Underskudsforældre

I går sagde jeg til min to-årige, at han skulle holde sin kæft. Ja. Det gjorde jeg. Det er virkelig ikke noget, jeg er stolt af, og det gør faktisk lidt ondt i maven at sige det højt her på bloggen, men sagen er bare, at der ikke er noget overskud tilbage.

Efter Bøffen fik klippet tungebåndet i Holland forrige torsdag, havde vi ellers knap en uge med rigtig gode dage. Amningen kørte, refluksen var væk, og han gylpede stort set ikke mere. Han sov bedre, var gladere, og vi begyndte pludselig at smile til hinanden igen. Wow!

Men så var det, vi var ved kiropraktor. Det er noget, specialisten i Holland har anbefalet, og det er ved en, der er specialiseret i børn, og som en del af de mange, der har været i Holland og få klippet tungebånd før os, også har været ved. Så hun vidste, hvad hun gjorde, og det er uden tvivl noget, der vil hjælpe.

På sigt. For indtil videre har det bare forværret dagene med 200 procent. Den lille bøf var mørbanket efter behandlingen, hans refluks er vendt tilbage, og han skriger ved hver eneste amning. Vi er igen ude i timelange putninger, hvor han skal op konstant for at gylpe. Vi er tilbage ved underskudsforretningen.

Derfor må I lige vente lidt længere på indlægget om selve indgrebet, for jeg bruger al min vågne tid på at sove. For at prøve at undgå at komme til at snerre til min dreng, at han skal holde sin kæft. Okay, han var lidt selv ude om det, fordi han satte den ødelagte plade på, der bare blev ved med at spille: “Dér er Tom, dér er Tom, dér er Tom…!” i det uendelige, mens jeg forsøgte at føre en ophedet debat med drengens far om et eller andet komplet ligegyldigt, grænsende til en bagatel, og samtidig anerkende at ja, dér var sørme Tom inde i tegnefilmen. Men jeg ville ønske, jeg havde haft åndsnærværelse nok til lige at stoppe op og virkelig føle drengens glæde over at se ham der med redningshelikopteren. Som jeg plejer.

Jeg fortrød det med det samme, det kom ud af munden på mig, for sådan vil jeg ikke tale til mit barn. Eller til noget anden, egentlig, men slet ikke til mit barn. Jeg trøstede mig med, at han ikke rigtig fattede noget af de ord, for han blev bare ved med at ævle om ham der Tom. Jeg fik samlet mig til at komme med et ordentligt svar, som tilfredsstillede ungen, og jeg bilder mig selv ind, at der ikke skete nogen skade. Og krammede ham lidt ekstra, da han skulle i seng.

Lige nu er vi ikke De Perfekte Forældre – altså, det er vi jo aldrig, vel, men lige nu er vi i hvert fald temmelig meget længere væk fra målet, end hvad vi har været. Og det prøver jeg at acceptere. Lige nu handler det bare om overlevelse.

That feeling… Og noget om, at vi tog til Holland i stedet for at købe ny sofa, hvor læderet ikke skaller af.