Først blev chokeret og ked af det på Trines vegne, da jeg læste hendes seneste – og måske sidste – indlæg på bloggen Lortemor.dk. Nogen har anmeldt hende for omsorgssvigt ud fra de ting, hun deler på sin blog. Det er vanvittigt. Jeg har læst de præcis samme indlæg, og kan – selv med de mørkeste solbriller på – ikke finde en eneste grund til at tro, at Trines dreng ikke får al den kærlighed (og basale fornødenheder som for eksempel mad og tøj på kroppen), som et barn har brug for.
Bagefter blev jeg bange. For tænk, hvis nogen kunne finde på at gøre det samme mod mig. Det ville knække mig fuldstændig. Kommunen ville sikkert også i mit tilfælde ryste på hovedet af de forskruede mennesker, der indgiver den slags anmeldelser (hvad jeg stærkt regner med, de har gjort i Trines tilfælde), men det ville alligevel prikke til min angst for at blive sat under lup på den måde. Den evige angst for at miste dem, der betyder mest.
Og så blev jeg vred. Rasende, faktisk. Over at nogen har så lav moral, at de går rundt og angiver andre på den måde, og oven i købet ikke tør at stå ved det. Anklagerne mod Trine var selvfølgelig fremsat anonymt, så hun kan ikke engang få lov til at råbe grimme ting eller spørge, hvad fanden det skulle gøre godt for.
Selvfølgelig håber jeg, at nogen reagerer, hvis de ser børn, der mistrives. Der er alt for mange tilfælde, hvor det ikke sker, og man først langt senere ser konsekvenserne af vanrøgt. Børn som bliver misbrugt eller mobbet, eller som på anden vis har det dårligt. De skal selvfølgelig hjælpes – og det er også derfor, blandt andet pædagoger, lærere og læger har pligt til at indberette, hvis de oplever et barn, der mistrives.
Men anklager fremsat på baggrund af blogindlæg, som dem Trine er blevet udsat for, burde ikke kunne ske. Jeg begriber det simpelthen ikke. Folk bør da efterhånden vide, at en blog er et meget lille indblik i det store billede af bloggerens liv. Det er et medie, hvor der af og til bliver drejet lidt på historien eller udeladt detaljer, fordi det gør det billede, man forsøger at tegne, klarere.
Jeg skriver for eksempel ikke om alle de kildeture, jeg giver mine drenge. Jeg dokumenterer ikke samtlige smil, de kaster mod mig (eller jo, men det er ikke dem alle, de ender her på bloggen). Jeg fortæller ikke nødvendigvis alle detaljerne om den trælse putning, hvor min pode var smeltet helt ned langs panelerne, men det lykkedes mig at få skrabet ham op igen, pakket ham ind i kærlighed og lullet ham i søvn med et smil på læben. Alt sammen klaret på bare tre timer. Næ, der fortæller jeg meget hellere i sarkastiske vendinger om, hvor pisse træls han er, fordi han stjæler min Netflix-tid. Hvordan han suger voksendelen ud af mit liv, og hvor meget jeg savner de sofapauser. Selvfølgelig bruger jeg altid den tid, der skal til, for at han bliver lagt i seng uden stress i kroppen. Dét er virkelig vigtigt for mig. Vigtigere end tid foran fjerneren. Det andet er bare sjovere at skrive.
Jeg vil hellere fortælle om, når det gør ondt. Om alle bekymringerne, om de svære beslutninger, vi tager herhjemme. Om min evige kamp mod de mørke tanker, som udspringer af en barndom med en far, der udøvede psykisk vold på mig. Om stress, angst og depression. Om selvmordstanker.
Før jeg fik Frømanden, var jeg dødsensræd for, at de ville komme og tage ham fra mig, fordi jeg var sygemeldt med stress. Min psykolog beroligede mig med, at det altså ikke er nok til, at børn bliver fjernet fra deres hjem.
“Så kunne vi jo tvangsfjerne alle børn på et eller andet tidspunkt i løbet af deres liv,” smilede hun og lagde en trøstende hånd på min arm. Det vigtigste var bare, at jeg elskede ham, sagde hun.
Det gør jeg. Jeg siger det og viser ham det hver eneste dag. Jeg fortæller ham det i den måde, jeg respekterer hans grænser, den måde jeg taler til – og med – ham. Med kys og kærtegn. Ved bare at være der. Og jeg bruger alle mine ressourcer på, at han ikke skal mærke, at jeg slås med en angst for fremtiden.
Jeg blev så forbandet glad, da dagplejemoren sagde til mig, at hun i hvert fald aldrig havde gættet på, at jeg havde det så skidt, hvis ikke jeg havde fortalt hende det. For man kan ikke mærke det på min dreng. Dét er vigtigt for mig.
Så selvom man godt kan få det indtryk ud fra mine tekster herinde, så er alt altså ikke kaos uden for mit hoved. Jeg kan godt være en god mor, selvom jeg ret ofte føler mig som et dårligt og ødelagt menneske. Jeg arbejder med mig selv for at finde ro og kræfter til at kunne være der for mine børn, når de har brug for mig. Det gør jeg ved at skrive mine tanker ud til jer.
Man kan godt have det svært indeni, men stadig være en god mor. Og det skal fandme også være okay at sige, når man har det svært. Det bliver jo ikke nemmere af, at man ikke siger noget!
Det er også okay at sige, at man har det dårligt i mor-rollen, at man af og til ønsker, at man ikke havde fået dem. Og det skal bydes hjerteligt velkommen, hvis man rækker ud efter hjælp, fordi man ellers ikke ved, hvor man skal gå hen.
Det kan bare ikke være rigtigt, at man ikke kan flashe andet end Royal Copenhagen på Instagram uden at blive meldt til kommunen.
Jeg ved ikke, hvad de idioter har læst, som i deres hoveder kan retfærdiggøre en så drastisk handling, som det er at sende en anmeldelse til kommunen. Jeg forstår heller ikke, hvorfor de ikke sætter deres lid til, at de pædagoger og den familie, der er rundt om barnet, gør deres pligt. Det er forhåbentlig ikke udelukkende på baggrund af nogle blogindlæg, de har indsendt deres anonyme anmeldelse. For det er vanvittigt.
Jeg vil ikke leve i et samfund, hvor man kan angive hinanden anonymt. Til det vil jeg råbe stikkersvin i præcis samme hadefulde tone, som de gjorde det under krigen.
Jeg har lyst til at sige til anmelderne: Det er altså rigtige mennesker, der sidder bag skærmene. Rigtige mennesker, som du – ligegyldigt hvad du tror – ikke kender rigtigt. Sådan en anmeldelse er ikke til at spøge med, det kan ødelægge livet for et andet menneske – og for barnet, som du påstår, du gerne vil hjælpe. Og det står i øvrigt i ens journal, hvis man fejler noget, så bare rolig, en eller anden er opmærksom.
Man skal hjælpe hinanden, og man SKAL hjælpe børn, som ikke har det godt. Men man skal sætte sig ind i andre mennesker, før man blander myndighederne ind i det. Og man skal stå ved sine handlinger, ikke gøre det anonymt.
