Frømanden gør ikke ret meget i det der med at græde, måske fordi jeg er over ham som en høg(nemor), så snart han pipper bare det mindste.
Derfor følte jeg mig også som den dårligste mor i hele verden, da han i dag græd. Jeg skulle bare lige hurtigt på biblioteket med en bog, som ellers ville koste mig en bøde. Og Manden er skredet på arbejde i en uge, så der var ikke engang lakaj til at gøre det (og ja, jeg burde have bedre styr på pisset, så jeg ikke kommer i tanke om det i sidste øjeblik).
Jeg nænnede ikke at hive baby og autostol med ud bare for det lille ærinde, så jeg lod en sovende baby sidde, skyndte mig ind og var tilbage igen efter fem-ti minutter.
Kom tilbage til en skrigende baby, der var helt gasblå i hovedet. Trøstede ham med en sut, og så faldt han om igen. Af udmattelse, så det ud til… Goddag, dårlige samvittighed. Jeg har en fornemmelse af, at det ikke er sidste gang, vi mødes…
PS: Han har fået normal farve igen…
