Supermor søges – alene på skansen

Jeg ville sådan ønske, jeg var en af den slags mødre, der havde overskud til både at stimulere barnet, bage boller og skrive blogindlæg på samme tid. Det er jeg så ikke…

Det var egentlig ikke fordi, han stod tidligt op (7.30), men det gjorde han nok kun, fordi han var gået temmelig sent i seng (21.00). Så vi var alligevel ret kvæstede, begge to. 

Det gjorde det kun værre, at jeg var vågnet seksten gange i løbet af natten, fordi jeg ville være sikker på, at jeg vågnede, når drengen gjorde.

Jeg havde nemlig lovet Hr. Hansen, at han måtte sove længe i dag. 

Ja, for han har været så sød at tage morgenvagten i den første uge af Frømandens ferie, både fordi, jeg har ondt i min bækkenløsning – og det er værst om morgenen – men også for at rode bod på de mange, lange uger, han har været (og kommer til at være) væk med sit arbejde.

I går, lørdag, proklamerede han så, at han havde nået sin grænse. Han var simpelthen udkørt af at passe barnet så mange timer alene hver dag.

Jeg er nødt til at indrømme, at det gjorde mig glad…! 

For så ved han, hvorfor jeg er så sur og underskudsagtig, når jeg har haft ham alene i en, to, fucking tre uger i træk.

Nå, men vi havde aftalt, at Hr. Hansen selvfølgelig også skulle have lov til at sove længe i noget af sin ferie, så jeg stod op uden brok. 

Nogen prøver fars sutsko… Lige til den store side…

Drengen var også glad, og jeg håbede på, jeg lige kunne snige en halv times søvn ind, mens han blev underholdt af noget tegnefilm. Men jeg kunne selvfølgelig ikke falde i søvn. Så vi sad bare og hyggede i sofaen, indtil nogen fik nok af det (det var ikke mig…) 

Så blev klokken da 8, og jeg fik bagt de der småkager, jeg ikke blev færdig med i går – jeg sagde jo, det var en længere operation… Fordi jeg ikke rigtig magter at stå op i mere end en halv time af gangen, så alt bliver taget i etaper.

Sådan gik der endnu en halv time, og så skulle vi kigge lidt i en bog. 

Poser… ;)
Omkring klokken halv ti begyndte formiddagstrætheden at sætte ind (hos os begge), så for at undgå alt for meget hyl og tud (fra mig, forstås) jeg smed trumfkortet, og fik mast både drengen og mig i gummirøjserne og tyede til det, der altid virker. Udenfor!

Efter 20 minutters vild frem-og-tilbage på den nye gynge, er Frømanden nu ved at tømme sandkassen fuldstændig for sand. Til gengæld mangler fugerne på terrassen ikke længere. Og så regner det ikke.

Man skal jo finde det positive i situationen, og selvom jeg nu har stjerneondt i mit bækken, så har vi haft en hyggelig morgen, og Frømanden har valgt at gemme den klamme ble til sin far, når han står op. Og det gør han lige om lidt.

Klokken er 11. Jeg skal snart sove middagslur.

Jeg håber virkelig, det hele bliver lettere at kapere, når jeg ikke længere er i konstante smerter. For ellers ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre, når der nu kommer en til…