Stille panik før stormen

Nå, men jeg har fået et job. Og så burde alle mine trængsler jo egentlig være ovre, men det viser sig, at det slet ikke bare var det, der skulle til.

For lige at tage det fra en ende af, så fik jeg nævnt for en bekendt, at jeg overvejede at gå nye veje og søge job som lærervikar, og så sagde hun, at hun da lige kunne spørge sin chef, om de ikke manglede sådan en som mig. Det gjorde de, og det var jo dejligt!

Nej, det passer ikke – det er superpissefedt!! Det betyder blandt andet, at jeg for en tid ikke behøver at bekymre mig om, om vi kan få lov at blive boende i vores hus. Jeg skal ikke tilbage på dagpenge lige med det samme, og jeg behøver ikke at prøve at sælge mig selv i flere jobsamtaler lige nu. Det er jeg virkelig dårlig til, og det stjæler al min energi, så det er virkelig dejligt! Så tror jeg i øvrigt også, det bliver både spændende, udfordrende og all-round-godt.

Men jeg er ikke glad… Faktisk gik jeg fuldstændig i panik, da jeg havde rystet hånd og aftalt startdato. For nu rykker virkeligheden pludselig et skridt nærmere. Men jeg er stadig i undtagelsestilstand i hovedet.

Det er ikke det med at skulle op hver dag. Nej, det der med at stå tidligt op, har Frømanden trænet mig i længe. Det er det med, at jeg nu pludselig skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, og jeg ikke længere har mulighed for bare at aflyse, hvis ungen har sovet dårligt, og jeg er flad på batterierne – og med batterier mener jeg ikke hængebrysterne, som faktisk også er en del af problemet.

Jeg skal jo til at tage BH og pænt tøj på hver dag. Eller i hvert fald rent tøj som minimum, for jeg har ikke noget pænt tøj, jeg kan passe længere. Jeg skal gå i bad mere regelmæssigt, gå med make-up og rede mit hår. Hver dag.

Jeg skal præstere, og jeg er så bange for, at jeg ikke vil lykkes. Det er et helt nyt felt, og selvom jeg kan tage mange af mine journalistiske kompetencer med mig ind i klasselokalerne, så har jeg ikke den pædagogiske tilgang til det… jo…

Så da jeg kom hjem fra samtalen, som i øvrigt gik helt vildt godt, gik jeg i panik. Min krop gik i baglås. Mit hoved begyndte at dunke i en vild migrænehovedpine, som jeg ellers aldrig har, min mave krampede sig, og jeg fik så ondt i skuldrene og ryggen, at jeg ikke kunne holde ud at være i mig selv. Så kom tårerne, og jeg sad bare og stirrede ud i luften og følte meningsløsheden skylle ind over mig.

Hvad fanden skete der lige? Jeg burde jo være himmelhenrykt over, at nogle søde mennesker helt oprigtigt gerne vil ansætte mig, og mener, at jeg vil kunne bidrage med noget godt. Jeg bliver ansat på kontrakt og får et fast timetal om ugen, som jeg selv har fastsat – mellem 25-30 timer, så jeg kan komme tidligt hjem og være sammen med Frømanden om eftermiddagen.

“Jeg ved ikke, hvad der vil hjælpe,” snøftede jeg til damen, jeg betaler penge for at lytte, række mig Kleenex og give mig gode, velovervejede råd.

“Jeg har ikke lyst til at blive herhjemme, men jeg er heller ikke klar til at komme tilbage i hamsterhjulet. Jeg kender ikke mig selv længere, jeg kender ikke mine værdier, mine drømme og håb for fremtiden. Alt det derude foran, fremtiden, er én stor tåge. Jeg aner ikke, hvad der venter mig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal gribe det an.”

“Der er nok ikke andet for end at tage ét skridt af gangen,” svarede hun. Blandt andet. Mens hun samlede mine tanker for mig, og forsøgte at få mig til at kigge på det virvar af tankebrikker, jeg ikke kan se billedet i.

Shit, det er hårdt. Jeg er vokset op med en læresætning om, at det er min egen skyld, hvis jeg ikke lykkes. Jeg kunne jo bare have gjort mig lidt mere umage, knoklet en lille smule hårdere. Min far var af den overbevisning, at hvis jeg ikke fik to-cifrede karakterer i alle fag, var det ikke godt nok. Det var inden, den nye skala blev indført, dengang lærerne var lidt mere nærige med de høje karakterer. Jeg fik karakterpenge, og hvis karaktererne ikke var høje nok, blev jeg trukket i lommepenge i stedet for at få.

Der er masser af beviser for, at det ikke er min egen skyld, at jeg endnu ikke har fået andet end midlertidige ansættelser og freelancearbejde. Det er det sgu ikke. Det er tilfælde af omstændigheder, der er faldet uheldigt sammen. En finanskrise, flytninger og tilfældige valg har spillet ind.

Jeg har kæmpet, har jeg, og jeg har gjort mit bedste. Både på arbejdsmarkedet, hvor jeg har været en god kollega og præsteret 110% hver eneste dag, og når jeg mellem perioder med job har været arbejdsløs på dagpenge, og er blevet pisket rundt af regeringens reform og tanke om, at jeg bare er en doven hund.

Jeg har kæmpet, så både blod, sved og tårer har sprøjtet omkring mig. I fem år har jeg kæmpet. Nu er jeg træt. Sådan rigtig, rigtig træt. Eller det har jeg sådan set været længe, og jeg troede faktisk, at det her år på barsel var nok til at få mig ned i kroppen igen, væk fra tilværelsen som skoldet skid i flaske.

Men der skulle ikke mere end to afslag på jobansøgninger til, før min krop igen gik i alarmberedskab. Nu ligger der så denne her aftale om en deltidsstilling. Jeg har selv valgt det. Jeg glæder mig. Alligevel gjorde jeg som det første det, da jeg kom hjem fra samtalen, at jeg satte mig ved computeren og søgte efter nye jobopslag. Prøvede at finde nye løsninger, at komme på den der fantastiske dims, som alle slet ikke vidste, de manglede, som vil gøre mig rig, og som vil sørge for, at jeg aldrig behøver at føle mig truet på mit eksistensgrundlag igen.

Efter at have tudet og ligget i kramper en halv dag, blev jeg enig med mig selv om (endnu en gang) at tage det der stress alvorligt. Jeg har faktisk været alvorligt syg, og kan blive det igen, hvis jeg ikke passer på mig selv.

Så i dag ringede jeg til min kommende arbejdsgiver og aftalte, at jeg starter med 20 timer, og så kan vi måske hæve timetallet, hvis der er behov for det, når jeg er klar.

Og så håber jeg, mit hoved kan falde lidt til ro i alt det her, så jeg ikke konstant skal gå og frygte for at blive arbejdsløs igen. Jeg har brug for den pause.

Et skridt af gangen. Det skal nok gå.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg når at komme i zen med mig selv, tabe mig de der 30 kilo, få ryddet op i hele huset, ligget rigtig meget i sengen, afsluttet alle de mange projekter, jeg skulle have lavet under barslen OG få købt en ny madkasse, inden jeg starter i næste uge. Og shoppe nyt tøj, der ikke er af den slags, hvor man kan hive bryster frem med én hånd på ti sekunder… Det virker på en eller anden måde som upassende arbejdstøj.

Har det her postkort hængende over min computer…