Tid til et tilbageblik

For ret præcist et år siden, næsten på minuttet, ringede jeg desperat og med bævende mund til min jordemoder.

“Anette, må jeg ikke komme ind, så du kan undersøge mig? Jeg har haft veer i 22 timer, og jeg har brug for at vide, om der overhovedet sker noget!” tudede jeg ned i røret.

Jeg blev undersøgt, og to timer senere gik det så for alvor stærkt. Klokken midnat onsdag den 17. december gik vandet, og syv timer senere mødte jeg så for første gang det mest fantastiske menneske, jeg nogensinde har kendt. (Læs hele min fødselsberetning her)

Min skønne, lille dreng fylder et år i morgen, og klokken 07:15 – hans fødselstidspunkt – vækker vi ham med sang og gaver. Altså, med mindre han vækker os først. Det er sket før, at han har forpurret planer på den måde. (Jeg er også sikker på, han vil være dybt uimponeret, så det er mest til ære for forældrene, at vi gør det)

Jeg har her til aften forberedt de bananis, som han skal have med ned til vennerne i dagplejen, og har imens tænkt en hel masse tanker omkring, hvordan det første år som mor har været.

Her får I lige et par af de lykketanker, som jeg husker fra de første par døgn som nybagt mor:

 

Jeg troede slet ikke, jeg var typen, der kunne blive forelsket i en baby. Eller rettere, det vidste jeg jo, jeg ikke var (som I kan læse her) – men da den lille, blå smølfebaby poppede ud, rakte jeg instinktivt armene ned efter ham. Jeg holdt ham tæt ind til mig, og huskede at støtte hovedet. Selvom jeg ikke har haft sådan et spædbarn i armene, siden jeg var seks år gammel (og dengang ikke med min gode vilje!) føltes det så naturligt.
Jeg messede igen og igen: “Er du okay? Er du okay?”
Han svarede ikke. Faktisk sagde han ikke en lyd, men jordemoderen forsikrede mig om, at han havde sagt de lyde, hun havde brug for at høre for at være sikker på, at han fungerede.

Mine øjne søger hele tiden det lille væsen, der for et øjeblik siden var en del af min krop, men som nu ligger i armene på sin far. Jeg har svær bækkenløsning, så der er mange, der står klar til at hjælpe mig op fra fødekarret og op på sengen. Jeg kører nok stadig på adrenalin, for det var ikke noget problem for mig at komme op, selvom jeg har været fuldstændig immobil i månedsvis. Jeg er sikker på, jeg kan klare en sabeltiger lige der, hvis der tilfældigvis skulle lunte en rundt på fødegangen.

Jeg bliver først rolig igen, da han får lov at komme op til mig igen. Jeg er bange for at gøre noget, så han går i stykker. Kigger bare hele tiden på ham, og holder om den lille, bløde babyhånd. I mit hoved kører konstant en sang, som jeg slet ikke kan holde ud at lytte til, men som blev spillet i radioen hele tiden. Teksten virker meget, meget passende: “Lille hjerte, tak for at du valgte mig!”

Da jordemoderen siger, at han er det smukkeste barn, hun nogensinde har set, ved jeg godt, hun siger sådan til alle forældre. Men mit hjerte er overbevist om, at hun i det her tilfælde mener det lige så meget, som jeg selv gør.

Jeg bliver overdrevent glad for den bakke med rundstykker, som de ruller ind til os, da alle formaliteterne er overstået. Det er lidt som at komme med i en klub eller at få en medalje for et veludført stykke arbejde. Og så endda med flag til.

Det er en underlig følelse, da jeg bærer min lille babybylt ud fra hospitalet, og han bliver sat i en autostol. Jeg undrer mig på hele turen hen til barselshotellet over, at verden udenfor vores babyboble bare går videre, som om der ikke netop er sket et mirakel, som forandrer livet for evigt.

Jeg troede, jeg ville begynde at græde på et eller andet tidspunkt, men det gjorde jeg ikke. Ikke før, jeg ser min mor. Hun kommer på besøg på barselsgangen om aftenen, og i det samme, jeg hørte hendes stemme ude på gangen, kunne jeg pludselig mærke, at jeg også bare er nogens lille barn. Som så altså nu selv har fået et barn. Pludselig kunne jeg forstå det ansvar, jeg havde fået i armene, og først der gik det for alvor op for mig, hvad der egentlig lige var sket.

Da bedstemødrene er gået, efter et kort aftenvisit, skynder vi os i seng. Vi er udmattede, men jeg kan alligevel ikke falde i søvn. Jeg ligger længe og kigger på min to drenge, der sover i hver deres seng. Jeg lytter til deres vejrtrækning, og føler mig lykkelig.

Næste dag køber Manden en pose Familie Guf i hospitalets kiosk. Han syntes, det virkede som en god idé, når nu vi var blevet en familie. For pokker altså, et mærkeligt ord. Før var vi to, nu er vi en familie.

Jeg er stadig øm i kroppen, og kan stort set ikke bevæge mig på grund af bækkenløsningen, som stadig værker i kroppen. Det er derfor Manden, der må tage bletjansen i de første mange dage. Hver eneste gang, han tager min baby ud på puslebordet ved håndvasken, er jeg lige ved at tude. Jeg kan nærmest høre den forfærdelige lyd af et babyhoved, der rammer det hårde betongulv.

Efter tre dage kører vi hjem til os selv. Det er underligt at pakke babyen ud i stuen og vide, at vi nu er på egen hånd. Hjælpen er et telefonopkald væk, men ansvaret er nu helt og aldeles vores, og vi forsøger at indrette os bedst muligt. Jeg ville ønske, der fulgte en manual med hjem.

 

Men hey, det gik jo! Og i morgen fylder han altså et år. ET ÅR!
Faktisk fejrede vi ham allerede i lørdags, hvor de allernærmeste var forbi. Jeg var millisekunder fra at tude, da alle istemmede, at det nu var Martins fødselsdag, og jeg så de store, runde babyøjne, da folk kippede med flagene.

Det her mor-noget er den vildeste rutschetur.

 

Jeg gik all-in på det med pynt og sådan… 

Man skulle tro, det var juleaften! Det var det jo næsten også… Moren syntes, det var helt overvældende, at der var så mange gaver kun til den lille mand. Frømanden tog det helt køligt…

 

Men han viste også, at han allerede nu kan det der med at charmere damer (altså også ud over sin mormor og farmor) – det var til gengæld bare svært at fange på film ;)