Jeg kan ikke se Rytteriet uden at komme til at tænke på min gode ven, Michael. Han havde nemlig en stemme, der kunne laves fuldstændig om, så han kom til at lyde ligesom snobberne Fritz og Poul. Eller for den sags skyld en af de andre mærkelige karakterer fra den serie…
Oftest svarede han også med replikker fra netop Rytteriet. Hans favorit var ‘Hvaba??’, og jeg elskede det. Jeg gik på halen af grin hver eneste gang, og så føltes arbejdsdagene pludselig ikke så lange.
Ja, for Michael var min kollega. Først var han min ven, så blev han også min kollega, og snart tilbragte vi rigtig meget tid sammen. Det var nemlig i den periode, hvor Manden var udsendt til Afghanistan, og det var vældig frustrerende for mig. Michael lagde ører til det hele.
Vi havde meget til fælles, Michael og jeg. Vi var begge immigranter i det vestjyske, han dog kun fra Fyn, mens jeg kommer fra Hovedøen. Men han forstod og delte for eksempel mine frustrationer over dialekten (det udtales [skern], ikke [skjern]… What-why?), og så kendte vi mange af de samme mennesker, fordi vi sørme også havde gået på samme studie, han gik bare en årgang under mig. Alligevel var der kun syv dage mellem min og hans fødselsdag, hvilket åbenbart er noget jeg stadig går op i, min alder til trods.
Der var altså virkelig mange ting, vi kunne bonde over, og det gjorde vi. Med det samme og meget intenst. Det blev altid til sådan nogle marathon-snakke, hvor jeg fik fortalt ham så meget, at skulle jeg nogensinde gå hen og blive kendt, så bliver det ham, der skriver den ubehagelige bog med alle de slibrige detaljer.
Folk jokede med, om vi i virkeligheden var husbond og fru, men det var der altså ikke noget af. Han var bare en rigtig kammerat, you know?
Men så fik Michael en kæreste i København, og som jeg frygtede, sagde han jobbet op og fulgte sit hjerte. Jeg opfordrede ham endda til det, fordi det uden tvivl var det, han helst ville, selvom jeg ville komme til at savne ham her i det vestjyske.
Det er nu et år siden. Og det er også et år siden, jeg har snakket med ham.
Jeg regnede faktisk med, at det ville ske, men alligevel er det kommet bag på mig, og har gjort mig trist til mode. For selvom der ikke var de romantiske følelser, så er det faktisk lidt som at miste en kæreste.
Yes, jeg sidder tilbage med vennesorger, selvom jeg ellers er forelsket i min fantastisk mand, og har endnu en kærlighed inde i maven. Så jeg burde jo ikke mangle noget.
Men det er alligevel vemodigt, for jeg synes pludselig ikke, jeg fik set Michael nok. Fik grint nok. Fik slået ham nok i nakken, når han var flabet. Og selvom han ikke var den, der fyldte allermest i mit liv, så mangler han nu.
‘Kan du ikke bare ringe til ham?’ – jo. Sagtens. Vi er jo ikke uvenner. Overhovedet. Faktisk har der på ingen måde været et brud, alligevel vil det føles halvhjertet at ringe, for det vil jo ikke få hverdagenes grineflip tilbage. Måske kan vi stadig have de fortrolige samtaler, men der er ikke meget ved det, når man kun snakker sammen en gang om året alligevel.
Den er ikke fremmed, følelsen af tab, det er jo sket et par gange før i mit liv. De andre gange har jeg dulmet den med is, og det gør jeg også denne gang. Og orangestænger fra Karen Volf. Og Rytteriet på tv. Men det bliver nu alligevel aldrig det samme. I øvrigt har de gjort pakkerne med orangestænger mindre, selvom prisen er den samme som sidst jeg fik mit hjerte knust af en mand…
