ham ud på røv og albuer, men for det meste er vi heldigvis kærester og har langsomt de seneste år fået tiden til os selv igen. Det sniger sig ind på en, BUM så er der gået mange år og I står og kigger sammen på frømanden der lige er blevet konfirmeret, så mist ikke modet over de 15 år der er forude, du er der næste gang du blinker. Så helt kliche agtigt, husk at nyd det!
Åhr, tak! <3
Og ja, jeg vil SÅ gerne høre, hvordan det ser ud om 15 år - deet lyder godt, at det kommer igen. Og at det ikke holder at gå hver til sit. Jeg har jo erfaret, at alle de andre klichéer har holdt stik, så tror på dig, når du siger det her også. Og jeg prøøøøver at nyde det ;)
Forresten, har du så slettet din blog?? :(