Det gik først op for mig, da jeg hørte Manden komme trampende ude i gangen, at jeg sad og tissede for åben dør.
Jeg overvejede at råbe for at advare ham, men ungen sov, og heldigvis vendte han om, inden han nåede at forstå, hvad der skete.
Bæ er blevet en del af vores hverdag. Hvordan det ser ud, hvor ofte og hvor meget er helt normale samtaler, selv når vi spiser.
Altså babybæ, forstås. Det er nemlig et meget vigtigt emne, når man har fået sådan en lille størrelse.
Det har så åbenbart smittet lidt. Hvilket måske er meget godt. Lige da jeg mødte Manden, havde jeg nemlig er ret anspændt forhold til sådan noget med toiletter.
Skulle jeg tisse, kunne jeg godt gøre det, hvis altså bare vandhanen løb imens for at camouflere lyden.
Alle skal jo have noget ud af livet cirka en gang om dagen. Det var Manden godt klar over, sagde han. Han havde faktisk slet ikke noget problem med det, påstod han. Han afslørede endda, at han selv var sådan en type, der gik for sig selv på toilettet en gang imellem.
Oftest skulle han også gerne annoncere det, lige inden udåden fandt sted, så alle vidste, hvad der skulle gå for sig den næste halve time (!). Det pudsige er, at det havde jeg det helt fint med. Når man skal, så skal man jo, sådan er det.
Bare ikke for mig. Når jeg skulle, var jeg nødt til at bede Manden om at gå en tur med hunden. Han syntes, det var fjollet (særligt når det regnede. Ganske særligt når der lå sne, og det var minus fem grader), men han gjorde det alligevel, for ellers kunne jeg simpelthen ikke.
Fast forward fire år, en lang graviditet, en fødsel (hvor alle grænser forsvinder i de timer, det står på) og et barn, og tingene ser lidt anderledes ud. Eller ikke for Manden. Han kommer stadig med sine statusopdateringer.
Men for mig. Jeg kan nu gå på toilettet, selvom han er i huset. Og åbenbart også uden at lukke døren, hvis jeg bare er træt nok…
Jeg er ret sikker på, han ville være ligeglad, selvom han nok ville foretrække at være fri for at se mig sidde der, men jeg vil alligevel forsøge på ikke at gøre det til en vane.
Det er rart nok at være kommet en lille smule over min toiletskræk, men mon ikke det er bedst at bevare bare lidt af illusionen om, at kvinder kun prutter som enhjørninger – glitter med duft af regnbuer. Som minimum ved at lukke døren. For parforholdets skyld.
