Tak fordi, I var så søde, da jeg brændte lidt sammen her den anden aften. Igen. For efter jeg havde trykket udgiv, begyndte jeg at læse i nogle af mine gamle blogindlæg, og jeg kan pludselig se, at det bestemt ikke er første gang, jeg har følt sådan her.
For eksempel dengang, jeg var klar til at smide moderskabet til storskrald. Eller dengang, jeg savnede at være noget andet end “nogens mor”. Og en masse andre indlæg, hvor jeres kommentarer starter med “Hvor har jeg ondt af dig”.
Ups. Måske brokker jeg mig lidt for meget. Og det skræmmer mig lidt, at jeg slet ikke kan huske, at det altså ikke er første gang, jeg har følt sådan.
På den anden side er jeg af samme grund rigtig glad for, at jeg har skrevet de indlæg, for det fortæller mig jo helt klart, at det går over igen. Vi skal bare lige over den hårde periode, som åbenbart altid kommer, når barnets far tager væk.
Han er i dag kommet hjem igen, og i dag lagde barnet sig bare til at sove uden nogen form for brok. Så det betyder altså en del, når min mand skrider. Så det er noget, vi prøver at se, om vi kan lave om på, altså hans arbejdstider. Bare lige her mens de er helt små, for ellers er jeg ikke sikker på, jeg overlever det.
Det er fandme hårdt at have børn, hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig det. Men jeg kan læse ud fra jeres mange søde kommentarer, at jeg faktisk slet ikke er alene om at føle det sådan, og det hjælper lidt. Så tak <3
Jeg håber, det også hjælper andre, at jeg deler mit brok.
Hjemme igen <3
2 comments
Søde Charlotte!
Din blog – dine ord ;) Og jeg synes faktisk, det er godt, at du ikke kan huske, du har haft det “sådan før”. Det tyder i den grad på (i mine øjne), at når du har fået det ud af systemet, så er det væk. Det ligger ikke i klumper indeni ;)
Kom du bare med “brokkerierne” – jeg er sikker på, vi er mange, der kan tage det. Og ellers? Så kan man jo lade være med at læse din skønne skønne blog ;)
Ha’ en dejlig weekend <3
Søde Mette!
Tak <3 Du har helt ret - både i det med, at jeg får det godt af at skrive tankerne ned herinde (og af jeres kommentarer! <3), men selvfølgelig også det med, at det er min blog, og folk bare kan lade være med at læse, hvis det bliver for meget.
Det har jeg selv gjort et par gange, altså gået fra en ellers elsket blogger, fordi hun kørte for meget i samme spor. Jeg gad godt, jeg ikke selv falder i den fælde ;)